Toyota Land Cruiser – Det uovervindelige terræn-ikon

En af verdens mest ikoniske og hårdføre offroadere er klar i en helt ny generation. Land Cruiser er nu moderne i kabine, asfaltegenskaber og sikkerhed. Samtidig er terrænegenskaberne endnu mere barske.

Snavset Toyota Land Cruiser på vej ned ad en bakke
Forpremiere

Motor mener

Toyota Land Cruiser 250 er et enormt fremskridt fra forgængeren, særligt på asfalt, og offroaderen er ualmindelig velbygget og betryggende under de mest barske forhold.  

FEZ Vandfyldte viadukter, mudrede marker eller 2,8 ton motorbåd på slæb? Intet problem med en Toyota Land Cruiser.

Toyotas kendte offroader, et af klodens mest hårdføre køretøjer (der er en håndfuld andre), er kommet i en ny generation, 15 år efter den forrige og 73 efter den første. 2025-udgaven hedder Land Cruiser 250.

Bilens rustikke opbygning med chassisramme, ultimative terrænegenskaber og høje pris betyder, at den i høj grad købes af professionelle og er langt mere udbredt i Afrika og Mellemøsten end i Vesteuropa.

Men selv i flade, asfalterede Danmark har nogle brug for en Land Cruiser – eller har bare så meget lyst til den ikoniske bil, at de lægger 1,4-1,6 mio. kr., som den koster. En særlig First Edition til 1,7 mio. kr. blev revet væk.

Kabinen i en Toyota Land Cruiser
Førerpladsen er blevet helt moderne med en stor midterskærm og et fuldt elektronisk førerinstrument.

Mere sikker og mere moderne

Land Cruiser 250 er ny fra bund til top, er blevet lidt større og helt moderne og er en fuldstændig formidabel bil, viser Motor første 400 km i nyheden, overvejende krævende terrænkørsel.

Særlig godt nyt for danske købere er dog, at den er blevet væsentlig mere civiliseret på landevej og motorvej. Det gælder både affjedringskomfort, retningsstabilitet (servostyringen er nu elektrisk) og støjniveau.

Betjeningen er milevidt fra den gamle models analoge, lidt kitschede knapper og instrumenter. Nu er den lige så moderne som alle nye Toyota’er med to store skærme, alt i sikkerhedsudstyr og lækre bløde materialer.

Sikke en forvandling. Udsigten til den meget stejle forrude er en hilsen fra de forrige generationer.

Toyota Land Cruiser set forfra, mens den holder i barsk terræn
Frihøjden er vigtigt ved hård terrænkørsel. Land Cruiser 250 har en frigang på 21,5 cm med 20 tommer hjul. Kameraet på fronten kan være rigtig nyttigt ved krævende terrænkørsel, da det ellers kan være umuligt at se, hvad der er foran/under bilen.

Køreprogrammer til barsk terrænkørsel

Et blik ned i midterkonsollen viser, at den hårde kerne er intakt. Her er et hav af fysiske knapper, der næsten er et lille fly værdigt. En del af dem kontrollerer bilens hardcore offroad-teknik. Der er permanent firehjulstræk, reduktionsgear og spær på bageste differentiale samt som noget nyt automatisk krybefunktion både op og ned.

Som en del andre terrænbiler har Land Cruiser en ’Multi-Terrain’-vælger, hvor føreren både i ’high’ og ’low’ kan vælge en række køreprogrammer som sand, grus, klipper, mudder, sne og dyb sne. Det virker lidt overflødigt, og heldigvis er der nu en auto-funktion, og det går fint med at lade automatikken styre.

Afhængig af udstyrsversion er der også spær på centerdifferentialet samt frakobling af krængningsstabilisatoren. Det sidste giver mulighed for ekstra stor hjulvandring, når terrænet er særlig ondartet.

Motoren i en Toyota Land Cruiser
Motoren er en firecylindret, 2,8-liters diesel med lav ydelse i forhold til slagvolumen: 205 hk.

Hvordan kører Toyota Land Cruiser?

Der bliver brug for hele molevitten på Motors første tur i bilen. De stejle stigninger og dybe huller i terrænet kræver reduktionsgear, og især krybefunktionen viser sig nyttig, behagelig og sikker.

Det er en slags fartpilot, der nemt justeres mellem én og fem km/t. Så klarer bilen alt undtagen at styre. Dybt vand var der ikke på turen i Atlasbjergene, men Toyota siger, at den i standardudgave klarer 70 cm.

Stærkt ujævne grusveje er et mere normalt revir for en Land Cruiser, og her er det en fornøjelse at kunne køre 40-60 km/t med forbløffende komfort. Chassisrammen er gjort endnu stærkere end på den seneste model. Intet knirker eller rasler, bortset fra vandflasken i midterkonsollen.

Der er ekstra håndtag at holde fast i, og på alle strategiske steder er der monteret bløde puder, så man ikke slår ben og knæ under rysteturen.

Bagagerummet er enormt. 742 liter kan der være til vindueskanten. I nogle lande, men ikke Danmark, kan man få en version med tredje sæderække.

Toyota Land Cruiser kører kun 9,4 km/l

Motoren er en firecylindret, 2,8 liters kultiveret dieselmotor med 205 hk, og trods det beskedne tal opleves ydelsen som tilstrækkelig. Hele 500 Nm hjælper naturligvis også. Det permanente firehjulstræk drives via et nyt, ottetrins automatgear med et raffineret skiftemønster.

Men selvom motoren er opdateret og automatgearet helt nyt, er bilens officielle brændstofforbrug forværret i forhold til forgængeren, Land Cruiser 150. Mens den kunne køre 10,3 km pr. liter, er tallet for den nye ca. 9,4, som udløser en ejerafgift på ca. 14.000 kr. årligt.

Benzinforbrug og ejerafgift er næppe ejernes største bekymring, og de drager nytte af en brændstoftank på 80 liter. Desuden er en forbedring i sigte. Sidst i 2025 erstattes den nuværende model af en 48 volt-hybridudgave. Hvad brændstoføkonomien i den bliver, kan Toyota endnu ikke oplyse.

Selvom en Land Cruiser unægtelig er en nichebil, kører der mange af dem i Danmark – til dels fordi de åbenbart holder og holder. Næsten 2.500 er indregistreret, hvilket gør den til den mest udbredte af sin slags i Danmark. Det er anelse flere end Land Rover Defender, mens VW Touareg kan mønstre 1.500 biler.

Land Cruiser er en imponerende bil. Hvem der blot havde noget at bruge den til.

Vild med biler? Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve

Toyota Land Cruiser set bagfra, mens den kører ned ad stejl bakke

Toyota Land Cruiser 250

9,4 km/l
Diesel
1.604.900 kr.
  • Terrænegenskaber
  • Byggekvalitet
  • Trækvægt
  • Brændstofforbrug
  • Pris
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.8 4-cylindret diesel
  • CO2 udledning
    278 g/km
  • Effekt
    205 hk
  • Moment
    500 Nm
  • Topfart
    170 km/t.
  • Køreklar vægt
    2.509 kg
  • Maks. påhængsvægt
    3.500 kg
  • Bagagerum
    742 liter
  • Akselafstand
    285 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Bilgaranti: Maks. 100.000 km
  • Mål
    L:493 cm B:198 cm H:194 cm
Luk