Vinteren stiller ikke kun krav til bilens lygter og dæk. Det er også årstiden, hvor vi kører i mørke til og fra arbejde og tit i regnvejr med irriterende reflekser fra modkørende, trafiklys og reklamer.
Kører vi om dagen skal vi også kæmpe med en lavthængende sol, når den titter frem. Det er anstrengende for øjnene og en trussel mod færdselssikkerheden.
Samtidig viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, at over tre millioner danskere har problemer med øjnene, der kan øge risikoen for trafikuheld, uanset om de færdes til fods eller på to eller flere hjul.
Læs også: Tænd lygterne i skumring, tåge og regn
Kørebriller kan give mere komfort
Motor har tidligere skrevet om Zeiss’s specielle kørebriller, DriveSafe, som vi overordnet var tilfredse med. Nu har den franske brilleglas-gigant Essilor introduceret deres svar på en kørebrille, som de kalder Roadpilot II. Den er designet til at give et skarpt syn og bedre komfort under bilkørsel nat og dag.
Teknologien bag Roadpilot II kompenserer i følge fabrikanten for effekten af billygter fra modkørende trafik om natten og skarpt sollys om dagen. Glassene fås både med enkeltstyrke og flerstyrke.
Over tre millioner danskere har problemer med øjnene, der kan øge risikoen for trafikuheld
Forskellen mellem DriveSafe fra Zeiss og Essilor’s Roadpilot II er i grove træk, at DriveSafe er en allround-brille, som også kan bruges som f.eks. skærmbrille. Roadpilot II er derimod målrettet det der sker ud af forruden, i spejle og på instrumentbordet.
Så meget koster kørebrillerne
Kun de færreste i Danmark kender Essilor, men den franske fabrik har udviklet og produceret brilleglas siden 1849. Essilor har over 64.000 medarbejdere i over 130 lande.
I Danmark kan du få Essilor-brilleglas hos bl.a. Profil Optik og mange selvstændige optikere. Et sæt enkeltstyrke-brilleglas med Roadpilot II koster ca. 2.900 kr. og 4.500 kr. for flerstyrke. Priserne for DriveSafe brilleglas er omkring 3.500 og 7.800 kr.

De nye kørebriller kort
Ifølge fabrikanten Essilor har Roadpilot II bl.a. disse egenskaber: markant mindre genskær og blændende reflekser fra modkørende trafik og vejbelysning. Øget skarphed og kontrast, især i mørke.
Glassene har bredere synsfelter, der kræver mindre bevægelse af hovedet, os fås også med farveskift. Glassene er også behandlet mod reflekser på for- og bagsiden af glassene, og giver ekstra UV-beskyttelse i dagtimerne.
Samarbejde med FIA
Essilor og FIA - som FDM er en del af - har indgået et treårigt partnerskab for at sætte øget fokus på, at bilister skal få tjekket deres syn, så de kan reagere sikkert i trafikken. FIA (Fédération Internationale de l’Automobile) er international hovedorganisation for motorsport og paraplyorganisation for verdens førende bilklubber.
Læs også: FDM-direktør får international toppost
Motor har ikke prøvekørt de nye brilleglas endnu, men vender tilbage med en bedømmelse her og i Motor 1/2018, der udkommer 25. januar 2018.