Nye Q-tider hos Audi

To ekstra SUV-modeller er på vej, bekræfter Audi nu og sætter også navn på bilerne og fortæller, hvornår de kommer. En tredje Q-model fornyes næste år. Og en elektrisk Q venter i kulissen.

Nyt om biler

Det er i SUV-genren, at det store slag mellem bilproducenterne står for tiden, både blandt almindelige mærker og hos premiummærkerne. Bilkøbere over hele verden er vilde med biltypen.

Audi gearer nu op for at få fat i den voksende skare af SUV- og crossover-kunder, som typisk belaler mere for deres bil, end havde det været en sedan eller hatchback.

Helt nye Q-modeller i 2018 og 2019

To helt nye Q-modeller, audisk for SUV, kommer inden for de næste to år, meddeler Audi nu.

Den ene er – ikke overraskende – en ny Q-topmodel kaldet Q8. Den kan betragtes som en coupé-udgave af Q7 og samtidig en mere eksklusiv (læs: dyrere) slægtning til Q7.

SE OGSÅ: Endnu en Audi-model: Q8

Et par konceptudgaver har været vist i år, og Audi bekræfter nu, at Q8 går i produktion i 2018. Dog ikke hvornår på året.

TT Offroad Concept bliver til Q4

Audi viste for seks år siden i Kina en forløber for Q4. Siden har der været stille, men i 2019 er bilen klar, bekræfter Audi. Foto: Torben Arent
Audi viste for seks år siden i Kina en forløber for Q4. Siden har der været stille, men i 2019 er bilen klar, bekræfter Audi. Foto: Torben Arent
Mere bemærkelsesværdig er annonceringen af en Q4. På samme måde som Q8 er en luksus-coupé Q7, bliver Q4 en Q3 i pænt tøj og kuperet bagende.

Q4 kommer i 2019 – men heller ikke her bliver Audi mere specifik.

Det er også uvist, hvorfor der egentlig skulle gå så lang tid, inden den oplagte Q-model bliver klar til kunderne. Det er præcis tre år siden, Audi i Kina viste konceptbilen TT Offroad Concept, og der går altså i alt fem år, inden konceptet bliver til produktionsudgaven Q4.

SE OGSÅ: Kan en Audi TT gå offroad?

Audi Q8 skal bygges på Audis fabrik i Bratislava, Slovakiet, hvor også Q7 fremstilles, mens Q4 vil køre af samlebåndet i Győr, Ungarn.

Ny Q3 næste år

Inden da, i 2018, bliver Q3-produktionen flyttet fra Barcelona til Györ. Dermed afslører Audi indirekte, at lanceringen af en helt ny Q3 sker i 2018.

Den nuværende af første generation blev præsenteret for præcis seks år siden, på biludstillingen i Shanghai.

Fornyelsen af Q3 bliver teknisk markant, da den nuværende er baseret på Volkswagen gamle PQ35-platform, mens den nye skifter til MQB-platformen, som næsten alt andet i den midterste del af koncernens modeller er gået over til.

Intet nyt om Q6

Audi undlader i sin meddelelse at sige noget som helst om yderligere en kommende, helt ny Q-model. Det er den rent eldrevne crossover, der ventes at få navnet Q6 E-tron.

Elbilen kommer formentlig også omkring 2018.