Trafiktavler spares væk

Manglende penge får Vejdirektoratet til at lukke og slukke for elektroniske trafiktavler langs motorveje. Skidt for trængslen og trafiksikkerheden, mener FDM, der efterlyser politisk handling.

Trafik

En tom pengekasse betyder, at Vejdirektoratet slukker for de elektroniske trafiktavler overalt i landet.

Tavlerne, der også kaldes Intelligente Transportsystemer (ITS), hænger i dag langs motorvejene flere steder i landet og informerer bilisterne om blandt andet hastighed, forventede rejsetider og uheld.

Konkret fjernes trafiktavlerne på Køge Bugt Motorvejen, Ring 3, Helsingørmotorvejen, Holbækmotorvejen, Frederikssundsmotorvejen. I Jylland slukkes der for tavlerne på Herningmotorvejen.

LÆS OGSÅ: Drastisk forsøg: Sort skærm på motorvejen 

Mangler 30 millioner kroner

En tom pengekasse betyder, at Vejdirektoratet lukker og slukker for ITS overalt i landet. Kun få steder omkring tunneller og broer opretholdes tavlerne. (Grafik: Vejdirektoratet)
En tom pengekasse betyder, at Vejdirektoratet lukker og slukker for ITS overalt i landet. Kun få steder omkring tunneller og broer opretholdes tavlerne. (Grafik: Vejdirektoratet)
Årsagen til lukningen er, at de årlige puljemidler på 30 millioner kroner, der hidtil har drevet trafiktavlerne, er løbet ud, og da ny finansiering ikke er fundet, tvinger det Vejdirektoratet til at slukke for størstedelen af tavlerne.

Ifølge Vejdirektoratet vil man allerede fra onsdag den 8. marts slukke for trafiktavlerne og herefter begynde nedtagningen.

LÆS OGSÅ: Nødspor sparer bilisterne tid

”Beslutningen er økonomisk begrundet. Ligesom alle andre myndigheder er også Vejdirektoratet bundet af de økonomiske realiteter. De midlertidige puljemidler er udløbet, og derfor nedtager vi nu en række tavler,” siger områdechef i Vejdirektoratet Charlotte Vithen i en nyhed på direktoratets hjemmeside.

Vejdirektoratet vil dog opretholde trafiktavlerne på de strækninger, hvor de er af ”særlig væsentlig betydning.” Det er eksempelvis på Silkeborgtunnelen, ved Limfjordtunnelen, Vejlefjordbroen og Lillebæltsbroen.

LÆS OGSÅ: Analyse giver grønt lys for kørsel i nødspor

FDM: Nærmest grotesk

Hos FDM møder beslutningen undren og kritik, blandt andet med henvisning til at en evaluering, som Vejdirektoratet tidligere har lavet af de variable hastighedstavler, ikke bare viste en positiv effekt på trafikafviklingen og udnyttelse af vejkapaciteten, men også stor tilfredshed blandt bilisterne.

”Det er veldokumenteret, at trafiktavlerne gør en positiv forskel. Ikke bare i forhold til trafikafviklingen, men helt givet også i forhold til trafiksikkerheden. Alligevel er man til vores store undren og bekymring altså ved at smide det ud. Det er ganske enkelt en ommer,” siger juridisk konsulent i FDM Dennis Lange.

Giver tidstab for 30 mio. kr. 

Han understreger, at slukkes der for ITS, vil det blive meget dyrt senere at reetablere systemerne, og det vil ikke gøre det muligt at anvende nødsporet på Motorring 3.

”I en tid med fokus på trængsel og trafiksikkerhed er det nærmest grotesk, at der ikke kan findes de yderst begrænsede midler, der skal til for at drive ITS. I betragtning af at bilisterne årligt lægger 50 milliarder kroner i bilafgifter, burde det være muligt at finde 30 millioner kroner. At de samfundsøkonomiske omkostninger ved at fjerne skiltene alene for personbiler på Motorring 3 i myldretiden ifølge vores beregninger vil beløbe sig til omkring 30 millioner kroner, gør ikke sagen mindre grotesk,” siger Dennis Lange og tilføjer:

”Vi har også svært ved at se, hvordan besparelsen harmonerer med målsætningen om ikke bare at gøre Danmark klar til selvkørende biler, men hele udviklingen omkring en teknologisk udbygning af infrastrukturen.”