Motor mener:
Benzin- og dieseludgaverne af Audi A6 imponerer både statisk og dynamisk. Men prisen er så høj, at man skal være indædt modstander af elbiler, før brændstofudgaverne for alvor giver mening.
PORTO Audi har nu endelig besluttet sig for, at denne benzin- og dieselbil også skal hedde A6, selvom den er bygget på en anden platform end elbilen med samme navn. Det giver egentlig god mening, for sådan har den heddet, lige siden Audi 100 blev erstattet af A6 i 1993.
Men også fordi brændstofudgaven og elbilen er meget sammenlignelige, når det handler om alt andet end drivlinjen. Denne nye brændstofudgave har uden tvivl et stort potentiale i de egne af verden, hvor elbilerne endnu ikke har taget over. Men herhjemme er det selvsagt op ad bakke for Audi, når de skal konkurrere med sig selv.
Billigste benzinudgave af A6 Avant koster nemlig hele 730.000 kr., mens billigste udgave af elbilen A6 Avant e-tron er noget billigere med sin startpris på 570.000 kr., godt hjulpet på vej af en lavere afgift på elbiler.
Men også herhjemme er der formentlig en del bilkøbere, der helst er fri for elbilernes lidt anden måde at fungere på. Og for dem venter der sig en positiv oplevelse bag rattet i den nye A6 Avant, selvom den koster 160.000 kr. mere end elbilen.

Fås med benzin- eller dieseldrift
Alle udgaver har nu automatgear som standard, og det er en syvtrins gearkasse af dobbeltkoblingstypen. Den fungerer fremragende og bringer den samlede køreoplevelse i vejret.
Benzinudgaven leverer moderate 204 hk, og det gør langtfra bilen til en sprinter. Men betragter man den som en komfortorienteret bil, bliver man ikke skuffet. Det skyldes ikke mindst det lave støjniveau og den gode affjedring.
Dieseludgaven leverer samme ydelse, men her er der tale om en mildhybrid-motor, og det betyder, at en lille elmotor trækker med på gearkassens udgangsaksel med op til 24 hk. Netop den konstruktion giver bilen lidt mere dynamik og gør det også muligt at køre på el alene i en del af tiden ved hastigheder helt op til 130 km/t.
Resultatet er en reduktion af forbruget på små 10 procent, og altså noget, der hjælper på både miljø og afgifter. Men det er samtidig en ret dyr konstruktion, og netop det er forklaringen på, at denne løsning ikke tilbydes i kombination med benzinmotoren.
I Danmark er motorprogrammet indsnævret til blot en toliters benzinudgave, en toliters dieseludgave og en version med samme dieselmotor, men med firehjulstrækket Quattro.

Opleves som modstykket til en SUV
Vores indtryk af den nye A6 Avant er generelt positivt. Man mærker, at der er gjort meget ud af kabinens opbygning, og pladsen føles hæderlig både ved for- og bagsæderne.
Men navnefællesskabet til trods er der ikke lige så god plads ved midterpladsen på bagsædet i brændstofudgaven som i elbilen, da der af hensyn til dieseludgaven med firehjulstræk er afsat ekstra plads til kardanakslen til baghjulene. På den måde er får man stort set kun fire reelle siddepladser, selvom der er fem seler.
Skærmen foran rattet er opbygget som i elbilen, og det betyder gode, letlæselige menuer med en logisk opbygning.
Man sidder lavt og rart i bilen, og man har hele tiden fornemmelsen af, at en Audi A6 er opbygget som et egentligt modstykke til de store og høje SUV’er, der ellers dominerer markedet for øjeblikket. Så hører du til den gruppe, der ikke er vild med en SUV, så er Audi A6 Avant et godt alternativ.

Sælges med kun to års garanti
Som altid hos Audi kan man bygge bilen, stort set som man ønsker det. Der er valg mellem et hav af forskellige hjuldesigns, masser af valgmuligheder, når det handler om sædebetræk, sædejustering, dekor-paneler og farver.
Men mest vildt er det, at der er hele 106 punkter for ekstraudstyr i „løs vægt“. Her kan man vælge alt fra nøglens udformning til et elektrisk udklappeligt anhængertræk, nødhjul, musikanlæg fra B&O, røde kalibre eller blot formen på rattet.
Det er en næsten uoverskuelig opgave at forstå alle mulighederne, og sætter man for mange krydser, er det i sidste ende noget, der kan sende prisen så meget i vejret, at det hele bliver uvirkeligt. En hurtig konfiguration af en benzinbil med det mest ønskværdige udstyr sender let prisen op på 900.000 kr. Men det afhænger naturligvis af ens ønsker. Man kan selv prøve at bygge sin egen bil på Audis hjemmeside, og det fungerer godt.
Fabrikken giver som udgangspunkt kun to års garanti på bilen, men også her kan man bestille bilen med en bedre dækning. En femårig Audi Tryghedsaftale, der med et loft på 150.000 km lever op til FDMs mindstekrav, koster 32.870 kr. Det lyder af meget, men for en bil, der i princippet kan ende med en pris på op imod en mio. kroner, er det nok et beløb, man ikke bør se bort fra.
Vild med biler? Hold dig up to date med FDM
Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks