Ford Focus – køreglæden i fokus

Femte generation af Ford Focus er vendt tilbage til udgangspunktet for 20 år siden. Det vil sige masser af køreglæde, god komfort og i det hele taget en dejlig bil. Heldigvis er moderne sikkerhedsudstyr tilsat i rig mængde.

Ford Focus forfra
Forpremiere

NICE Det er virkelig fedt at køre med en fartpilot, der både holder afstand til forankørende biler, og som selv justerer hastigheden efter den fartgrænse, bilen ser på vejskiltene. Vores første tur i den nye Ford Focus viste, at det i hvert fald i Frankrig virker overraskende godt.

Men om vi kan få samme fine funktion i Danmark, er mere tvivlsomt, idet vi jo ikke gerne skilter med de aktuelle hastighedsgrænser. Det ville ellers være smart og sikre, at man ikke kører for stærkt.

For hånden på hjertet: Det kan man i virkeligheden let komme til i den nye Focus. For særligt støjniveauet er sænket dramatisk, og det gør det ekstra let at komme til at køre for stærkt, hvis man ikke holder godt øje med speedometeret.

Motor mener

Designet er ikke overvældende, men den nye Ford Focus kører godt, er praktisk indrettet og fås med alt i sikkerhedsudstyr. Så kan man næsten ikke ønske sig mere af en hverdagsbil.

Polerede præstationer

Der er i det hele taget gjort ekstra meget ud af at skabe en komfortabel oplevelse bag rattet. For ud over den reducerede støj, er både sæder, affjedring, styretøj og betjeningen af bilen konstrueret på en måde, så komforten står i centrum.

Det kunne vi opleve i alle de tre biler, vi fik lejlighed til at køre. Det var dels en dieseludgave med den relativt nye 1.5-liters motor med 120 hk, dels de to trecylindrede benzinudgaver på henholdsvis 1.0-liter med 125 hk og 1.5-liter med 150 hk.

Læs også: Motors test af VW Golf

Dieseludgaven prøvede vi med det nye ottetrins automatgear, og det var virkelig en god kombination. Gearskiftene foregår blidt, og får man lyst, kan man blande sig i skiftene via de to skiftegreb bag rattet. Kræfterne er rigelige, og selv i stationcarversionen behøver man ikke at gå op i udgaven med to liter for at få en tilfredsstillende bil.

Vores oplevelse af den nye Ford Focus er generelt meget positiv.

Også i benzinudgaverne er det den lille motor, der imponerer mest. Den lille trecylindrede motor med 125 hk gør det forbilledligt. Den er optimeret i forhold til tidligere, og det giver en rolig gang og et godt kraftudbytte. Den går på papiret 20,8 km pr. liter efter den nye måde at måle forbrug på, og det er nok stadig en del over det forventelige, men meget mere realistisk end før.

Den fås i lighed med de øvrige motorer med enten en sekstrins manuel gearkasse eller med den nye ottetrins automatgearkasse. Merprisen varierer fra variant til variant, men ligger mellem 20.000 og 30.000 kr.

Ford Focus kabine
Førerpladsen er velindrettet, og Ford hævder selv, at de har fjernet halvdelen af knapperne i forhold til forgængeren. Den store skærm er standard på Titanium-udgaven.

Meget rummelig kabine

En af de store forskelle mellem denne nye Focus og forgængeren er de indvendige kabinemål. Det er lidt pudsigt, for udvendigt er der ikke sket særlig meget med dimensionerne, men med en meget større akselafstand (den er øget fem cm), er der alligevel blevet markant bedre plads inde i bilen.

Det mærkes særligt ved bagsædet, hvor alle nu får fin plads til knæene. Kun i versioner med glastag bliver loftshøjden kritisk. Også ved forsæderne føles pladsen mindre kneben end før, og det er rart, når man kører langt i bilen. Bagagerummet er med sine 375 liter lidt større end før, men stadig ikke helt så stort som i f.eks. VW Golf (380 liter).

Focus kommer i to versioner: en femdørs hatchback eller en ret stor stationcar. De fås begge i en grundudgave (Trend Edition), en luksusudgave (Titanium) eller en sportslig udgave (ST-Line).

