Motor mener
Brintbilen er endnu i sin udviklingsperiode, men med Mirai har vi allerede nu fået et realistisk blik ind i fremtiden. Og den ser både grøn, rar og imødekommende ud.
HERLEV Tank bilen op på tre minutter og kør elkørsel 650 km, før den er tom. Lige her finder vi den egenskab ved brintbilen, der gerne skulle give den en plads i historien på lige fod med de batteridrevne elbiler.
Brintbilen kører egentlig ikke på brint, men er en elbil, der får strøm fra en brændselscelle i stedet for et batteri. I brændselscellen blandes brinten fra tanken med ilt fra den omgivende luft, og de to grundstoffer danner en proces, der skaber el og vand.
Vandet ledes ud på vejen som vanddamp, og strømmen bruges til at drive bilen fremad. På samme måde som i en hybridbil er der også et lille batteri, der kan jævne strømmen ud, og som kan optage energi fra elmotoren, hver gang man motorbremser.
Det lyder let og enkelt, men det har det ikke altid været. Efter mange års forskning og udvikling er Toyota nu nået frem til en konstruktion, hvor teknikken kan masseproduceres, og hvor funktionen er så enkel, at alle kan betjene en brintbil på samme måde som en elbil.
Video: Kig med på Toyota Mirai
Nu kommer der fart på brintbilerne
Af samme grund har Toyota skabt denne nye Mirai på en helt anden måde end tidligere, hvor bilen havde så anderledes linjer, at kun få drømte om en sådan bil. Nu er designet strammet op i betydelig grad, og dermed ventes efterspørgslen at matche den øgede produktion.
Hør podcast om Toyota Mirai
Salget ventes at blive tidoblet, og den nye Mirai vil derfor efter planen blive bygget i 30.000 eksemplarer om året. Stadig ikke vilde tal, men alligevel et udtryk for, at teknikken er ved at blive almindelig.
Herhjemme kommer bilen til salg i første kvartal af 2021, og priserne ventes at være på 480.000 kr., hvilket er 20 procent mindre end hidtil.
Af samme grund forventer den danske importør, at der kan sælges mange hundrede biler i Danmark, hvor brintbiler endnu ikke er pålagt almindelig registreringsafgift.
Hvordan kører brintbilen Toyota Mirai?
Et eksemplar fra en forproduktion lagde i november kortvarigt vejen forbi Danmark, og her fik vi lov til at prøve bilen. Vi tankede den fra en af de i alt seks brinttanke, der er i Danmark, og det tog blot nogle få minutter. Herefter havde vi 650 km foran os.
Bilen opleves fuldkommen som en elbil at køre i. Fra en gearvælger bestemmes kørselsretningen, og så er det blot at træde på speederen og dreje på rattet. Den føles livlig og letkørt, og sammenholdt med forgængeren mærker man, at der er gjort meget for at dæmpe støjen. Dels er selve brændselscellen flyttet ud i motorrummet fortil (hvor der ganske vist ikke er nogen motor!), dels er alle andre komponenter som luftpumper og lignende blevet ekstra støjdæmpet. Resultatet er ikke udeblevet, og Mirai virker meget støjsvag.
Læs også: Test af brintbilen Hyundai Nexo
I forhold til en tilsvarende elbil som f.eks. en Tesla Model S, vejer Mirai med sine 1.950 kg omkring 200-300 kg mindre, og det mærker man. Affjedringen virker rolig, og når man kører gennem sving og kurver, er bilen let at håndtere. Mirai er baghjulstrukken med en elmotor mellem baghjulene. Det giver bilen en fin dynamik, når man udfordrer dens potentiale.
Bremserne er af den type, hvor der først blot regenereres strøm via elmotoren, idet der motorbremses, og træder man hårdere på bremsepedalen, aktiveres de traditionelle bremser. Overgangen mellem de to bremsemetoder mærkes ikke.
Toyota Mirai er stor udenpå – lille indeni
Opbygningen af en brintbil stiller andre krav til bilens dimensioner end for en almindelig bil, og det betyder, at de fysiske mål på Mirai skiller sig noget ud fra f.eks. en benzinbil. Den er således næsten fem meter lang og har en akselafstand på næsten tre meter – stort set samme mål som en Tesla Model S.
Men pladskravet til bilens tre brinttanke og den øvrige teknik stjæler en del af den indvendige plads, og det betyder, at man ikke oplever Mirai helt så stor indvendigt, som de udvendige mål kunne indikere. Det er særligt ved bagsædet, at pladsen er lidt skuffende, men om det er et problem, er naturligvis individuelt.
Som taxi i Danmark vil den dog nok få nogle udfordringer i ny og næ, gætter vi på. Men det må vi alt sammen se nærmere på, når Mirai for alvor når de danske veje om få måneder.