Smarte biler taber pusten i regnvejr

De nyeste biler er rigtig gode til at se vejstriberne, men når det er mørkt og vejen er våd, kniber det en hel del, og det kan gå ud over sikkerhed.

Lane deaprture warning-symbol
Bilist

Når solen skinner, går det forrygende med at køre automatisk på danske motorveje, men når mørket falder på, og det regner, skal man ikke regne med, at de automatiske systemer virker.

Mens fire udvalgte biler kunne se vejstriberne 99,5 procent af tiden i tørt føre, faldt andelen til blot 85 procent med mørke og våde vejbaner.

Vejdirektoratet har gennemført testen for at se, om landets motorveje er klar til at tage imod selvkørende biler. De vil i høj grad være afhængige af at vide, hvilken vognbane de er i, og hvor i vognbanen de er. Til dét er striber vigtige.

Godt på motorveje, skidt på kommuneveje

Mens der er et stykke vej til egentlig selvkørende biler, har rigtig mange nye biler i dag enten advarsel mod at køre ud af vognbanen eller hjælper aktivt til med at blive i banen. Derfor er det allerede i dag vigtigt med gode striber, hvilket det ifølge FDMs erfaringer kniber gevaldigt med på kommuneveje.

Læs mere: Vejstriber forsømmes i kommunerne

Her er LDW testet.
På disse strækninger har Vejdirektoratet testet, hvor godt biler kan læse vejstriberne i dagslys og i mørke/våd vejbane. Kort: Vejdirektoraret

Testen, gennemført på 250 km vej på Sjælland, viser samtidig, at striberne på motorvejene er i temmelig god stand.

I tørt føre kunne de tre af bilerne se striberne 100 af tiden, mens den fjerde model klarede det 98 procent af tiden.

69-100 procent succes på våd vej

På våd og mørk vej faldt andelen til hhv. 79, 92, 69 og 100 procent.

På våd og mørk vej faldt andelen til hhv. 79, 92, 69 og 100 procent. I den dårligste bil virkede automatikken med at blive i vognbanen altså ikke i ca. en tredjedel af tiden.

I FDM har Motors testhold lignende oplevelser med test af biler med delvist selvkørende funktioner.

- Nogle biler har svært ved at følge sporet ved frakørsler på motorvejene, samt når de såkaldte 1+2-veje går fra et til to spor. Også ved kørsel mod en lavthængende sol, har mange biler problemer med at se stregerne, siger Motors biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.

Langt til at bilerne kan køre selv

- Det er tydeligt at mærke, at der endnu er langt til, at bilerne kan køre helt af sig selv. Alt for mange steder på vejnettet må de give op, og det sker endda ret pludseligt, hvorfor man som fører af selv de nyeste bilmodeller hele tiden skal være klar ved rattet, siger han.

Motors testhold har generelt den oplevelse, at når man som fører har svært ved at se stregerne, har bilernes systemer det også.

Ifølge Vejdirektoratet er der visse muligheder for at gøre striber mere synlige i vådt føre, men det har ulemper som støj og ødelæggelse af sneplove.

Teknologien forbedres hurtigt

Det bliver muligvis heller ikke nødvendigt, som bilteknologien skrider frem. Hvis alle biler i fremtiden er lige så gode, som den bedste bil i 2017-testen, vil de altid kunne se striberne, også i vådt føre om natten.

LDW
De fleste nye biler fås med vognbanealarm eller et mere avanceret system, der selv forsøger at holde bilen i banen.

Testen er gennemført i samarbejde med De Danske Bilimportører, og omfatter fire biler af nyeste generation. Vejdirektoratet sætter ikke navn på modellerne, men ifølge Motors oplysninger er det Audi, Mercedes-Benz, Tesla og Volvo.

Når helt selvkørende biler (niveau 4) engang kommer i løber af 2020’erne, vil de næppe kunne klare sig med gode striber alene. Der skal også meget præcis satellit-position til og formentlig genkendelse af strukturer langs vejen.

Læs mere: Motorveje testes: Ok til selvkørende biler?