En Porsche til godt 2.000 kr. pr. måned lyder for fantastisk. Og det er det også. Ikke desto mindre er mange faldet over annoncer med meget billige brugtbiler – både eksotiske drømmebiler og mere almindelige bilmodeller.
For i kølvandet på succesen med privatleasing, hvor du leaser en ny bil på ordentlige vilkår, er der kommet et væld af kreative leasingløsninger med brugte biler. De er svære at gennemskue og kan ende med at koste dig dyrt.
Begrebet „privatleasing“ dækker ofte over en aftale om at leje en bil i mere end seks måneder – oftest i et til tre år. Leasingkontrakterne kan have forskellige vilkår, men en del leasingselskaber bruger FDM og Finans og Leasings fælles kontrakt, der giver dig en høj grad af tryghed, når du leaser din bil.
Dyre reparationer på leasingbiler
I skarp kontrast hertil står fleksleasing eller finansiel leasing, hvor vilkårene i kontrakten varierer meget, og som generelt er mere risikabelt end privatleasing.
Du skal særligt være opmærksom på, at du normalt selv hæfter for, at bilen efterfølgende kan sælges igen til en på forhånd aftalt pris. Du står desuden selv for løbende vedligeholdelse og udgifter til bilens reparationer.
– Vi får løbende henvendelser fra medlemmer, der har haft dyre reparationer på deres fleksleasede biler; nogle løber op i 35-50.000 kr., fordi det ofte er specialbiler med dyre reparationer, siger advokat i FDM rådgivning Abid Khan.
Fælderne i fleksleasing
Derfor er det vigtigt, at du allierer dig med en fagperson, når du skal have kontrolleret bilen, før du indgår leasingaftalen. Specialbiler kan være kørt hårdt eller have særlige skavanker, og da reparationerne er dyre, er det særlig vigtigt at få bilen set grundigt efter.
Du kan overveje en af de tillægsforsikringer, som nogle leasingselskaber tilbyder. Men de rummer ofte mange undtagelser og kan derfor ikke sidestilles med den sikkerhed, en privatleasingaftale giver.
Er du ved at indgå en fleksleasingaftale, så husk, at FDM tilbyder at gennemgå medlemmernes leasingkontrakter, så du kan være sikker på at indgå en aftale på ordentlige vilkår. Så skriv ikke under, uden at FDMs jurister har været inde over aftalen.
Salg af leasingbilen kan blive dyrt
Prisen er det, som får mange til at falde for fleksleasing. Her skal du være opmærksom på, at selvom leasingydelserne er lave, så er de ikke altid opgivet med moms. Husk også at undersøge, om bilens restværdi er med eller uden moms, for det er afgørende, når du skal sælge den videre.
Stort set alle fleksleasingaftaler indeholder et krav om, at du kan henvise til en køber, når kontrakten ophører. Du må nemlig ikke have til hensigt at købe bilen ved indgåelse af aftalen. Derfor er det vigtigt, at du er sikker på, at bilens restværdi – der er uden registreringsafgift – er realistisk efter kontraktens ophør.
Hvis bilen sælges med tab, er det nemlig dig, der skal betale. Og så kan den „billige“ bil blive et særdeles dyrt bekendtskab.
Er du i tvivl om køb af brugt elbil?
Husk, du kan som medlem af FDM få hjælp og rådgivning om køb af bil. Det gælder naturligvis også for både plugin-hybrider og elbiler, uanset du du vil købe en ny eller en brugt.