Guide: Når bilen skal på værksted

Som udgangspunkt kan du frit vælge værksted, når bilen skal til service eller reparation. Dog skal du være opmærksom, hvis reparationen for eksempel er omfattet af en garanti eller reklamationsret.

Mekaniker taler med kunde på et værksted.
Viden

Som udgangspunkt har du frit værkstedsvalg. Der er dog i visse situationer, at du skal være opmærksom. Det gælder hvis:

  • Bilreparationen er helt eller delvist dækket af en reklamationsret eller garanti. Så skal reparationen udføres på sælgers værksted. 
  • Bilreparationen er dækket af en fabriksgaranti. Så skal den udføres på et af importørens mærkeværksteder. Hvis dette ikke er muligt (f.eks. hvis bilen går i stykker i den anden ende af landet), er det vigtigt, at du aftaler med sælgeren, hvordan du skal forholde dig, inden reparationen foretages.
  • Du har tegnet en serviceaftale. Her skal du kontakte det/de værksteder, som er tilknyttet aftalen. Det skal fremgå af aftalen, hvilke reparationer er omfattet. Generelt omfatter en serviceaftale alle omkostninger til fastsatte serviceeftersyn samt sikkerhedsrelaterede reparationer.

Illustration af underoverskriftEr der frit valg af værksted?

Hvis reparationen ikke er dækket af garanti eller reklamationsret, er der naturligvis intet i vejen for, at du vælger et andet værksted, som du har tillid til.

Medarbejderne på et mærkeværksted bliver løbende uddannet inden for det pågældende bilmærke og kender derfor måske karakteristiske fejl på de enkelte bilmodeller, herunder problemer med avanceret og kompliceret teknologi i bilen. 

Mange værksteder, frie som mærkværksteder, kan som udgangspunkt udføre simple opgaver som service, bremse- og hjulskift, udstødningsreparationer mv.

Hvad er et serviceeftersyn?

Ved et foreskrevet serviceeftersyn forstås de eftersyn, du ifølge bilens serviceplan skal få foretaget ved bestemte kilometertal eller på bestemte tidspunkter. Det kan eksempelvis være for hver 15.000 km eller en gang om året afhængig af, hvad der indtræder først. 

Bilimportøren må ikke kræve, at du får bilen serviceret på et af importørens egne mærkeværksteder, for at garantien er gældende. Som bilejer skal du dog kunne bevise, at bilen vedligeholdes korrekt og følger bilens servicebog. Derfor må du sørge for udførlig dokumentation fra værkstedet, hvis et frit autoværksted sættes til at servicere bilen.

Læs mere: Serviceeftersyn på bilen

Illustration af underoverskriftHvad skal du være opmærksom på mht. tillægsgarantier?

Der findes mange forskellige typer af tillægsgarantier, som nogle mærkeværksteder tilbyder for at fastholde kunderne. Det kan f.eks. være mobilitetsgaranti, som er en form for vejhjælp. Vær opmærksom på, at en del mobilitetsgarantier har bestemmelser om, at bilen skal på et mærkeværksted og ikke til et værksted efter bilejerens valg. 

Et andet eksempel på en tillægsgaranti kan være motorgaranti. Hvis du overholder serviceeftersyn i henhold til de fastsatte anbefalinger på et mærkeværksted, så er nedbrud på bilens motor og gearkasse omfattet af denne aftale.

Det er vigtigt at nærlæse vilkårene i tillægsgarantier.

Læs mere: Om mobilitetsgarantier

Hvad er forskellen på fast pris og timepris? 

Det kan ofte være svært at gennemskue et tilbud eller en regning fra et autoværksted. Der bruges typisk to forskellige afregningsformer.

De fleste mærkeværksteder benytter ofte et såkaldt fastprissystem. Det vil sige, at du betaler en fast pris for de enkelte arbejdsydelser, uanset om værkstedet udfører reparationen hurtigt eller langsomt. Det betyder, at prisen kan forekomme høj, hvis værkstedet har været hurtige til arbejdet, men fornuftig hvis de har været langsomme. Uanset tidsforbrug skal ydelsen dog være ens.

Andre værksteder afregner efter faktisk tid, der er brugt på opgave, i forhold til en fast timeløn.

Illustration af underoverskriftEr et skriftligt tilbud en god ide? 

Uanset om værkstedet reparerer efter fast pris eller timepris, bør du altid få et skriftligt tilbud på den endelige pris.

Et tilbud eller en faktura fra et værksted er som regel delt sådan op, at der først listes arbejdets omfang op i form af arbejdsløn delt op i enten arbejdspositionsnumre eller timer. Herefter følger en opremsning af priserne på de reservedele, væsker mv. samt eventuelle diverse omkostninger og miljøomkostninger.

Vær opmærksom på, at enkeltpriserne, der listes op, er uden moms. Momsen bliver først lagt oven i de samlede omkostninger til arbejdsløn og reservedele. 

Illustration af underoverskriftBrug FDM reparationsaftale

De fleste problemer med en bilreparation og værkstedsregninger skyldes uenighed om, hvad der er aftalt med hensyn til omfang af reparation og prisen.

Det er derfor, det er vigtigt, at du får en skriftlig aftale, når du afleverer din bil til reparation. FDM har udarbejdet en særlig reparationsaftale, som du kan bruge ved dit værkstedsbesøg.

I FDM Reparationsaftale kan du bl.a. specificere, hvad du ønsker repareret, pris og andre vigtige aftaler. Følg linket herunder og læs mere om reparationsaftalen - og download og print aftalen til brug.

Læs mere: Læs og print reparationsaftale fra FDM

Hvordan klager du over værksted?

Hvis reparationen af din bil viser sig at være mangelfuld, eller du ikke er enig med dit værksted, om den regning du får, kan du her læse om, hvordan du kan gribe sagen an.

Læs mere: Klage over værksted

Er du i tvivl om dine rettigheder? 

Husk, at du som medlem af FDM kan få rådgivning af juridiske eksperter om dine rettigheder som forbruger.

Få rådgivning