Er du blandt de mange brugere af EasyParks populære parkerings-app, har du måske betalt lidt for meget for dine parkeringer.
Ifølge Forbrugerombudsmanden har EasyPark nemlig skjult et gebyr på 15 procent oven i parkeringsprisen ved brug af appen. Derfor har Forbrugerombudsmanden nu politianmeldt EasyPark.
Overtræder markedsføringslov
Forbrugerombudsmanden vurderer, at EasyPark har overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning ved blandt andet at skjule, at det koster et gebyr på 15 procent af parkeringstaksten oven i parkeringsprisen, når bilisterne betaler med selskabets parkerings-app. Den pris, der vises i appen, omfatter gebyret til EasyPark på 15 procent af parkeringsprisen.
Konkret anmeldes EasyPark for ikke at oplyse om gebyret på de 15 procent på p-pladsernes skilte, ikke tydeligt at oplyse om gebyret ved download og tilmelding til p-appen og ikke tydeligt at oplyse om det på selskabets egen hjemmeside.
I både appen og på hjemmesiden skal brugerne klikke sig ind på ’Hjælp’ og herefter gennem flere underfaner, før oplysningen om, at man betaler 15 procent oven i parkeringsprisen, fremgår.
Forbrugere skal kende den fulde pris
”EasyPark har efter vores vurdering skjult over for brugerne af appen, at det koster et gebyr på 15 procent af parkeringsprisen at anvende appen. Vi anser det for en alvorlig overtrædelse af forbuddet mod vildledning, og vi har derfor politianmeldt selskabet,” udtaler forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.
”Som forbrugere skal vi naturligvis vide, hvis vi skal betale for at anvende en app, inden vi beslutter, om vi vil anvende den. Det gælder for app som for alle andre produkter. Ellers kan vi ikke varetage vores økonomiske interesser. Mange betalinger foregår i dag digitalt for eksempel via apps på mobilen, hvor vi giver virksomheder adgang til at hæve betalinger på vores konti. Det forudsætter, at vi kan have tillid til, at virksomheder ikke hæver flere penge end aftalt,” fortsætter Christina Toftegaard Nielsen.
Upræcis GPS kan udløse p-afgift
Ud over gebyret på 15 procent er EasyPark også politianmeldt for ikke at have oplyst brugerne af appen tydeligt om, at lokalitetsfunktionen i EasyParks app afhænger af telefonens GPS-funktionalitet, som kan være upræcis.
Det er bilisternes eget ansvar at sikre, at bilen er parkeret i det område, der fremgår af p-appen.
Oplysningerne om det står først på side 6 og 11 i EasyParks vilkår og betingelser samt under hjælpefunktionerne i EasyParks app og på EasyParks hjemmeside flere klik væk fra hovedsiderne, påpeger Forbrugerombudsmanden.
FDM har tidligere beskrevet, at netop fejlagtig GPS-funktionalitet er årsag til mange p-afgifter.
Forbrugerombudsmanden skriver, at EasyPark har oplyst, at brugerne bliver informeret om, at ’Mobilens GPS kan variere’, når de downloader appen. Nogle forbrugere modtager desuden en pop-up meddelelse i appen, når der er flere parkeringsområder tæt på hinanden. Det ændrer dog ikke på Forbrugerombudsmandens opfattelse.
EasyPark: Kunderne er vigtigst
I forlængelse af politianmeldelsen har EasyParks landedirektør Bernd Reul sendt FDM en kommentar:
”Tilfredse kunder er det vigtigste for EasyPark, så vi ser med alvor på sagen, men vi er dog uenige i vurderingen fra Forbrugerombudsmanden. Vi mener at vores kommunikation har været i overensstemmelse med loven, og kunderne har altid fået oplyst den samlede pris inklusive servicetillægget når de har drejet på hjulet i appen. Vi samarbejder fuldt ud med myndighederne om at få løst sagen hurtigst muligt,” skriver han.
Har du fået en urimelig p-afgift?