Bilkøbere går glip af fradrag

Når nye biler opnår topkarakter i sikkerhedstesten hos Euro NCAP, kvitterer staten med et ekstra fradrag i registreringsafgiften. Men den besparelse lander ikke altid hos forbrugerne, viser en undersøgelse, foretaget af FDM.

Volvo har sat prisen ned på deres nye XC60 med 12.000 kr., efter den har fået fem Euro NCAP-stjerner.
Bilist

Otte splinternye bilmodeller har netop været til eksamen hos Euro NCAP.  Den omfattende sikkerhedstest resulterede i en karakter på de maksimale fem stjerner til alle biler.

Sikkerhed udløser stort fradrag

Det er godt nyt for danske bilkøbere, for dels er de fem stjerner et udtryk for et højt sikkerhedsniveau, dels medfører de en betragtelig reduktion i registreringsafgiften.

For bilkøberne bør det betyde, at et femstjernet resultat øjeblikkeligt udløser en prisnedsættelse.

Efter den seneste omlægning af registreringsafgiften er præmien for fem Euro NCAP-stjerner nemlig firedoblet, så bilimportørerne nu kan benytte et stort fradrag ved beregning af afgiften. Et fradrag, der resulterer i en sænkelse af prisen på mellem 6.800 og 12.000 kroner afhængigt af, hvor dyr bilen er.

Læs også: Flot Euro NCAP-test tester nyt sikkerhedsfradrag

To bilmærker sænker prisen

For bilkøberne bør det betyde, at et femstjernet resultat øjeblikkeligt udløser en prisnedsættelse. Så enkelt er det desværre ikke. Kun to ud af otte bilmærker er nemlig faldet i pris.

Volvo har således sænket prisen på den nye XC60 med 12.000 kroner, mens Opel har sat prisen på Crossland X ned med 6.800 kroner. Begge mærker har således ladet den fulde besparelse komme forbrugerne til gode.

De øvrige bilimportører har ikke sat prisen ned. De henviser i stedet til, at de på forhånd havde regnet med at få fem stjerner, og at prisen på bilen derfor allerede var beregnet, som om bilen havde fem Euro NCAP-stjerner. En forklaring FDM ikke er helt tilfreds med.

Læs også: Forhandlere glemmer at give hele afgiftsnedsættelsen

FDM holder øje med prisen

Hos FDM forstår afdelingschef Torben Lund Kudsk godt bilimportørenes forklaring, men mener, at forbrugerne har svært ved at gennemskue prisdannelsen.

Han opfordrer derfor bilimportørerne til fremover at tydeliggøre, om en bils pris er baseret på fem stjerner eller ej, når der endnu ikke foreligger et konkret testresultat fra Euro NCAP.

”På den måde bliver det mere tydeligt for forbrugerne, om fradraget i afgiften tilfalder forbrugerne eller bilimportørerne,” siger Torben Lund Kudsk.

Han understreger, at FDM fremover vil holde skarpt øje med, om fradraget kommer forbrugerne til gode.

Læs også: Ny registreringsafgift på plads

Blandt de otte testede biler var prisen kun kendt på de seks forud for sikkerhedstesten. Og kun to af de seks kendte priser er sat ned som følge af afgiftsreduktionen.

Lad FDM kontrollere din slutseddel

Sådan har importørerne sat prisen ned:

  • Citroën C3 Aircross – Prisen begynder ved 175.000 kr. Citroën ændrer ikke startprisen som følge af den lavere afgift.
  • Opel Crossland X – Alle priser er nedsat med 6.800 kroner som følge af det nye testresultat, og prisen begynder herefter ved 170.000 kr.
  • Mitsubishi Eclipse Cross – Prisen er endnu ikke offentliggjort
  • Seat Arona – Prisen begynder ved 170.000 kr. Seat ændrer ikke startprisen som følge af den lavere afgift.
  • Skoda Karoq – Prisen er endnu ikke offentliggjort
  • Volvo XC60 – Alle biler falder 12.000 kr. som følge af ny sikkerhedstest. Priserne begynder herefter ved 652.000 kr.
  • VW Polo – VW oplyser at man havde regnet med fem stjerner, da priserne blev beregnet. De reguleres derfor ikke som følge af den nu lavere afgift. Prisen begynder fortsat ved 158.000 kr.
  • VW T Roc – Prisen begynder ved 240.000 kr. VW ændrer ikke startprisen som følge af den lavere afgift

På udkig efter ny bil?: Find den på FDM biler.dk