Nyt trick: Få billig strøm til elbilen

Strømpriserne stiger i takt med energipriserne i Europa, og priserne er til tider så høje, at det kan svare sig at planlægge opladning af elbilen, hvis du ikke har fast pris på strøm.

Det er typisk, når der laves meget el med sol og vind, at der det er billigst at lade.
Bilist

Strømmen i Europa har mange fædre. Noget strøm stammer fra vedvarende energikilder som vandkraft, sol og vind, mens andet produceres med kul, gas, olie og atomkraft. Og da priserne på bl.a. olie og gas er steget, er strømpriserne også steget det seneste års tid. Det startede i efteråret 2021, og der er generelt en stigende tendens.

Strømprisen svinger meget voldsommere end olieprisen. Inden for et døgn kan den stige med flere hundrede procent for at falde igen et par timer eller et døgn senere. Tilbage i marts svingede strømprisen mellem 1,69 kr. og 8,61 kr. pr. kWh med timers mellemrum.

Strømprisen består af den rå strømpris, diverse tillæg og en afgift til staten. I Motors bilbudget for 2022 har vi regnet med en strømpris på 2,85 kr. pr. kWh. Det svarer nogenlunde til de gennemsnitlige elpriser i februar 2022, da prisstigningerne som følge af krigen i Ukraine ikke var slået igennem. Gennemsnitsprisen for marts måned steg cirka med en krone pr. kWh, mens den er faldet lidt i april måned. 

Spar 30-50 kr. pr. opladning 

I starten af marts var der voldsomme udsving i strømprisen, hvor der inden for tre dage var en prisforskel på 280 kr. på en enkelt opladning a 50 kWh på en elbil. Det er sjældent, priserne varierer så meget. Typisk vil du kunne spare 30 til 50 kr. ved at oplade bilen om natten i stedet for at lade om aftenen, hvor strømmen typisk er dyrest.

Det er kun, hvis du har variabel strømpris, at der er stor forskel på, hvornår det er billigst at lade. Har du fast pris på strømmen, kan du kun spare lidt på ikke at lade mellem 17:00 og 20:00 om vinteren, hvor flere netselskaber opkræver en højere takst for transport af strømmen. 

Nye nettariffer fra 2023 bliver indført for alle privatkunder i hele landet mellem 17:00 og 21:00. Til gengæld bliver nettarifferne lavest for privatkunder, fx til at lade elbilen om natten, mellem midnat og kl. 6.00.

Har du variabel strøm, og overvejer du at skifte til fast strøm, er udvalget lille, og derudover er priserne p.t. høje, fordi der er usikkerhed omkring energipriserne i den kommende tid. Så det er et dårligt tidspunkt at tegne en aftale med fast pris på strømmen. 

– I usikre tider søger mange forbrugere i sikker havn i form af fastprisaftaler, men elselskaberne fjerner varen fra hylderne, og andre selskaber opsiger eksisterende kunders aftaler. Derfor skal man være opmærksom som forbruger, og man kan med fordel søge nye aftaler eksempelvis på elpris.dk, hvor man kan få overblik over faste og variable aftaler og sammenligne aktuelle priser, siger chefkonsulent i FDM Ilyas Dogru. 

Besparelse ved at lade om natten

Lad elbilen midt på dagen

Generelt er det billigst at lade om natten, men ikke hver nat. For både strøm fra sol og vind påvirker i høj grad strømprisen. Så vil du lade billigst muligt, bliver du nødt til at følge med i strømpriserne på en app eller hjemmeside.

Det er naturligvis ikke altid, man kan udskyde en opladning, men ofte vil du kunne spare penge ved at lade intelligent. Og selvom nattaksterne ofte er lave, så er en ny tendens, at strømmen er billig midt på dagen. Det er eksempelvis, når der både er meget energi fra vind og sol i stikkontakterne. Når det sker i weekenden, hvor industrien typisk har lukket, så falder priserne i takt med efterspørgslen.

– Hidtil har priserne primært været lave om natten, og det har passet godt til elbilejere, der kan lade, mens de sover. Den billige strøm i dagtimerne kan man som elbilejer ikke altid bruge til noget, fordi ens lader står hjemme og ikke på arbejdspladsen. Derfor anbefaler vi, at man holder øje med strømprisen, hvis man vil lade billigst muligt, lyder rådet fra Ilyas Dogru.

Du kan se strømpriserne på diverse strøm-apps til mobilen, dog virker nogle af dem kun, hvis du har en aftale med selskabet. Der er også en privat hjemmeside, der viser priserne et døgn frem og samtidig har historik. Den kan du besøge på linket herunder: 

Eksternt link: Se elpriserne nu og i morgen

Mange elbilister har en ladeaftale med Clever, hvor man som en del af abonnementet også kan lade ude i byen. Så hvis strømprisen for at lade hjemme er meget høj, kan man spare penge ved at bruge offentlige ladestandere. Af hensyn til den gode ladeskik anbefales det dog, at man undlader at optage lynladerne, hvis primære funktion er at hjælpe elbilister på langtur. 

Er du tvivl om valg af ladeløsning?

Husk, du kan prøve FDMs beregner til ladeløsninger. Den hjælper med at finde frem til en ladeløsning, som matcher dine behov. 

Prøv beregner