Læs også: Motors test af Hyundai i30

Senere udvides programmet med en lidt grovkornet udgave (Active), hvor frihøjden er øget med 2,5 cm, og hvor der er plastpaneler langs skærmkanterne og langs panelet under dørene. Den trækker dog i lighed med de øvrige varianter kun på forhjulene – firehjulstræk fås ikke.

Ford Focus headup-display
Til Titanium og ST-Line udgaverne kan man tilkøbe headup-display for 7.835 kr. Det fungerer godt på trods af, at det er en lille skærm på instrumentbordet, der reflekterer oplysninger om hastighed, navigation etc.

Sikkerhedsudstyr i to portioner

Ford har valgt at bygge den nye Focus helt uden at genanvende komponenter fra den gamle udgave, og det har gjort det muligt at forbedre bilens sikkerhedsniveau markant. Vi har endnu ikke set test af den nye Focus, men den har alt det, der skal til for at opnå en topkarakter.

Alle udgaver har således en automatisk nødbremse, der kan bremse for både biler, fodgængere og cyklister. Og den virker vel at mærke både dag og nat. Man skal dog tilkøbe en sikkerhedspakke, hvis man vil have alt det sikkerhedsudstyr, som Ford tilbyder.

Bliv medlem og få Motor

Den ene pakke indbefatter advarsel for biler i den blinde vinkel, og advarsel for tværgående trafik, når man bakker ud fra en p-bås. Den pakke koster 9.000 kr.

Den anden pakke indbefatter den føromtalte adaptive fartpilot, der selv kan justere farten efter skiltene langs vejen. Den kommer sammen med et system, der fastholder bilen i vognbanen, så man kun behøver at holde let på rattet. Den pakke koster i alt 7.500 kr., men fås desværre ikke til den billigste udgave, Trend Edition.

Ford Focus bagagerum
Bagagerummet rummer 375 liter, hvilket er fem liter mindre end i en VW Golf. Det er ganske regulært i formen, og bagsædets ryglæn kan lægges frem i to dele.

Køreglad bil

Vores oplevelse af den nye Ford Focus er generelt meget positiv. Vi kørte bilen på små snoede veje i bjergene nord for Nice, og her fik bilen virkelig lejlighed til at vise, hvad den kunne. Og det var ikke småting. Styretøjet er præcist, affjedringen skarp og alligevel komfortabel, og bremserne er med et godt bid fra starten af en opbremsning. Det er virkelig en rar bil.

Vores bil havde headup-display i forruden. Det koster små 8.000 kr., og det er faktisk en stor hjælp, når man gerne vil overholde hastighederne hele tiden. Der var også en trådløs oplader til mobiltelefonen (ekstraudstyr til 1.400 kr.), men den var ikke god, idet telefonen hele tiden flyttede sig fra laderen. Den må Ford bruge lidt mere tid på.

Læs også: Motors gruppetest af 10 små SUV'er

Sæderne var rare, men vi savnede lidt flere justeringsmuligheder af sædehyndens længde og vinkel. Til gengæld havde vi stor fornøjelse af det store glastag (16.865 kr.), det gode musikanlæg med forstærker og højttaler fra B&O Play, samt den indbyggede mulighed for at koble telefonen til den store skærm via Apple CarPlay.

Ford Focus er til salg i Danmark fra juli. Motor vender tilbage med en større test af bilen efter sommeren.

Ford Focus bagfra

Ford Focus

21,3 km/l
Benzin
198.345 kr.
  • Køreegenskaber
  • Plads
  • Udstyr
  • Fås ikke med eldrift
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.0 liter – 3 cyl.
  • CO2 udledning
    107 g/km
  • Effekt
    100 hk
  • Moment
    170 Nm
  • Topfart
    184 km/t.
  • Acc. (0-100)
    12,5 sek.
  • Køreklar vægt
    1.322 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.100 kg
  • Bagagerum
    375 liter
  • Akselafstand
    270 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:438 cm B:183 cm H:147 cm
Luk

Ford Focus

20,8 km/l
Benzin
221.710 kr.
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Effekt
    125 hk
Luk

Ford Focus

27,8 km/l
Benzin
239.390 kr.
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Effekt
    120 hk
Luk

Ford Focus stationcar

20,8 km/l
Benzin
242.535 kr.
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Effekt
    125 hk
Luk