BMW i5 Touring – Den bedste elektriske BMW
Motors vurdering
BMW i5
- Plads
- Skærmløsninger
- Assistentsystemer
- Ingen frunk
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1 elmotor – baghjulstræk. Batteri (brutto/netto): 84/81 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt340 hk
-
Moment400 Nm
-
Topfart193 km/t.
-
Acc. (0-100)6,1 sek.
-
Køreklar vægt2.255 kg
-
Maks. påhængsvægt1.500 kg
-
Bagagerum570 liter
-
Akselafstand269 cm
-
Officiel rækkevidde549 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12Batterigaranti: 8 år/160.000 km
-
MålL:506 cm B:190 cm H:152 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 6,25 kr./km
- Målt rækkevidde 480 km
2024 er året, hvor den klassiske stationcar til direktører er blevet elektrificeret. Audi har netop præsenteret A6 Avant, og BMW har lanceret den populære 5-serie som Touring, og det er godt nyt for firmabilkunderne i den eksklusive klasse.
Stationcar rimer på bagagerum, og i BMW i5 er pladsen vokset med 80 liter, så man nu får hele 570 liter i Touring-udgaven. Derudover kan man pakke højt, hvis man anvender et sikkerhedsnet ind mod kabinen.
Samtidig er adgangen til bagagerummet blevet lettere, og der er nu plads til f.eks. et større hundebur, og det gør bilens praktiske egenskaber markant bedre end i den klassiske sedan.
I kabinen er der også god plads. Der er ikke benplads i overflod ved bagsædet, men det går an, og selvom batteripakken i vognbunden tager lidt plads i fodbrønden, så sidder man faktisk ret godt på bagsædet. Hvis man vel at mærke ser bort fra den midterste plads, hvor en stor kardantunnel tager vigtig fod- og benplads.
Hvordan kører BMW i5?
BMW’s fokus har i mange år været at give en involverende og sjov køreoplevelse. Og til trods for at i5 er en stor luksusbil med et tungt batteri, så føles den stadig godt forbundet med vejbanen. På en snoet landevej føler man sig i et med bilen, og på motorvejen føles bilen så tilpas afslappende, at man let kan komme udhvilet frem.
BMW har nogle af de bedste køreassistenter, og især styreassistenten imponerer. Den fastholder bilen helt naturligt i vognbanen og tillader et fint samarbejde mellem fører og automatik, så man både kan slappe af og alligevel føle, at man har mulighed for at styre bilen, når det behøves.
Den adaptive fartpilot er også godt afstemt, dog kan det være lidt besværligt at ændre afstanden til de forankørende. Her tilbyder den mest avancerede udgave af BMW’s køreassistenter en automatisk justering af afstanden afhængig af flere parametre end blot afstand. Dermed skal man blot indstille, hvilken følsomhed man vil have, og så klarer bilen resten.
Hvordan betjenes BMW i5?
Gennem længere tid har BMW gennemført en strategi, hvor alle modeller kører med samme form for skærmmenuer, så betjeningen bliver så ensartet som muligt. Det gør det muligt for BMW-ejere at gå fra en model til en anden og stadig føle sig hjemme bag rattet.
For cirka et år siden kom niende generation af BMW’s styresystem på markedet, og det har været i i5, fra den blev præsenteret. Det fungerer intuitivt, og det er muligt at personalisere knapper og visning af de primære funktioner på trykskærmen.
Desværre lægger systemet op til stemmestyring, der ikke virker på dansk. Så nogle funktioner skal man dykke lidt dybt i systemet for at ændre en indstilling. Men når man først har lavet de indstillinger, som passer til ens ønsker, gemmes de på ens BMW-profil, så de også kommer frem, hvis man har en lånebil til service eller flere BMW-modeller i husstanden, når man logger ind i bilen med sit BMW-ID.
Hvor lang rækkevidde har BMW i5 Touring?
Da vi havde sedan-modellen til test i vinter, var rækkevidden ikke imponerende. Men det er den her i stationcarudgaven om sommeren. Under vores rækkeviddemåling med 110 km/t. på motorvej, opnåede vi hele 480 km. Det er ret imponerende, fordi batteriet kun er på 81 kWh, og fordi bilen er meget stor. Det svarer til en effektivitet på 5,9 km pr. kWh.
Opladningen angiver BMW med en maksimal ladeeffekt på 205 kW. Her opnåede vi 202 kW efter et minuts opladning, men ladeeffekten falder hurtigt, og her kan man mærke, at den ikke imponerer på samme måde som biler med 800 volt-batteri.
BMW benytter som mange af konkurrenterne et batteri med 400 volt. Det giver den fordel, at du kan lade alle steder med nærmest samme laderesultat. Men i forhold til eksempelvis Audi Q6 og flere af Xpengs modeller kan den ikke følge med.
På 15 minutter kunne vi lade 210 km (36 kWh), og efter 30 minutter havde vi fået 335 km (57 kWh) tilført. Lidt bekymrende er meldinger fra ejere, hvor de efter gentagne lynopladninger skal langsomlade bilen, før de kan lynlade igen. Det er en begrænsning, som BMW har indført for at beskytte batteriet, men hvis bilen skal bruges til sommerferiekørsel, kunne man ønske lidt mere fleksibilitet.
Skal man vælge BMW i5 Touring?
Begrænsningen i flere lynopladninger på samme tur er en ærgerlig detalje, for BMW i5 Touring er ellers en komplet pakke i den øvre del af firmabilsegmentet. Oplevelsen af bilen var meget fin i sedan-modellen, og som stationcar er i5 blot endnu bedre og meget mere praktisk.
Selvom BMW i5 koster over 600.000 kr., er merprisen for at vælge den markant mere praktiske stationcar blot 15.000 kr. Det er alle pengene værd. Men når man ser på prisen, skal man være opmærksom på, at der skal sættes et par krydser på ekstraudstyrslisten for at gøre bilen komplet.
Der skal købes en innovationspakke for at få den udvidede køreassistent til samlet godt 34.000 kr. Og selvom standardudstyret er pænt, så har BMW en lang liste med lækkert udstyr, som kan friste, især hvis man tilbringer mange timer i bilen.
Det ændrer ikke på, at i5 Touring med sin fine rækkevidde og eminente køreegenskaber og assistentsystemer er en af klassens absolut bedste biler.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2016 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.