Den 48 år gamle Limfjordtunnelen har det ikke rigtig godt. Tunnelen synker ned i fjordbunden med op til én cm årligt. Det er meget for den slags bygværker, der normalt dimensioneres med millimeters nøjagtighed.
Det er Vejdirektoratet, der nu kommer frem med tunnelens alarmerende sundhedstilstand.
Synker en cm årligt
- Som det er nu, sætter Limfjordstunnelen sig med op til én centimeter om året. Det giver sætningsskader og vandindtrængning og forkorter tunnelens levetid, siger chefkonsulent Niels Chr. Skov Nielsen fra Vejdirektoratet.
Problemerne med indtrængende vand blev allerede opdaget få år efter åbningen i 1969, og i 1996-1997 var de to tunnelrøre på skift lukket for at udbedre skaderne.
Ikke noget akut problem
Bilisterne skal ikke være bekymrede for at køre gennem saltvandssøer i tunnelen.
- Det er vigtigt for mig at sige, at vi ikke står med nogen akut situation. Det er vores vurdering, at tunnelen i hvert fald kan holde mange år endnu, siger Niels Chr. Skov Nielsen.
SE OGSÅ: Ny motorvej over Limfjorden - engang
Klodens bedste hoveder skal finde løsning
For at forlænge tunnelens levetid, sætter Vejdirektoratet nu gang i en proces med at samle et globalt ekspertpanel, der skal komme med forslag til, hvordan man kan bremse tunnelen i at synke mere.
Gruppen kommer til at bestå af omkring ti personer, og efter planen skal den afslutte sit arbejde i begyndelsen af 2018. Derefter overtager Vejdirektoratet processen.
Stærkt trafikeret vej
Limfjordstunnelen benyttes af godt 70.000 biler i døgnet og er en af Danmarks mest befærdede vejstrækninger.
For fem år siden kom det frem, at Storstrømsbroen er i så dårlig forfatning, at det giver bedst mening at rive den ned og bygge en ny.
SE OGSÅ: Bedst med ny Storstrømsbro