Danmarks indgreb mod coronavirus rammer nu også bilejere, der skal til syn eller service med deres bil eller aflevere deres leasingbil.
OPDATERET 20. MARTS
Fra mandag den 16. marts har Motorstyrelsen lukket sine fire ekspeditionskontorer. Det betyder, at det ikke længere er muligt at afhente prøvemærker (prøveplader).
Prøvepladerne kan dog stadig bestilles over nettet til afhentning hos visse synsvirksomheder.
Det vil stadig være muligt at omregistrere biler med NemID på Motorregistret på Skats hjemmeside. Indtil videre kører det digitale motorregister normalt.
Også køreprøver vil være aflyst de kommende uger.
Læs også: Undgå coronasmitte i bilen
Hvis bilen skal til syn
Selvom det meste af Danmark lukker ned, er det ifølge Færdselsstyrelsen stadig muligt at få synet sin bil.
FDM test og bilsyn holder åbent som normalt.
Læs også: Sådan holder FDM åbent under corona-nedlukning
Mange steder vil du dog høfligt blive bedt om at opholde dig uden for synsafsnittet. Dermed er det ikke muligt for dig at overvære synet af din bil.
OPDATERING:
På baggrund af den nuværende corona-pandemi vil transportminister Benny Engelbrecht midlertidigt ændre reglerne for eksempelvis bilsyn. Ændringerne betyder, at ejerne af køretøjet ikke risikerer bøde eller at få klippet nummerpladen, hvis de ikke overholder synsfristen.
I første omgang gælder det for synsfrister, som er eller bliver overskredet i perioden fra og med den 15. marts 2020 til og med den 15. maj 2020.
FDM følger situationen og informerer, hvis der sker yderligere ændringer på bilsynsområdet.
Læs også: Hvad sker der, hvis jeg ikke overholder synsfristen?
Hvis bilen skal til service
Det er vigtigt, at din bil løbende serviceres.
Er din bil stadig omfattet af garanti, er det vigtigt, at du overholder serviceintervallet, ellers risikerer du, at garantien ikke dækker, hvis der opstår problemer. Typisk skal service foretages indenfor et givent tidsrum, ofte dage eller uger, eller inden bilen runder et bestemt antal kilometer.
FDM har tidligere oplevet, at nogle bilimportører har fortolket reglerne for overholdelse af service meget stramt, så selv små overskridelser har fået betydning.
Læs også: En serviceaftale kan være en god idé
”Selvom vi står i en helt ekstraordinær situation, der kan ligne force majeure, er det stadig vigtigt, at man som bilejer bestræber sig på at overholde serviceforpligtelser og -plan. Bliver man forhindret i at komme til service, eller er værkstedet lukket, er det vigtigt, at man kontakter sin forhandler eller importør. Man skal kunne bevise, at man aktivt har forsøgt at løse situationen,” siger afdelingschef i FDMs juridiske rådgivning, Lennart Fogh, og tilføjer:
”Men vi har en forventning om, at alle udviser konduite, både importør og forbruger, så vi sammen sikrer, at ingen kommer i klemme på formalia i den ekstraordinære situation.”
Læs også: Vigtigt at vide om serviceeftersyn
Samme melding lyder hos Bilbranchen i Dansk Industri.
I et svar til FDM skriver chefkonsulent i Bilbranchen Niels Bruun:
"Er en kunde kommet i problemer med at overholde et serviceinterval, opfordrer Bilbranchen til, at kunden hurtigst muligt kontakter forhandleren. Så vil der i det enkelte tilfælde eventuelt kunne blive noteret kilometerstand og lavet en aftale om, hvor langt kunden må køre.”
Læs også: Sådan gælder garantien på din bil
Hvis leasingbilen skal afleveres
Også hvis du har privatleaset din bil, har du pligt til at overholde service- og afleveringsfrister. Også her kan der opstå problemer som følge af indgrebet mod coronavirus.
Igen opfordrer FDM til, at du kontakter dit leasingselskab hurtigst muligt, hvis du bliver forhindret, eller det på anden måde ikke er muligt at aflevere bilen. Det kan være ved et tjek-ind i forbindelse med afleveringen.
Læs også: Det skal du vide om privatleasing
”Igen er det vigtigt, at man som leasingtager bestræber sig på at overholde sine forpligtelser og for forsøger at løse situationen aktivt,” siger Lennart Fogh.
For de leasingtagere, der ifølge kontrakten skal aflevere bilen til tjek-ind hos FDM test og bilsyn, er dette stadig muligt. For at begrænse smittespredningen vil leasingtager i den nuværende situation dog ikke have mulighed for at deltage i den uvildige gennemgang. Dette vil fremgå af tjek-ind-rapporten.