Hyundai Ioniq 6 – Imponerende effektiv elbil
Motors vurdering
Hyundai Ioniq 6
- Udstyr
- Rækkevidde
- Ladehastighed
- Fem års garanti
- Komfort
- Dækstøj
- Bagagerum
Fabriksdata
-
Motor1 elmotor -baghjulstræk. Batteri (brutto/netto): 77/75 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt229 hk
-
Moment350 Nm
-
Topfart185 km/t.
-
Acc. (0-100)7,4 sek.
-
Køreklar vægt2.061 kg
-
Maks. påhængsvægt1.500 kg
-
Bagagerum401 liter
-
Akselafstand295 cm
-
Officiel rækkevidde545 km
-
Garanti (bil/lak/rust)5 / 5 / 12Batteri: 8 år eller 160.000 km
-
MålL:486 cm B:188 cm H:150 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 4,30 kr./km
- Målt rækkevidde 465 km
En gang imellem taber vi kæben her på testholdet. Og det skete et par gange under testen af Hyundai Ioniq 6.
Første gang var under en testtur til Alperne, hvor den igen og igen ladede ekstremt effektfuldt. Og det betød, at vi blot skulle lade i 40 minutter undervejs for at køre 1.200 km.
Næste åbenbaring var rækkevidden, for Hyundai har holdt fast i et batteri på 75 kWh netto, og ud af det kunne vi klemme 510 km ved 110 km/t. på motorvej. I FDMs rækkeviddemåling på motorvej er der kun et par biler, der har kørt længere, og de har alle et markant større batteri.
(Testen fortsætter under videoen)
Video: Se duel mellem Hyundai Ioniq 6 og BMW i4
Vi har i en del år talt meget om ladehastigheder og rækkevidde, men som elbilist skal man også have fokus på bilens effektivitet. Og her har Ioniq 6 med 18”-fælge været den bil, vi har målt med den højeste effektivitet.
Det udmærker sig ikke bare i lang rækkevidde, men det betyder også, at bilen bliver billigere i drift. Den kører i brændstof-terminologi ganske enkelt bare længere på literen.
20"-fælge koster rækkevidde
Denne test tager dog udgangspunkt i Ioniq 6 med 20”-fælge, og her var rækkevidden 465 km ved 20 grader. Her skal du forvente, at rækkevidden falder til 385 km om vinteren. Det er godt 50 km kortere med de større fælge, hvilket umiddelbart virker som et dyrt bytte for lidt pænere fælge.
Vi har lynladet bilen flere gange. Og det er vigtigt at understrege, at hver ladning er et øjebliksbillede, der giver en indikation af det, du kan forvente som bilejer. På den mest effektive opladning fik vi tilført 50 kWh på 15 minutter, men vi har også oplevet „kun“ at få 43 kWh tilført over samme periode. Det giver op til 300 km kørsel på motorvej, hvis opladningen er optimal.
Over 30 minutter kunne vi lade 70 kWh, her bliver opladningen langsommere til sidst, fordi man nærmer sig batteriets kapacitet på 75 kWh. Det er dog stadig en imponerende ladeeffekt!
Hvordan kører Hyundai Ioniq 6?
Hyundai Ioniq 6 er en blandet oplevelse. På større bump og bevægelser i asfalten er undervognen komfortabel, men det er, som om bilen aldrig rigtig falder til ro. Den sitrer let over små ujævnheder, noget som nogle bemærker, og andre ikke lægger mærke til.
Det er alligevel ærgerligt, for bilens rækkevidde og ladeeffekt gør den optimal som langdistancebil, og netop her er komforten en vigtig egenskab. Så kører du meget, er en prøvetur før køb særdeles vigtig for at sikre, at du ikke vil blive generet af undervognens uro.
Styretøjet er præcist, men det virker afkoblet fra hjulene og mere som på en fjernstyret bil. Frem kommer man, men det er ikke engagerende.
Mange irriterende biplyde
Køreassistenterne fungerer udmærket. De er ikke de bedste på markedet, men man bliver godt hjulpet både i forhold til den adaptive fartpilot og til at holde bilen på ret kurs i vognbanen.
Men der er ikke pulsføler i rattet, så man får ofte en advarsel om, at man skal holde på rattet. Også selvom man har hænderne på rattet.
Ligeledes er der mange biplyde for alle mulige forskellige ting, som bilen mener, man skal være opmærksom på. Nogle giver mening, men der er så mange lyde, at man bliver distraheret som chauffør.
Hvor god plads er der i Hyundai Ioniq 6?
Der er få biler, hvor du får lige så god benplads på bagsædet som i Ioniq 6. Der er endda så meget plads, at man undrer sig over, at Hyundai ikke flyttede bagsædet lidt frem i kabinen for at give bedre bagagerumsplads. Det er kun på 401 liter, og det er noget klejnt for så stor en bil.
Dog har modellen en frunk fortil til ladekabler, men den skaber ikke mere plads til familiens store kufferter. Her er man også lidt hæmmet af sedan-formen, hvor åbningen til bagagerummet er relativ lille og gør det meget dybe bagagerum svært at pakke ordentligt. Eller at få ting ud af, hvis de ligger helt op ad bagsæderyglænet.
Billige materialer i kabinen
Dørhåndtagene er også ret irriterende. Når de ikke er i brug, flugter de med karrosseriet, men når du skal åbne bilen, er de underlige glatte at betjene, og det kræver opmærksomhed, for at de ikke glider ud af hånden, før man har åbnet døren.
Generelt er kvalitetsoplevelsen i kabinen på det jævne, idet der er brugt lidt billige materialer til bilens kabine. Selve instrumentskærmen har meget få justeringsmuligheder, og især placering af hastighed og rækkevidde er ringe i forhold til rattet, da hænderne skygger for visningen.
Medieskærmen kan du ikke ændre visningen på, her er der en ganske enkel menu, men vi savner en hjem-knap.
Der er fortsat ikke trådløs Apple CarPlay/Android Auto på Hyundais største skærme, og det er nærmest skandaløst, da det er standard på modellerne med mindre skærme. Især på korte ture er det irriterende, at telefonen skal findes frem og kobles på et kabel, for at mobilen popper op på trykskærmen i midten.
Skal man vælge en Hyundai Ioniq 6?
Tesla Model 3 er fortsat det bedste bud på en elektrisk langdistancecruiser i sedanform. Men det er ikke alle, der kan forlige sig med måden, den betjenes på, og det udstyr, som man ikke får med.
Ioniq 6 er heller ikke perfekt, men den gør mange ting godt. Generes du ikke af den lidt urolige undervogn, er den det bedste bud på et alternativ til Tesla.
Et sted Hyundai står stærkt er på udstyret. I den testede Advanced-udgave er der headup-display, elsæder, adaptiv fartpilot og et væld sikkerhedsudstyr. Alt sammen noget der er ekstraudstyr i dens konkurrenter eller slet ikke fås.
Valget forstærkes yderligere af, at den er billig at eje, og at den har en garanti på fem år uden kilometerbegrænsning. Begge pointer, der er væsentlige for elbilister, der er meget på farten.
Har du brug for hjælp med valg af elbil?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.