Motor mener:
Der er grund til at tænke sig godt om, hvis man er i markedet for en VW ID.7. For det giver god mening at spare merprisen op til de dyreste udgaver, viser vores første møde med bilen.
STOCKHOLM Nu er der godt nyt til dem, der er på udkig efter en elbil, og som også gerne vil køre stationcar. Den store VW ID.7 er nemlig nu klar som stationcar i en lang række udgaver, der på toppen omfatter en firehjulstrukken GTX-udgave med alt i udstyr.
Merprisen for en stationcar er 15.000 kr. i forhold til den femdørs udgave, vi tidligere har testet, og det gør den rummelige Tourer, som stationcarudgaven hedder, til et oplagt køb.
Billigste udgave koster 447.000 kr., mens den mest oplagte Style-udgave koster 487.000 kr. Topudgaven, GTX, er hele 100.000 kr. dyrere, idet den med sine 587.000 kr. når et niveau, hvor registreringsafgiften begynder at tage fat.
VW ID.7 kommer med to batteristørrelser
Målet med ID.7 har været at skabe en bil, der kan køre væsentlig længere på en opladning, end det vi har været vant til. Løsningen på den udfordring blev et meget vindglat karrosseri, hvor Cw-værdien er helt nede på 0,25 for stationcar-udgaven, hvilket er ganske godt.
En anden løsning på en længere rækkevidde er batteriets størrelse, og VW tilbyder derfor bilen med batterier på enten 77 eller 86 kWh. Med det store batteri kommer rækkevidden helt op på 686 km ifølge WLTP, og det er langt.
Forskellen mellem de to batteristørrelser er dog blot 82 km, så man skal nok overveje kraftigt, om man trods alt ikke kan leve med det lille batteri og dermed spare 20.000 kr. Det lille batteri kan oplades med op til 175 kW, mens det store kan lades med op til 200 kW.
GTX er mest for nørder
Vi har prøvet både udgaven med baghjulstræk og GTX-udgaven med firehjulstræk. Begge versioner havde den justerbare undervogn (standard på GTX), og det kastede generelt set gode køreoplevelser af sig.
Samlet set var det alligevel grundudgaven, der virkede mest komfortabel, hvilket både skyldes GTX-udgavens store 21-tommerhjul og de mere sportsligt tilpassede støddæmpere.
Selvfølgelig både ser og fornemmer man straks, at GTX-udgaven er tænkt som en sportslig variant, og dermed stemmer oplevelsen fint med planen for bilen. Alligevel føles ID.7 ikke rigtig som en sportslig bil, når man sidder bag rattet af den store familiebil. Derfor sætter oplevelsen af bilen sig lidt mellem to stole. Det virker kort og godt, som om GTX-udgaven bliver lidt for nørdet.
Hvilken VW ID.7 er bedst?
Vi peger derfor på Style-udgaven med det lille batteri som det mest oplagte valg – her er bilens form, grundtanke og præstationer i god harmoni, og bilen føles derfor behagelig på både motorvej og på små snoede landeveje.
Og som altid hos VW’s ID-biler kan bilen vende på en femøre, og det gør den ellers ret lange ID.7 let at håndtere i trafikken. Den adaptive og justerbare undervogn kan tilkøbes for 15.000 kr., og det er værd at overveje, i og med man også får lyddæmpede ruder med i købet.
Men så er ID.7 Tourer Style også forsynet med alt tænkeligt udstyr til en samlet pris på en halv mio. kroner. Mange penge, naturligvis, men alligevel en skarp pris, når man sammenligner den med tilsvarende biler med benzin- eller dieselmotorer.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2016 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.