FDM mener:
Puma rammer godt ind i seniorsegmentet, der ønsker en elbil med god bagageplads, men som ikke har behov for plads på bagsædet eller lang rækkevidde.
BARCELONA Er du på jagt efter en lille elektrisk SUV, så er udvalget blevet betragteligt større det seneste års tid. Ford har hængt lidt bremsen med elektriske personbiler, men med Puma Gen-E er de nu oppe på fem, og du kan få en Puma Gen-E fra 230.000 kr.
Når man laver en lille SUV, skal man gå på kompromis et sted. I Ford Pumas tilfælde er det benpladsen i kabinen. Den er nedprioriteret, så der ikke er plads til, at fire høje personer (1,86 cm) kan sidde komfortabelt i bilen.
Der er også dårlig plads til familier med autostole, især bagudvendte, og dermed rammer den mere rent til seniorer, som bil nummer to eller til unge par uden børn på programmet. Uanset hvem der køber, kræver det, at de kan leve med et lille batteri på blot 43 kWh og dermed en begrænset rækkevidde.
I stedet har Ford prioriteret bagagerummet, og fordi det er en elbil, er pladsen til udstødningsrør og benzintank bagved brugt til en såkaldt Gigabox. Det er et 100 liter stort rum under bagagerumsgulvet, der er beklædt med plastik og med en prop i bunden, så man kan skylle det rent med en haveslange. Man kan også vælge at hælde isterninger i og have drikkevarer liggende. I alt er bagagerummet på 523 liter, hvilket er klart større end konkurrenterne.

Kæmpe skærme og god fralægning
På forsæderne sidder man godt med gode justeringsmuligheder af forsæderne, bl.a. med trinløs justering af ryglænet. Når man kun er to i bilen, kan man køre sædet godt tilbage og nyde den lette indstigning, som SUV-formen hjælper med.
Fortil er der to 12”-skærme – en til instrumenterne og en til medieanlægget. Det er Fords fjerde generation af SYNC-systemet, der har trådløs Android Auto og Apple CarPlay, men som også viste sig at have et velfungerende navigationsanlæg. Og når du har indtastet destinationen, vises afstanden lige ved bilens rækkevidde på instrumentskærmen – underligt flere elbiler ikke har disse to tal så tæt på hinanden.
Der er også fralægningsplads i to etager mellem forsæderne, eneste minus er, at der reelt kun er plads til en mobiltelefon ved ladepladsen.

Rækkevidden i Ford Puma er kneben
Nogen god feriebil bliver Puma ikke. Modellen kommer nemlig kun med en batteristørrelse på blot 43 kWh, så det begrænser rækkevidden i praksis. Ford siger selv, at Puma Gen-E kan køre mellem 364 og 376 km afhængig af udstyrsniveau, og det vil gøre den til en af klassens mest energieffektive modeller. Vi har før set biler med optimistiske rækkevidder, så er rækkevidden afgørende, vil vi anbefale, at du venter med at købe en Puma, til vi har testet bilen i Danmark.
Opladningen tyder på at være god. Selvom bilen kun kan lade med op til 100 kW, så siger Ford, at Puma kan lade fra 10 til 80 pct. batterikapacitet på 23 minutter. Det er hurtigt i tid, men man skal huske, at batteriet jo heller ikke er særlig stort.
Der er ikke nogen varmepumpe i bilen, hvilket kunne forlænge rækkevidden, når det er koldt. Men når bilen i forvejen ikke har lang rækkevidde, så vil de fleste ejere bruge den til korte ture, hvor varmepumpen ikke gør den store forskel.

Velkørende og med gode assistenter
Et lille batteri giver også en lettere bil. Puma har en køreklar vægt på under 1.600 kg, og det er der ikke mange elbiler, der matcher. Den lavere vægt er medvirkende til, at Puma faktisk kører rigtig godt. På klassisk Ford-maner er en dynamisk undervogn standard, og det er ikke på bekostning af komforten. I en klasse hvor mange elbiler byder på en neutral køreoplevelse, skiller Puma sig ud ved at være decideret køreglad. De første indtryk på de snoede veje uden for Barcelona tyder på en meget adræt køremaskine.
Køreassistenterne fungerer også ganske udmærket. Det er samme systemer, vi tidligere har testet på Puma, og testbilerne var udstyret med adaptiv fartpilot, der holder automatisk sikkerhedsafstand til bilerne foran samt en vognbanecentrering, der også fungerer godt. Det er dog ekstraudstyr til 7.200 kr.
Elmotoren har 168 hk, og som alle andre elbiler er der godt med træk i den. Accelerationen er passende til bilen, og Puma er mere letkørt som elbil end som benzinbil. Den har også en kunstig motorlyd, som de fleste nok vil slå fra, men den er ikke anmassende, og selve lyden er faktisk lidt sjov at høre på.
Flot udstyr og god pris
Standardudstyret er pænt i Puma. I basisversionen, Select, får du bl.a. LED-forlygter, klimaanlæg, sæde/ratvarme, p-sensor bag, bakkamera og de to 12”-skærme. Det er til blot 230.000 kr., hvilket gør Puma til et stærkt tilbud. Også fordi Ford netop har løftet deres nybilsgaranti til fem år, dog kun med 100.000 km, hvor konkurrenterne typisk har 150.000 km. Benzinudgaven koster i øvrigt 70.000 kr. mere!
Der er kun 15.000 kr. op til topmodellen, Premium, og her får du større alufælge, B&O-anlæg, sæder i kunstlæder, nøglefri adgang, elektrisk bagklap og adaptive LED-forlygter. Det er virkelig en skarp pris, og er man glad for udstyr, er Puma et spændende valg.
Men det kræver, at bagsædepladsen ikke er afgørende for dit bilvalg, og at du kan leve med den kortere rækkevidde, som det lille batteri især om vinteren kan byde på.
Opdateret den 12. april med køreindtryk.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2016 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.