Mikkel vågner på en mark og forstår intet af, hvad der foregår. Langsomt går det op for ham, at han ikke er i live mere. Herefter besøger han de efterladte og ser, hvad hans død har betydet for dem.
Fiktionsserien på små 25 minutter fordelt på fire afsnit er en del af endnu en af de mange kampagner, der skal få unge til at tænke som om i trafikken. Denne er klart en af de bedre og mere tankevækkende. Den er værd at se for alle.
Selv om antallet af ulykker med unge på vejene er faldet over årene, så er de unge stadig overrepræsenteret i trafikulykker. Der er 3-4 gange højere risiko for at en 17-24-årig bilist ender i en alvorlig trafikulykke end for deres forældres generation. Det skyldes især de unges egen adfærd på vejene.
Fra 2015-2019 har 88 unge mellem 17-24 år mistet livet i et biluheld, og 690 unge i aldersgruppen er kommet alvorligt til skade i forbindelse med ulykker i bil, viser tal fra Vejdirektoratet.
En vigtig refleksion
Kampagnen fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden vises på de sociale medier de næste fire uger, og den kan også ses på www.sikkertrafik.dk/ung
Foruden fiktionsserien er der også udgivet en podcastserie, Når asfalten giver slip, hvor unge og pårørende fortæller, hvordan en voldsom trafikulykke i den virkelige verden har ændret deres liv.
De fire fiktionsfilm og podcastserien skal minde de unge om, at de ikke er alene i bilen. Når de vælger at køre for stærkt, dropper selen eller er uopmærksomme bag rattet, så kan det også få store konsekvenser for deres familie og venner.
Selv om de ikke er med i bilen, der kører galt, så kan de også blive voldsomt ramt.
”Vi har testet kampagnen på unge, og de har blandt andet sagt, at de fire film får dem til at tænke over, at det ikke kun går ud over dem selv, hvis de dør i en trafikulykke. Det er den refleksion, der er vigtig, og som formentlig gør det nemmere at sige fra næste gang, at vennerne kører hasarderet i trafikken”, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Utrygge over venners kørsel
I en ny undersøgelse blandt 1.109 unge, der selv kører bil eller er passager i bil med unge chauffører, har Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden spurgt, hvordan de oplever, at deres venner kører i trafikken.
50 procent svarer, at de inden for det seneste år har kørt med venner, hvis kørsel skabte utryghed. Ofte fordi vedkommende kørte for stærkt, var uopmærksom, påvirket, ikke brugte sele eller kørte hasarderet.
60 Procent af de unge sagde noget. Men mange unge fortæller, at de ikke sagde fra i situationen. 17 procent af dem siger, at de ville have ønsket, at de havde sagt fra.