Du vilde kineser!

Elektrisk sportsvogn med 1.360 hk og syvsæders elbil er på vej fra ambitiøst kinesisk bilmærke. Mærket vil til Europa på et tidspunkt.

Nio på Shanghai-udstillingen 2017.
Nyt om biler

Verdens hurtigste elbil. Det er trækplastret hos det unge kinesiske bilmærke Nio, der hidtil har været kendt under selve firmanavnet, Next EV.

Med fire elmotorer og fire gearkasser er EP9 god for én megawatt, svarende til 1.000 kW eller 1.360 hk. 0-200 km/t. skulle klares på 7,1 sekunder, topfarten 313 km/t. og rækkevidden ’op til’ 427 km.

Det nystartede elbilfirma Nio har en af de største stande på Auto Shanghai-udstillingen. I alt otte eksemplarer af supersportsvognen EP9 er udstillet. Fotos: Torben Arent
Det nystartede elbilfirma Nio har en af de største stande på Auto Shanghai-udstillingen. I alt otte eksemplarer af supersportsvognen EP9 er udstillet. Fotos: Torben Arent

Den ydelse får selv den hurtigste Tesla S til at virke almindelig med omtrent den halve ydelse, mens en anden ambitiøs amerikaner-kineser, Faraday Future, kan prale af 1.000 hk.

SE OGSÅ: Faraday Future insisterer på at have en fremtid

Store armbevægelser

EP9 har et meget enkelt cockpit.  1.360 hestekræfter kontrolleres herfra.
EP9 har et meget enkelt cockpit. 1.360 hestekræfter kontrolleres herfra.

I modsætning til Tesla mangler de to kinesiske udfordrere endnu at bevise, at de kan bygge bilerne – og at de fungerer. Nio har dog fået gang i produktionen, kan man se på biludstillingen i Shanghai, hvor hele otte eksemplarer af superbilen er udstillet.

Mærkets stand imponerer også, i hvert fald i størrelse. Det er en af de allerstørste på bilshowet, der nu regnes for verdens største i areal.

Tesla X-udfordrer

ES8 er en fem meter lang, syvpersoners eldreven SUV. Den kan købes i Kina fra næste år.
ES8 er en fem meter lang, syvpersoners eldreven SUV. Den kan købes i Kina fra næste år.

Mens EP9 har været vist før, har Nio på Auto Shanghai premiere på sin anden bil, en syvpersoners SUV, ES8, ligeledes rent elektrisk.

ES8 er en slags konkurrent til Tesla X, men er endnu større. Længden er over fem meter og akselafstanden mere end tre meter. Både undervogn og karrosseri er af aluminium for at holde vægten bare nogenlunde i ave.

SUV til salg næste år

ES8 skal gå i serieproduktion senere i år, oplyste mærket på udstillingen. Salget vil begynde i Kina i begyndelsen af 2018. Nio har ambitioner om eksportere til USA og Europa, men det er der mange der har, og firmaet sætter ikke årstal på.

Nio ES8 er bygget på aluminiumschassis og har to store elmotorer, en for og en bag.
Nio ES8 er bygget på aluminiumschassis og har to store elmotorer, en for og en bag.

Next EV/Nio blev grundlagt i 2014 og vil ikke selv fremstille sine biler. Firmaet har indgået aftale med serieproduktion med både det private Changan Automobile Co. og det statsejede JAC.

Verdens største elbilmarked

Kina har nu omkring et dusin nystartede elbil-firmaer, der vil være det kinesiske Tesla og få en god bid af det hastigt voksende kinesiske elbilmarked.

'Blue Sky Coming'. Nio slår på den alvorlige luftforurening, mange kinesiske storbyer døjer med.
'Blue Sky Coming'. Nio slår på den alvorlige luftforurening, mange kinesiske storbyer døjer med.

I 2016 blev der solgt 506.000 elbiler og opladningshybrider i Kina, en stigning på 53 procent fra året før. I år ventes salget op på 800.000 – en yderligere vækst på omkring 58 procent.

SE OGSÅ: Volvos elbil kommer fra Kina