Nissan Ariya set forfra
Biltest

Nissan Ariya – Lækkert elbil-comeback

Efter flere års stilstand rykker Nissan nu på elbilområdet. Den helt nye Ariya introducerer smarte detaljer i kabinen og valg mellem to batteristørrelser.
Nissan Ariya set bagfra

Motors vurdering

Nissan Ariya

El
414.900 kr.
  • Indretning
  • Førerplads
  • Udstyr
  • Rækkevidde
  • Køreegenskaber
  • Ladetid (DC)
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1 elmotor - forhjulstræk
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    218 hk
  • Moment
    300 Nm
  • Topfart
    160 km/t.
  • Acc. (0-100)
    7,5 sek.
  • Køreklar vægt
    1.900 kg
  • Maks. påhængsvægt
    750 kg
  • Bagagerum
    468 liter
  • Akselafstand
    278 cm
  • Officiel rækkevidde
    398 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 4 / 12
    Bilgaranti: Maks. 100.000 km. Batteri: 5 år/100.000 km – 8 år/160.000 km
  • Mål
    L:460 cm B:185 cm H:166 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 3,80 kr./km
  • Målt rækkevidde 305 km
Luk

Nissan har bygget elbiler i over 10 år, men har alligevel haft svært ved at komme videre end den efterhånden noget bedagede Leaf. Nu er der endelig sket noget i form af Ariya, der i den grad har taget elbilen et skridt videre.

Det er en meget rummelig og lækkert indrettet elbil med forhjulstræk i de fleste udgaver, men den kommer også i en firehjulstrukken version. Man kan vælge mellem to batteristørrelser, og i denne testbil er det udgaven med det lille batteri på blot 63 kWh, vi har testet.

Så koster den 381.000 kr. i billigste udgave, og altså 415.000 kr. i denne testede version, der hedder Evolve til efternavn. For merprisen får man masser af lækkert udstyr såsom sæder, rat og midterkonsol der er elektrisk justerbare, Bose-musikanlæg, adaptive forlygter og et headup-display.

Førerpladsen er lækkert udformet og har i topudgaven endda flot læderpolstring.
Førerpladsen er lækkert udformet og har i topudgaven endda flot læderpolstring.

Hvor lang rækkevidde har Nissan Ariya?

Vi tester altid elbilernes rækkevidde ved at køre med en konstant fart på 110 km/t. på motorvej. Vi måler, fra batteriet er på 100 procent, til det er stort set tomt. Her kunne Ariya med 63 kWh-batteriet køre 305 km ved sommertemperatur, og det modsvarer omkring bare 255 km om vinteren.

Der vil derfor være god mening i at se på udgaverne med det store batteri på 87 kWh i stedet. Merprisen er 45.000 kr. for de 24 kWh ekstra, og der lander rækkevidden om sommeren på 420 km.

I begge tilfælde lader bilen med 130 kW ifølge fabrikken, men vi nåede kun lige over de 100 kW det første kvarter og kun 92 kW i snit efter en halv time. Det er ikke imponerende, men giver dog 130 km på batteriet efter et kvarter og 220 km efter en halv time.

Til gengæld har Ariya som standard en indbygget AC-lader, der kan klare op til 22 kW. Dermed kan man lade bilen på bare tre timer, hvis man kan finde en offentlig lader, der kan levere den ladeeffekt. Dem er der heldigvis en del af.

Vi har målt bilens energieffektivitet under vores motorvejstest, og den modsvarer, at man kan køre 4,8 km pr. kWh.

Skærmen er tydelig og let at betjene.
Skærmen er tydelig og let at betjene. Bemærk de indlagte knapper i træpanelet!

Hvordan opleves Ariya bag rattet?

Inde bag rattet virker Ariya mere imponerende med sin flotte indretning og de smarte knapper, der er indlejret som berøringsfølsomme felter i træpanelerne.

Man sidder komfortabelt i bilen ved både for- og bagsæder, og indgangen er let takket være dørenes store åbningsvinkler. I det hele taget opleves kabinen lys og luftig, og i denne udgave er sæderne betrukket med en blanding af læder og kunstlæder, og det er med til at løfte det indtryk, man får af bilen.

På lande- og motorvej er køreegenskaberne meget komfortable, og bilen opleves rar og støjsvag. På FDM Jyllandsringen viste den derimod sig fra en mindre pæn side, idet bagvognen føltes „løs“ ved kørsel gennem kurver.

Her virker det som antiudskridningssystemet ikke er optimalt indstillet, og det kan give uønskede udskridninger med bagvognen, hvis man pludselig er nødsaget til at dreje uden om en forhindring. Her må Nissan gerne stramme lidt op.

Der er mægtig fin plads ved bagsædet, og der er friskluftdyser mellem forsæderne.
Der er mægtig fin plads ved bagsædet, og der er friskluftdyser mellem forsæderne. Adgangen er fin, idet bagdørene åbner i en ret stor vinkel. Der er varme i sædet og masser af strømudtag.

Bremser selv for forhindringer bagved

Vi testede også nødbremsen på bilen ved hastigheder op til 50 km/t. Og den virker overbevisende, idet bilen selv aktiverer bremserne, hvis man ikke har set en holdende bil foran. Det sker med en fin advarsel og en meget kraftig nedbremsning, der må siges at være hård og effektiv.

Også hvis man er ved at bakke ind i en forhindring, bremser bilen selv op. Det er godt og med til at øge trygheden bag rattet.

På lande- og motorvej er bilen som standard udstyret med det, Nissan kalder Propilot. Det er en pakke med hjælpesystemer, der dels fastholder afstanden til forankørende biler, dels fastholder bilen i vognbanen. Det er udmærket udstyr, der er med til at øge trygheden og komforten for dem, der sidder bag rattet.

Bagagerummet rummer 468 liter og virker både stort og regulært i formen.
Bagagerummet rummer 468 liter og virker både stort og regulært i formen. Under gulvet er der endnu et rum, og gulvpladerne kan ommøbleres.

Hvor lang garanti er der på Nissan Ariya?

Vi har beregnet, hvad det koster at holde Ariya kørende i en periode på fem år og 100.000 km. Og her lader det alt inklusive på 3,80 kr. pr. km eller det, der modsvarer 76.000 kr. om året. Det er et fornuftigt niveau, når man sammenligner med andre elbiler, og markant billigere end tilsvarende benzin- eller dieselbiler.

Ariya sælges med en omfattende garanti på tre år eller 100.000 km på hele bilen, men med en garanti på fem år eller 100.000 km på elbilkomponenterne som f.eks. elmotor, lader og regulator.

Selve batteriet er omfattet af en garanti på otte år eller 160.000 km, og derudover der tre års lakgaranti, 12 års gennemtæringsgaranti og tre års vejhjælp med i købet.

Nissan Ariya virker samlet set som en fin og veludstyret elbil med god komfort, men med enkelte dynamiske minusser. Ventetiden er i skrivende stund på mellem fire og seks måneder alt efter valg af batteripakke og udstyr.

 

Har du brug for hjælp med valg af elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen