Euro NCAP-stjernerne lyser godt op over bejlerne til titlen som Årets Bil i Danmark 2022, der kåres
30. november. Flere af bilerne kan allerede smykke sig med de maksimale fem stjerner, og flere kommer til.
I årets sjette Euro NCAP-test er fire ud af testens fem biler med i kampen om at blive Årets Bil. Og alle fire biler – Ford Mustang Mach-E, Hyundai Ioniq 5, Hyundai Tucson og Toyota Yaris Cross – kører uden problemer de maksimale fem stjerner i hus.
Kun testens femte bil, Hyundai Bayon, snubler i sikkerhedstesten og må ’nøjes’ med fire Euro NCAP-stjerner.
Se alle Euro NCAP's sikkerhedstest
Testens biler
5 Euro NCAP-stjerner:
Ford Mustang Mach-E
Hyundai Ioniq 5
Hyundai Tucson
Toyota Yaris Cross
Volvo XC40 Recharge (2018)
VW Touareg – PHEV (2018)
4 Euro NCAP-stjerner:
Hyundai Bayon
Fords første elbil
”Der er ikke mange fingre at sætte på sikkerheden i den seneste Euro NCAP-test, som endnu en gang viser, at nye biler er sikrere end nogensinde før. Det gælder ikke mindst Hyundai Ioniq 5 og Mustang Mach-E, som er Fords første rene elbil. Ford har annonceret, at de om få år kun vil lave elbiler, og med Mustang Mach-E kommer de godt fra start med en tårnhøj sikkerhed. Kollisionssikkerheden er ikke bare rigtig god, Mustang Mach-E har som en af få nye biler en nødbremse, endda som standard, der ser og bremser for bløde trafikanter, når bilen bakker,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen, og tilføjer:
”Også Hyundai Ioniq 5, der ligner en rigtig dansker-elbil, udmærker sig. Det samme gør Toyota Yaris Cross, som er en ny SUV-udgave af Toyota Yaris, der tidligere i år blev kåret som Car of the Year i Europa. Alle tre biler er oplagte kandidater til at blive Årets Bil i Danmark”.
Både Ford Mustang Mach-E og Hyundai Ioniq 5 er med i FDMs kommende gruppetest af elbiler.
Hyundai sjusker med sikkerhed
Skal man endelig pege på en enkelt torn i buketten af rosende ord til bilernes sikkerhed, er det Hyundai Bayon, der som den eneste bil lander på fire store stjerner.
”Fire Euro NCAP-stjerner er ikke noget dårligt resultat, og Hyundai Bayon er langt hen ad vejen en moderne og sikker bil. Alligevel ærgrer det, at Hyundai på enkelte punkter går på kompromis med sikkerheden. For eksempel ved at spare en airbag mellem forsæderne væk eller ved en mindre god nødbremse. Det koster den femte stjerne. Det er muligt, at Hyundai Bayon er tiltænkt markeder, hvor sikkerheden ikke vægtes lige så højt som i Europa, men det bør ikke være en undskyldning, når nu Hyundai har vist, at de godt kan lave sikre biler,” siger Søren W. Rasmussen.
Ud over testens fem biler er elbiludgaven af Volvo XC40 (Recharge), der også er med i kampen om
at blive Årets Bil, og VW Touareg i en plugin-hybrid-udgave blevet genberegnet. Bilerne er begge testet til fem stjerner i 2018, og de overføres til de nye elektriske udgaver.
Hvilket sikkerhedsudstyr skal din bil have?
Gå aldrig på kompromis med sikkerheden. Som medlem af FDM kan du altid få rådgivning af vores eksperter, når det gælder sikkerheden i din bil.