Endnu en gang hiver Ford et modelnavn frem fra gemmerne. Efter genfødte udgaver af Mustang (Mach-E) og Explorer er turen nu kommet til Capri,
Navnet bliver sat på en elbil, som er nært beslægtet med den nyligt lancerede Explorer.
Mens Explorer er en klassisk SUV i stil med VW ID.4, er Capri en lavere, hatchback-agtig model. Proportionerne og stilen minder en del om Polestar 2’s.
Den oprindelige Capri var en europæisk bygget sportscoupé, som var i produktion fra 1968 til 1986. Den opnåede i 1969 at blive den første Årets bil i Danmark.
Teknisk identisk med Explorer
Den moderne Capri er teknisk meget nært beslægtet med Explorer og er som denne baseret på Volkswagens MEB-platform, som benyttes til bl.a. VW ID.3, ID.4, Skoda Enyaq og Audi Q4. De to Ford-udgaver bygges på en Ford-fabrik i Tyskland.
Capri får samme teknik som Explorer, inklusive kabine og motorer, men i kraft af det lavere karrosseri bliver rækkevidden en anelse længere – 627 km mod 602 km. I begge tilfælde er det med det store batteri og i den mindst forbrugende version.
Med det lille batteri klarer Capri 389 km og Explorer 384 km.
Capri er længere end Explorer - og lige så høj
Capri er betydeligt længere end Explorer – plus 16 cm – og det kommer primært bagagerummet til gavn. Det er væsentlig større end i SUV-udgaven, nemlig 572 liter mod Explorers moderate 465 liter.
De to modeller er til gengæld næsten lige høj – Capri er godt en cm lavere.
Ford Capri har en maksimal anhængervægt på 1.000-1.200 kg.
20.000 kr. dyrere end Explorer
Normalt er det forventeligt, at en hatchback er billigere end en SUV, men hos Ford er det omvendt. Eller også er Ford Capri som en SUV-coupé i stil med ID.5, og så er det ikke unormalt at forlange lidt mere.
Mens Explorer fås fra 300.000 kr., koster Capri 320.000 kr. i billigste udgave med baghjulstræk og 170 hk. Med det store batteri er prisen 360.000 kr., mens versionen med 340 hk og firhjulstræk koster fra 380.000 kr.
Alle varianter, med undtagelse af den billigste variant, kan bestilles nu med forventet dansk levering omkring årsskiftet.
Fords første elbil, den mexicansk-producerede Mustang Mach-E, fremstilles stadig. Med 944 styks leveret i år er den nede på en 12. plads blandt elbiler.
I begyndelsen af 2025 kommer en fjerde elbil fra Ford i form af en elektrisk udgave af den faceliftede Puma.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.