Prisen på nye biler tager alligevel ikke et afgiftshop, som der ellers var udsigt til fra 1. april.
En ny aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti udskyder nemlig den højere afgift til 2021.
Aftalen udskyder dog kun de højere afgifter et par år. Vi havde gerne set en varig løsning
Mange nye biler stod ellers til at stige i afgift som følge af den nye forbrugsmåling kaldet WLTP, der giver et mere retvisende billede af bilers brændstofforbrug.
Da forbruget har betydning for, hvor meget biler betaler i afgift, vil den nye målemetode betyde, at flere bilmodeller stod til at stige helt op til 20.000 kroner.
Med aftalen mellem regeringen og DF udskydes afgiftsstigningen altså i stedet til 1. januar 2021.
Læs også: Dyrere biler fra 1. april? - muligvis
Minister: Vi skal have ro om bilafgifterne
”Regeringen har ikke noget ønske om, at den nye og mere retvisende metode til at udregne bilernes brændstofforbrug skulle føre til dyrere biler for danskerne. Tværtimod er vi stolte af, at det med Dansk Folkepartis hjælp er lykkedes at sænke bilbeskatningen væsentligt siden 2015. Vi skal have ro om bilafgifterne, så danskerne også efter den 1. april har sikkerhed for, at bilerne ikke bliver dyrere som følge af noget afgiftsteknik”, siger skatteminister Karsten Lauritzen i en pressemeddelelse.
Læs også: Trods ny forbrugsmåling: Nye biler stiger ikke i pris
FDM har længe efterlyst indgreb
FDM har længe efterspurgt et indgreb mod de højere bilafgifter og været i dialog med politikerne. Derfor er FDM også tilfredse med aftalen, men havde gerne set en løsning en gang for alle.
Læs også: Ny målemetode - Det betyder WLTP
”På forbrugernes vegne er vi naturligvis glade for den nye aftale, som FDM har længe efterlyst. Aftalen udskyder dog kun de højere afgifter et par år. Vi havde gerne set en varig løsning, der sikrer, at bilafgifterne ikke stiger. Heller ikke efter 2021,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk, og tilføjer:
”Vi ved, at der fra flere sider har været rejst tvivl om bilproducenternes brændstofforbrugstal. Den tvivl har været medvirkende årsag til, at danske politikere ikke har kunnet lave en varig løsning. Vi vil dog gerne understrege, at det ikke skal være de danske forbrugere, der skal betale for bilproducenternes eventuelle kreative målemetoder.”
Læs også: Mange bilkøbere har afgiftskroner til gode
Lovforslag hastebehandles
Lovforslaget om forlængelsen af den gældende overgangsordning, fremsættes fredag den 15. marts og skal hastebehandles i Folketinget, så det kan træde i kraft senest den 1. april 2019.