Corona rammer dit bilbatteri

Når vi i disse corona-tider, bliver hjemme så meget som muligt, kører vi færre og kortere bilture. Kombineret med lave nattetemperaturer oplever flere, at bilbatteriet ikke er stærkt nok til at starte motoren.

Tjek batteriet
Bilist

Mange bilister oplever i disse dage startproblemer med deres biler. Det skyldes to faktorer. For det første har vi haft et par nætter med lave temperaturer, for det andet har mange bilister ændret deres kørselsmønster på grund af corona pandemien.

Fordi man opfordres til at blive hjemme og begrænse sin offentlige færden, har mange valg helt eller delvis selvisolering. Dermed er køreturen på arbejde eller på besøg hos vennerne sat på standby. I stedet bruger vi nu oftere bilerne til korte ture, hvor du bruger mere strøm på at starte motoren end bilen kan nå at lade på til og fra supermarkedet.

Mange ringer efter starthjælp

Hos FDM vejhjælps samarbejdspartner, SOS Dansk Autohjælp, har de oplevet flere som ringer efter starthjælp end hvad der er normalt for årstiden.

- Medarbejderne i vagtcentralen var overrasket over, hvor mange henvendelser vi har fået på starthjælp, siger Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef for SOS Dansk Autohjælp. Hun siger, at det skyldes at der har været frostvejr, og kunder generelt kører kortere ture, og i kombination med at bilen står stille i flere døgn, giver det flere starthjælp.

Opladning af bilbatteri ved kørsel

I FDM genkender vi også udfordringer med bilbatterier, når bilisterne kun kører korte ture.

- Hvis du kører ned til Netto, så bruger du mere strøm på at starte bilen, end den kan nå at lade op på turen, siger Jørgen Jørgensen, seniortekniker i FDM rådgivning, og tilføjer, at det kan være en god ide, at køre en længere tur gerne på lande- eller motorvej, hvor motoren kommer op i omdrejninger. Rådet lyder, at man skal helst køre 40-50 km, men Jørgen Jørgensen advarer også om effekten.

- En lang køretur kan hjælpe her og nu på et svagt batteri, men du får ikke ladet det helt op, du får bare lavet en sjatladning. Så måske kan du starte i morgen, men det er ikke sikkert, at du kan starte i overmorgen. Hvis batteriet er defekt, så kan man ikke lade det op længere og så er eneste løsning, at købe et nyt batteri, siger Jørgen Jørgensen.  

Læs også: Sådan giver du starthjælp med startkabler

Forkortet levetid for batterier

Da de fleste kører korte ture, bliver batteriet typisk kun opladt mellem 50 og 70 procent. Typisk oplever man ikke problemer, når man kører dagligt, da batteriet hele tiden bliver ladt lidt op. Men når bilen holder stille, er der en mindre afladning af batteriet.

Det er typisk ikke et problem med et nyt batteri, der samlet set har en stor batterikapacitet, men kapaciteten falder i takt med at batteriet ældes. Derfor kan man opleve startvanskeligheder, hvis man har et ældre batteri. Forudsat bilen ikke har andre defekter end et defekt batteri, vil man opleve en driftssikker bil ved at skifte til et nyt batteri.

Frost giver startvanskeligheder

Årsagen til at mange oplever startproblemer efter en nat hvor der har været frost eller streng kulde er, at batterispændingen bliver lavere i koldt vejr. Så har ens batteri en begrænset kapacitet i forvejen, så kan en kold nat være den udløsende faktor til at bilen ikke vil starte næste dag.

Hvordan tester man et batteri?

Hvis din bil har svært ved at starte, så kan det være en god idé at få testet dit batteri. Som FDM-medlem kan du booke tid til en lygte- og batterikontrol, det er en del af dit medlemskab. Her kan testassistenten måle på dit batteri med en batteritester, om batteriet er i god stand eller om det er defekt og skal skiftes.

Læs mere: Medlemsfordel: Lygte og batterikontrol

Hvordan lader man et batteri?

Hvis du har fået undersøgt batteriet, og det ikke er defekt, så kan du oplade batteriet med en batterilader. Nogle batteriladere lader bare op, mens andre har forskellige ladecyklus hvor man kan få lidt mere liv i batteriet.

Kører du mange korte ture, bør du oplade batteriet en gang om måneden. Gerne hele året, men som minimum i vinterhalvåret. Ved at vedligeholde dit batteri giver du det en længere levetid, og det er den bedste løsning ud fra en miljømæssig betragtning.

Besøg FDMshop.dk

Særligt for dig med FDM vejhjælp

Har du FDM vejhjælp, kan du på udvalgte værksteder få testet batteriet. Klarer batteriet ikke testen, så får du et nyt kvalitetsbatteri uden beregning. Læs mere om hvor du kan få foretaget batteritjekket og evt. batteriskifte på linket herunder.

Læs mere: Medlemsfordel: Batteriskift