Det skal du huske på skiferien til Sverige og Norge

For mange danskere går vinterferien til Sverige eller Norge. Er du en af dem, der kører nordpå, er der nogle vigtige ting, du skal være opmærksom på.

Går årets skitur til Sverige eller Norge, er der en række krav til bilens udstyr, du skal være opmærksom på.
Bilist

Vinterferien kan skimtes i horisonten, og for mange danskere er det lig med skiferie i Sälen, Åre, Hemsedal, Trysil eller et af de mange andre populære skisportssteder i Sverige og Norge. 

Går årets skitur til Sverige eller Norge, er der en række krav til bilens udstyr, du skal være opmærksom på:

  • Krav til vinterdæk (i Sverige) – og snekæder
  • Særlige krav til udstyr
  • Vejafgifter i Sverige og Norge

Bliv skiferie-klar med FDM

Bilen skal køre på vinterdæk

I Sverige er det et krav, at bilen kører på vinterdæk. Det gælder i perioden fra 1. december til 31. marts, når temperaturen ligger på omkring frysepunktet eller lavere, eller når der er sne og is på vejene. Dækkene skal være M+S-mærket og/eller mærket med et bjerg- og snefnugsymbol. Mønsterdybden skal være mindst 3 mm.

Der er ikke krav om, at du medbringer snekæder, men de er tilladte at bruge, når vejr- og vejforhold kræver det.

Læs også: Sådan monterer du snekæder

I Norge er der - modsat i Sverige -  ikke noget krav om vinterdæk. Dog skal man sikre sig, at bilen har et tilstrækkeligt vejgreb. Og da der lige nu er vinterføre i store dele af Norge, kommer sommerdæk hurtigt på glatis. Det er FDMs anbefaling, at man har vinterdæk på bilen, hvis man kører i vinterføre. Dækkene skal have en mønsterdybde på mindst 3 mm.

Du må altså godt køre på sommerdæk, forudsat at du også har monteret snekæder, hvis der er sne og is på vejen, men FDM anbefaler ikke denne løsning.

Læs også: Nye regler for dæk i Norge

For biler med en totalvægt på over 3.500 kg er det et krav, at de medbringer snekæder. For alle andre biler er det ikke et krav, men snekæder kan selv på vinterdæk være en ven i nøden, hvis bilen er kørt fast, eller vejen ikke er ryddet.

Læs også: Regler for vinterdæk i udlandet

Husk advarselstrekant

Både i Sverige og Norge er det et krav, at man har en advarselstrekant i bilen.

Der er ikke noget krav om sikkerhedsveste. FDM anbefaler dog, at man har veste til alle i bilen, og at de ligger inde i bilen.

Vejafgifter i både Norge og Sverige

Både i Norge og Sverige er der vejafgifter på udvalgte strækninger.

I Sverige er der en betalingsring omkring Stockholm og Göteborg. Begge steder opkræves afgifterne automatisk ved aflæsning af bilens nummerplade, og opkrævningen sendes efterfølgende til bilens ejer. Der opkræves dog ikke afgift om natten og i weekenden.

I Norge er flere veje, broer og tunneller betalingsveje. Elbiler er dog undtaget for afgift. Som i Sverige aflæses bilens nummerplade, og opkrævningen sendes efterfølgende til bilens ejer.

Har du en BroBizz, kan du bruge den i Norge. Du kan dog også tilmelde dig det norske AutoPass. Både BroBizz og AutoPass giver en smule rabat.

Læs også: Vejafgifter i Europa

Andet vinterudstyr

Mens noget udstyr er lovpligtigt, er andet bare godt at have med, hvis uheldet er ude. Ikke mindst fordi temperaturerne kan være meget lave. Derfor anbefaler FDM, at du husker:

  • Frostsikret sprinklervæske (ned til -21 grader)
  • Et tæppe eller to i bilen
  • En lygte
  • Oplader til mobiltelefonen (og opladet mobiltelefon)
  • Handsker, knæpude og pandelampe i tilfælde af at du skal sætte snekæder på bilen
  • Har du styr på din vejhjælp? Hent app til dit vejhjælpsselskab til din smartphone

Skal man køre på mindre veje, kan det også være en god idé at medbringe en lille sneskovl i tilfælde af, at man kører fast. Derudover anbefaler vi, at man medbringer sikkerhedsveste til alle i bilen. Disse bør ligge inde i bilen.

Læs også: Dette udstyr skal du have med i bilen

Tjek batteriet

Varme i sædet, varme i bilen, GPS i forruden og diverse devices kræver sit af bilens batteri. Samtidig er kulden hård ved batteriet. Især hvis bilen står stille en uges tid, mens familien er på ski. Sørg derfor for at få batteriet tjekket hjemmefra og ladet op, hvis det trænger. Ellers kan vinterferien nemt tage livet af det.

Læs også: Sådan holde du liv i bilens batteri