Trods klip: Vi taler løs bag rattet – og bliver opdaget
Nyt om trafik og biler
11. marts 2021

Det har ikke fået danske trafikanter til at lægge den håndholdte mobiltelefon væk, at straffen blev skruet op i 2019. 25.000 fik i 2020 en bøde på 2.000 kr. og et klip i kørekortet. Det er lige så mange som årene før.
En bøde på 2.000 kr. og et klip i kørekortet er noget, der kan mærkes for de fleste. Alligevel taler og sms’er danske trafikanter på livet løs med deres håndholdte mobiltelefon - og kikker på dens skærm i det hele taget, uden at apparatet sidder i en holder.
I efteråret 2019 blev straffen for denne type uopmærksomhed skruet betydeligt op. At benytte håndholdt telefon og andre typer elektronisk udstyr kom op i kategorien, hvor det koster et klip i kørekortet og 500 kr. til Offerfonden. Dermed steg bøden fra 1.500 til 2.000 kr.
Men det har ikke fået det trafikfarlige problem til at falde. Godt 25.000 trafikanter, 70 om dagen, fik i 2020 en sigtelse for at bruge håndholdt telefon m.m. Det er en anelse flere end året før og det højeste antal siden 2016, viser Rigspolitiets tal.
Politiets kontrol har været uændret i omfang fra 2019 til 2020, mens trafikken er dalet lidt.

Brug af telefon er en af de helt store og farlige syndere blandt uopmærksomhed. Det koster 2.000 kr. og et klip i kørekortet at blive taget. Foto: Jens Astrup
646 bøder og klip på en uge
Antal forseelser med håndholdt udstyr
2016: 31.675
2017: 19.961
2018: 22.443
2019: 24.541
2020: 25.520
Kilde: Rigspolitiet
På blot en enkelt uge i februar i år, hvor politiet havde ekstra fokus på problemet, blev 646 trafikanter noteret for ulovlig brug af mobilen.
- Det er ærgerligt, at der stadig er alt for mange, der benytter håndholdt mobiltelefon og lignende apparater bag rattet, siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange, i en kommentar til de nye tal.
- Det siger sig selv, at man er mindre opmærksom, når man har blikket rettet på skærmen i stedet for ud af forruden, og det kan føre til ulykker, siger Dennis Lange.
Han peger på, at med den udbredte eksistens af bluetooth og Apple Carplay/Android Auto i moderne biler kan det undre, at så mange bilister stadig føler behov for at have elektronikken i hånden.
Ud over den hårdere straf har Rådet for Sikker Trafik forsøgt at appellere til bilisternes ansvarlighed gennem bl.a. kampagnen 'Læg mobilen, så er du lægger'. Det er der blandt andet kommet denne film ud af:
Se kampagnevideoen fra Rådet for Sikker Trafik
En lille andel af de 25.500 syndere i 2020 og dermed en smule af stigningen kan skyldes, at flere apparater blev omfattet, da de nye regler trådte i kraft i september 2019. Nu gælder det håndholdt teleudstyr og kommunikationsapparater i bred forstand, f.eks. også håndholdt navigationsudstyr, tablet og smartwatch.
Mest snak
Politiet har dog ikke tal for, hvor mange af bøderne der skyldes de nye typer udstyr.
Men Rigspolitiet kan oplyse, at den primære årsag til bøderne er, at trafikanterne taler i telefon, men dog skarpt fulgt af at skrive beskeder, ligesom det ret hyppigt sker, at trafikanterne tager billeder og filmer.
Cyklister står for knap ti procent af sigtelserne, både i 2019 og 2020.