Den nuværende corona-krise får nu transportminister Benny Engelbrecht (S) til midlertidigt at ændre reglerne for fristen for bilsyn.
OPDATERET 18. MAJ 2020
Ændringerne betyder, at bilejere hverken risikerer bøde eller at få klippet nummerpladerne, hvis de ikke overholder synsfristen. I dag risikerer bilejer en bøde på op til 4.000 kroner, hvis de ikke overholder synsfristen.
I første omgang gælder de nye regler dog kun for synsfrister, som er eller bliver overskredet i perioden fra og med den 15. marts 2020 til og med den 12. juni. maj 2020.
Oprindeligt stod suspensionen af synsfristen til at udløbe 15. maj, men den er nu altså blevet forlænget.
Læs også: Skal bilen til service under corona-krise?
Går ikke ud over trafiksikkerheden
Det er bekymringen blandt mange bilejere, som af frygt for at få en bøde føler sig forpligtet til at møde op hos synshallerne, også selvom de føler sig sløje, der har fået transportministeren til at hasteudstede en bekendtgørelse, som midlertidigt ændrer reglerne.
”Færdselsstyrelsen forventer ikke, at denne midlertidige ændring af reglerne vil gå ud over trafiksikkerheden. Derfor synes jeg, at vi skal tage bestik af den alvorlige situation, vi befinder os i som konsekvens af coronavirussen, og midlertidigt give bilejerne mere ro, så de ikke skal skynde sig ned til synshallen for at få bilen synet, hvis ikke de føler sig trygge ved det,” siger transportminister Benny Engelbrecht.
Det vil dog stadig være muligt at få bilen synet, hvis man ønsker det.
Læs også: Sådan kan du bruge FDM under corona-nedlukning
Skal ikke risikere bøde
FDM mener, de midlertidige ændringer giver god mening.
”Vi står i en helt ekstraordinær situation, hvor mange er utrygge, og det handler om at minimere smitterisikoen. Derfor synes vi, det giver god mening, at transportministeren for en periode ændrer reglerne for synsfrister, så bilejere der er syge eller følger myndighedernes anbefalinger om at blive hjemme, ikke risikerer bøder. Når det samtidig vurderes ikke at gå ud over trafiksikkerheden, kan vi kun bakke op om det,” siger adm. direktør i FDM, Thomas Møller Thomsen.
Trods den midlertidige ændring i reglerne, vil det mange steder stadig være muligt at få synet sin bil. Det gælder blandt andet hos FDM test og bilsyn, der forsat holder åbent.
Her har man dog indført en række forholdsregler, så bilejere blandt andet ikke længere kan være med under bilsynet, ligesom de modtager synsrapporten elektronisk.
Opretter nødberedskab
Udover de midlertidige ændringer opretter ministeren også et nødberedskab, som skal sikre, at visse samfundskritiske synsopgaver løbende kan varetages, hvis synshallerne beslutter at lukke ned af egen drift.
Nødberedskabet skal sikre, at tunge erhvervskøretøjer, som benyttes til vareforsyning, transport af farligt gods, dyretransporter mv., godkendelse og registrering af udrykningskøretøjer fortsat vil kunne blive synet.