Nyt forsøg: stærekasser erstatter fotovogne

Hver femte af politiets fotovogne skal erstattes af stærekasser i nyt pilotprojekt. Et skridt i den rigtige retning, mener FDM, der længe har efterlyst de skiltede stærekasser.

Trafik

Der bliver det kommende år lidt længere mellem politiets fotovogne.

I et nyt pilotprojekt lægger transportminister Ole Birk Olesen nemlig op til at lade hver femte af de i dag 100 bemandede fotovogne blive i garagen. I stedet skal kameraerne bruges i såkaldte stærekasser, der skal stå fastmonteret på udvalgte strækninger.

Baggrunden er en rapport fra en arbejdsgruppe, der har undersøgt den fastmonterede hastighedskontrol. Rapporten, som blandt andet har set på, hvordan man udøver fartkontrol i andre lande, konkluderer, at en kombination af skiltede stærekasser og fotovogne sandsynligvis giver den bedste trafiksikkerhed.

LÆS OGSÅ; Ja tak til skiltning af fotovogne

Skal gentænke fartkontrol

Ifølge rapporten har man i flere europæiske lande positive erfaringer med at få bilisterne til at dæmpe farten på strækninger med stærekasser. Derfor vil transportminister Ole Birk Olesen nu igangsætte et projekt, hvor 20 fotovogne erstattes af stærekasser på særlig farlige vejstrækninger. Foreløbig er udpeget 44 udvalgte vejstrækninger.

Vejdirektoratet har udpeget 44 strækninger rundt om i landet, hvor stærekasser ville kunne erstatte fotovogne. I sidste ende er det Rigspolitiet og Vejdirektoratet, der i fællesskab beslutter, hvilke 20 strækninger, der skal indgå i pilotprojektet. Grafik: Vejdirektoratet
Vejdirektoratet har udpeget 44 strækninger rundt om i landet, hvor stærekasser ville kunne erstatte fotovogne. I sidste ende er det Rigspolitiet og Vejdirektoratet, der i fællesskab beslutter, hvilke 20 strækninger, der skal indgå i pilotprojektet. Grafik: Vejdirektoratet

”På baggrund af arbejdsgruppens anbefalinger er jeg ikke i tvivl om, at vi skal gentænke den måde, vi bruger automatisk fartkontrol. Udenlandske erfaringer viser jo, at en kombination af den mobile kontrol med fotovogne og den stationære kontrol – det vi i daglig tale kalder stærekasser – giver den bedste fartkontrol. Da vi ikke med sikkerhed kan sige, hvilken effekt stærekasserne vil have på de danske bilister, og hvordan kameraerne fra de mobile vogne vil fungere i stærekasser, herunder deres robusthed over for hærværk, starter vi med at overføre 20 kameraer fra fotovognene til stærekasser på de særligt farlige strækninger,” udtaler Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse.

Alt efter effekten af pilotprojektet er ministeren klar til at skalere antallet af stærekasser op og fotovogne ned.

SE VIDEO: Se politiets nye ATK-vogne

FDM: Et skridt i den rigtige retning

Hos FDM hilser man forsøget med stærekasser velkommen.

”Vi har længe efterlyst, at man i højere brugte skiltede stærekasser. Vi har blandt andet henvist til flere lande omkring os, hvor man i årevis har haft netop skiltede stærekasser med gode erfaringer. Her er der en klar sammenhæng mellem stærekasser og antallet af ulykker. Det samme gælder ikke fotovogne. Derfor mener vi, at pilotprojektet er et skridt i den rigtige retning. Når det er sagt, savner vi fortsat, at politiet i højere grad skal bruge de resterende 80 fotovogne der, hvor mange kører for stærkt, og der sker uheld,” siger afdelingsleder i FDM, Torben Lund Kudsk.

Stærekasser sættes op i år

Også hos Socialdemokratiet, som i 2015 ellers hævede antallet af fotovogne fra 25 til 100, er man som udgangspunkt positivt indstillet over for forsøget med stærekasser.

”For os er det vigtigste, at trafiksikkerheden er i fokus. Og hvis man kan bevare det fokus, og man ellers kan få økonomien til at hænge sammen, så er vi meget positiv indstillede over for den her ændring. Jeg tror, at mange danskere vil have det godt med, at der er mere fokus på trafiksikkerhed, frem for at det er pengemaskiner, der er derude," siger partiets transportordfører, Rasmus Prehn, til DR Nyheder.

Udskiftningen af fotovogne med skiltede stærekasser vil ske i løbet af 2017. Det er Vejdirektoratet, der har udpeget de 44 strækninger, hvor der sker flest uheld. Kommuner, der har en eller flere af de udpegede strækninger, har mulighed for at byde ind, hvis de ønsker stærekasser opsat. I sidste ende er det dog Rigspolitiet i samarbejde med Vejdirektoratet, der beslutter, hvor de foreløbig 20 stærekasser skal sættes op.

LÆS OGSÅ: FDM mener: fartblind fartkontrol