Bøder, ridser og andre kedelige ferieminder - Sådan fikser du det

Nogle gange får man lidt mere med sig hjem fra kør selv-ferien, end man kunne ønske sig. Her får du tip til at klare insektfilmen, mærkatklisteret, stenslaget, ridsen og bøden.

Illustration af Peter Heydenreich
Bilist

Når bagagen er pakket ud efter ferien, og bilen er gjort ren, kan der stadig være nogle knap så rare ferieminder, der skal fikses. Se, hvordan du gør: 

 

Bøder

Der er nok af grunde for den lokale ordensmagt til at stange dig en bøde på ferien: hastighedsoverskridelse, ulovlig parkering, manglende miljømærkat ... Listen er lang, og færdselsregler på de typiske kør selv-destinationer kan du se på fdm.dk.

EU-lande kan inddrive bøder i Danmark uanset bødestørrelsen, og en række af dem kan også inddrive bøder på over 70 euro via de danske myndigheder. Tjek, om bøden er reel, ved bl.a. at kontrollere nummerpladen, og om tid og sted for forseelsen passer. Og så er det ellers bare at betale – eller klage, hvis du er uenig i bøden.

Læs mere: Se bødetakster i europæiske kør selv-lande

Mærkater

Motorvejsmærkater til f.eks. Østrig gælder kun i en kort periode, så de kan med fordel fjernes igen. Brug en glasskraber eller en skraber til vignetter og mærkater, der f.eks. kan købes på FDMshop.dk.

Fjern rester af lim på ruden med ruderens, sprit eller rensebenzin. 

Besøg FDMshop.dk: Køb skraber til vignetter og mærkater

Stenslag 

Det er nærmest umuligt at undgå stenslag i bilens forrude, og sker det på ferien, så beskyt det med et lille stykke tape. Reparation af stenslag er inkluderet i dit FDM-medlemskab, og det kan også være dækket som friskade af dit forsikringsselskab. Få det repareret, når du kommer hjem, så det ikke risikerer at blive større, og hele ruden skal skiftes.

Læs mere: Værd at vide om stenslag

Ridser i lakken

Har døren været lidt for tæt på en mur eller indkøbsvogn, kan du overveje selv at ordne mindre ridser på bilen. Start med at vaske bilen, og rens ridserne med affedtningsmiddel, og se så, om de kan poleres væk. Er de stadig synlige, kan du duppe dem med en lakstift, så du lukker ridserne. Hvis du ikke har én, så køb den rigtige nuance hos bilforhandleren eller online, og husk at følge brugsanvisningen. Polér området, når lakken er tør.

Læs mere: Sådan plejer du bilens lak

Insekter

De flyvende smådyr, der splatter ud på forruden, kofangeren, lakken og sidespejlene, bliver vindtørre og sætter sig rigtig godt fast. De kan ikke umiddelbart fjernes med en klud, og en tur i vaskehallen fjerner ret sikkert ikke dem alle. Så sørg for at lægge dem i blød med insektfjerner eller en klud med vand, så de er nemmere at fjerne, når vaskehallen eller du selv vasker bilen ren.

Læs mere: Gode råd om bilvask

Illustrationer: Peter Heydenreich

Trænger bilen til en ordentlig rengøring efter ferien? 

I FDMs butik på FDMshop.dk finder du et bredt udvalg af gode produkter til bilens pleje og bilvask. 

Besøg FDMshop.dk