Europa hæver færdselsbøderne – så høje er de

Det er blevet lidt dyrere at få en ’hilsen’ med hjem fra turen ud i Europa. Flere lande har fordoblet deres fartbøder. FDM har samlet en oversigt over de forskellige bødetakster rundt om i Europa.

Politiet udfører også fartkontroller i udlandet.
Bilist

Sæsonen for de tyske julemarkeder nærmer sig. Det samme gør skisæsonen på de europæiske løjper. Begge dele får hvert år mange danskere til at pakke bilen og køre syd- eller nordpå. Kør selv-ferie har i det hele taget været en af danskernes foretrukne ferieformer i årtier.

Men selvom man er langt hjemmefra, skal man stadig overholde færdselsloven og køre efter forholdene. Men en ulovlig overhaling eller en lidt for tung speederfod kan ikke bare være farligt. Det kan også nemt gøre ferien en del dyrere.

Flere europæiske lande har nemlig igen justeret deres bødetakster for en lang række trafikforseelser. Det viser FDMs nye oversigt over taksterne for en række trafikforseelser i 21 europæiske lande.

Se bødetaksterne her

Tyskland fordobler fartbøder

Særligt i Tyskland har man fra november hævet fartbøderne – i visse tilfælde til det dobbelte. Det betyder, at kører man 20 km/t. for stærkt i byen, er bøden nu på 70 euro mod tidligere 35, mens den uden for byzonen er steget fra 30 til 60 euro. Når speedometernålen helt op på 100 km/t., hvor den tilladte hastighed er 50 km/t., vanker der nu en bøde på 400 euro, ca. 3.000 kroner, mod tidligere 200 euro.

Også i Kroatien, der er blandt danskernes feriefavoritter, har bødetaksterne fået et ordentligt nøk opad. Eksempelvis er bøden for at køre mere end 50 km/t. for stærkt hævet fra 400 til nu fra 675 euro, mens bøden for at køre spirituskørsel er steget fra 95 til nu fra 405 euro.

Kører man uden sikkerhedssele eller taler i håndholdt mobil, er bøden mere end fordoblet til 135 euro. Tilsvarende er bøderne i Italien og Frankrig de senere år hævet.

Bødetakster har ligget lavt

”Der er et stort fokus på trafiksikkerhed i Europa. Det afspejler sig i bødetaksterne, som de senere år er blevet hævet markant i flere lande. Både når det gælder for høj fart, brug af håndholdt mobil bag rattet og spirituskørsel. Det skal dog med, at bødetaksterne i nogle lande før har ligget på et lavt niveau,” siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange.

Stik ikke af fra bøderne

Selvom bøden først dukker op, efter man er kommet hjem, bør man ikke ignorere rudekuverten. Siden 2017 har en lang række EU-lande nemlig haft mulighed for at inddrive bøder direkte i Danmark, ligesom bøder over 70 euro kan inddrives via de danske myndigheder.

”Får man en bøde på ferien, skal man naturligvis betale den. Og selvom den først dukker op, når man er kommet hjem igen, skal man altså ikke regne med at kunne slippe for at betale. Betaler man ikke, risikerer man en ubehagelig overraskelse, hvis man stoppes i samme land senere. Det kan også være i en paskontrol ved grænsen eller i lufthavnen. Omvendt kan man i flere lande få op mod 50 procent i rabat, hvis man betaler bøden inden for få dage eller på stedet. Gør man det sidste, er det dog vigtigt, at man får en kvittering,” siger Dennis Lange.

Har du brug for hjælp?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter. Også hvis du er i tvivl om bøden, du har fået på ferien.

Kontakt rådgivningen