Motor mener:
Selvom Mercedes’ mange nye elbiler på mange måder minder om hinanden bag rattet, byder de samlet set på en god variation i størrelsen og en høj grad af komfort. EQB er ingen undtagelse.
STUTTGART Så kom den første elbil med plads til syv personer i den populære SUV-klasse. Sådan en er der sikkert mange børnefamilier, der har ønsket sig, men om denne nye EQB til over en halv million kroner var lige det, de håbede på, er nok usikkert.
Mercedes-EQ holder nemlig stædigt fast i, at de udelukkende skal være med i luksus-segmentet – eller premium-klassen, som det hedder på nudansk – og dermed er priserne automatisk oppe i den høje ende.
Video: Se nærmere på Mercedes-EQ EQB
Men den nye EQB leverer varen, når det handler om den oplevede kvalitet inde i bilen. Førerpladsen er flot udformet med nyeste teknik i form af to store skærme, der sidder lige i synsfeltet, og med et hav af sikkerhedssystemer, bliver kørslen let og enkel.
Vælger man EQB med den store assistentpakke, får man en af markedets bedste vognbane-assistenter, der fastholder bilen i vognbanen. Det fungerede super, da vi prøvekørte den nye EQB på Autobahn, og sammen med den assistent, der holder øje med fartgrænserne, er man sikker på, at man ikke kører for stærkt.
Hvordan er Mercedes-EQ EQB indrettet?
Elbilen EQB er bygget over samme læst som GLB, der fås i flere benzin- og dieseludgaver. Det betyder, at kabinen er stor og rummelig, og den generøse plads har gjort det muligt at bygge EQB i en udgave med fem siddepladser og i en syvpersonersudgave med tre sæderækker.
Førstnævnte har et stort bagagerum på 495 liter, mens bagagerummet i sidstnævnte til gengæld er reduceret til næsten ingenting, dog med et lille rum til ladekabler under gulvet.
Vælger man udgaven med syv sæder, er den midterste sæderække altid justerbar i længden, mens det er et tilkøb til udgaven med fem sæder.
Adgangen til række to er fin gennem ret store sidedøre, mens adgangen til række tre kræver lidt akrobatik. Der får man ikke plads til voksne, mens familiens mindste nok vil elske de pladser. Ingen af udgaverne er udstyret med en frunk fortil.
Mercedes-EQ EQB fås ikke med trækkrog
Indtil videre kommer EQB kun i to udgaver med firehjulstræk, men en billigere forhjulstrukken version ventes at dukke op senere i 2022.
De to firehjulstrukne udgaver yder hhv. 228 og 292 hk via de to elmotorer, og de får strømmen fra et indbygget batteri på 66 kWh netto. Det giver en rækkevidde på 419 km ifølge WLTP-normen.
Hjemme kan bilen oplades med 11 kW og tre faser, og så tager en opladning ca. seks timer, mens man på farten kan oplade bilen med op til 100 kW. Det er ikke særlig hurtigt, men fungerer dog.
Modsat den mindre elbil EQA må EQB ikke udstyres med et anhængertræk, og det er et stort minus ved bilen. For nogle er det ligegyldigt, mens vi også ved, at det for mange andre vil være en show-stopper. Det er her, vi ser det største problem ved den ellers vellykkede bil.
Hvad koster Mercedes-EQ EQB?
Mercedes-EQ har udviklet et supergodt betalingssystem for strøm til alle mærkets elbiler, Mercedes Me Charge. Systemet er opbygget som en del af navigationsanlægget og fungerer, så man blot skal sætte ladestikket i og trykke på godkend på skærmen, hvorefter ladningen går i gang, og betalingen er klaret.
Det første år er abonnement gratis, og så kan man lade hos f.eks. Ionity til meget lave strømpriser, og det gør ejerskabet billigt og nemt i starten. Efter det første år, skal man betale et abonnement, og gør man det, får man derefter adgang til billig strøm i hele Europa.
Selve prisen på bilen er i skrivende stund ikke på plads. De første biler kommer til landet til marts, og vores bedste bud er en pris på 500.000 kr. for EQB 300, mens den lidt kraftigere 350’er nok vil koste 20.000 kr. ekstra.
Mon ikke den efterfølgende tohjulstrukne EQB 250 vil kunne fås for noget der ligner 450.000 kr., når den sukker op senere i 2022?
Hold dig up to date med FDM
Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks