Vi er netop taget afsted fra Frederiksberg, og det støvregner. En oplagt dag at tage bilen, men også en udfordring, fordi mange andre gør det. Derfor giver det mening, at flere kører sammen, ligesom Benjamin Rochette har valgt at gøre.
Stort set hver dag samler han en eller to passagerer op på sin vej til arbejdspladsen i Humlebæk. I dag er det Camille Ronceray, vi skal hente. Hun er den blandt hans kolleger, der oftest kører med.
Han opretter både ud- og hjemture i samkørselsappen Ta’Med ud fra sin arbejdskalender og de tidspunkter, han skal bringe og hente børn. Passer det med Camilles kalender, skynder hun sig at booke et lift. Hun står klar til tiden, da vi fem minutter efter afgang kommer forbi hendes adresse.
Da vi er på plads i bilen, tjekker hun ind på turen i sin app og betaler derved Benjamin 24 kr. for sit lift. Den første del af køreturen går gennem byen, mens anden halvdel er motorvejskørsel nordpå. Benjamin kører friskt til, og i de biler, vi passerer, er der ikke mange, hvor der sidder flere personer, ligesom vi gør.
Meget CO2 at spare
De få personer i kabinerne fik i efteråret Vejdirektoratet til at lancere kampagnen „Hvorfor ikk’ følges, når vi skal samme vej“. Her var der fokus på, at færre biler gør det nemmere at komme frem, at der bliver mindre CO₂-udledning pr. person, og at man får en økonomisk gevinst ved at dele udgiften.
"De seneste årtier har vi fået flere og flere biler, men udnyttelsen af den enkelte personbil er faldet. Det vil være rigtig godt, hvis vi bliver bedre til at køre sammen. For det giver god mening for privatøkonomien, det reducerer trængslen, og så er det en gevinst for klimaet. Nogle vil måske endda opleve, at det er hyggeligt at køre sammen med andre", siger afdelingsleder i Vejdirektoratet Andreas Egense.
Hvis 10 procent af alle solopendlere begyndte at køre sammen, ville den årlige CO₂-udledning i Danmark falde med ca. 200.000 ton. Det svarer til den årlige opvarmning af cirka 35.000 parcelhuse med oliefyr og til omkring 0,5 procent af den samlede klimabelastning i Danmark. Desuden ville det betyde, at flere kom hurtigere frem, og i alt ville trængslen falde med cirka fire millioner timer om året.
"Der er også meget at vinde for den enkelte. Tager du to gennemsnitlige bilpendlere, der har 42,5 km til og fra arbejde, vil de tilsammen spare cirka 24.000 kr. om året, hvis de begynder at køre sammen. På klimakontoen vil de spare cirka 1.300 kg CO₂, og det svarer til, at de hver dropper en årlig flyrejse, eller den ene holder op med at spise kød", påpeger Andreas Egense.
Gider ikke samkørsel
I bilen har Benjamin og Camille 45 minutter sammen, inden de er fremme ved deres arbejdsplads, Coloplast. De to franske kolleger mødte hinanden via samkørselsappen, og siden er det blevet til mange ture sammen. Statistikken i Benjamins app viser, at han nu kører tur nr. 273, og at han har samkørt flere end 9.000 km. Camille er tæt på 200 ture.
"Jeg tjener cirka, hvad der svarer til en tankfuld om måneden. Men det vigtigste for mig er klimaet, og dernæst at jeg får lov at møde folk, jeg ikke ellers ville have mødt", siger Benjamin Rochette.
Men langtfra alle tænker på den måde. Folk gider nemlig ikke køre med andre, viser en analyse om at fremme samkørsel fra Transportministeriet.
Den primære grund er, at de ganske enkelt foretrækker at være alene i deres bil. Blandt de øvrige forklaringer er, at det er mindre fleksibelt, at det er utrygt at køre med fremmede, at det er besværligt, at det forlænger rejsetiden, og endelig at bilisten ikke ved, hvordan han eller hun finder nogen at køre med eller tilbyde et lift.
Kun 10 procent af deltagerne i rapporten har prøvet enten at tilbyde eller benytte samkørsel. Det passer meget godt med Loyalty Groups AutoIndex-undersøgelse, der tager temperaturen på bilejernes tilfredshed, og som Motor bringer resultatet af hvert år i maj. Her svarer godt 12 procent, at de vil give et lift, mens 11,5 procent angiver, at de vil modtage et lift.
Man bør kaste sig ud i det
Den statistik er ærgerlig, mener Steen Iver Knudsen og Gitte Thrane Mortensen, der pendler sammen fra Djursland til deres fælles arbejdsplads i Aarhus.
FDM.dk har også været med på bagsædet af Steens bil. Han udbyder ture via FDMs app Ta’Med på stort set alle hverdage, hvor han ikke arbejder hjemme eller har andre planer. Gitte tilmelder sig turen, når det passer hende, og de har kørt sammen to-tre gange om ugen siden september 2021.
"Det virker for os, og det er hyggeligt at køre sammen med Steen. Så jeg synes jo bare, man skal prøve at kaste sig ud i det, for det kan jo være, at det er en god oplevelse. Hvis ikke, så kan man jo bare stoppe igen", siger Gitte Thrane Mortensen.
For lille gulerod
Gennem arbejdet med samkørselsappen Ta’Med kender FDM godt til den skepsis over for samkørsel, som flertallet af bilister har.
"Det kan være svært at ændre sine hverdagsvaner med at køre til arbejde alene i sin egen bil, men det er ganske enkelt nødvendigt, at flere kører sammen, for at holde trængslen i skak – især i de mange områder, hvor kollektiv transport ikke er et reelt alternativ. Her kan samkørsel spille en vigtig rolle", siger afdelingschef i Økonomisk Politisk Sekretariat i FDM Torben Lund Kudsk.
Han peger på, at der ligger en økonomisk gevinst for den person, der åbner sin bildør og tager en passager med. Pengene kan være et godt supplement i tider med høje el- og brændstofpriser.
"Men beløbet bør være meget større, hvis der skal fart på samkørsel. Der findes klare regler for fradrag, hvis man udlejer sin lejlighed, sit sommerhus eller sin bil. Men når man samkører, er det svært at regne fradraget ud, for man må kun tage betaling for løbende udgifter som brændstof, service, dækslitage mv. for den konkrete tur. Men det er svært og dermed bliver det mindre interessant at kaste sig ud i det", siger Torben Lund Kudsk.
Som reglerne er i dag, har bilejere ret til at modtage skattefri kompensation fra en passager til dækning af dennes andel af udgifterne til kørslen, fordi der er tale om deling af fælles udgifter. Betalinger fra en passager, der overstiger passagerens andel af transportudgifterne, er dog skattepligtige.
Torben Lund Kudsk efterlyser en fast takst pr. kilometer, så folk ikke risikerer at tage for meget og dermed risikerer at lave skatteunddragelse.
"Det vil være en relativt nem måde at nedbringe trængslen og hjælpe klimaet på", påpeger han.
Minister er positiv
Men skattereglerne står i vejen. I en analyse om fremme af samkørsel, der blev udgivet af Transportministeriet i august sidste år, fremgår det, at „De skattemæssige rammer for samkørsel opfattes derudover som uklare, idet mange brugere er usikre på, hvad der må opkræves i betaling uden beskatning til følge“.
Af analysen fremgår det også, at Skatteministeriet vurderer, at de mulige tiltag på skatteområdet, med undtagelse af en forenklet opgørelse af samkørselsudgifter, vil give kontrolmæssige udfordringer. Og det vil være vanskeligt at opnå meget mere samkørsel, uden at det vil have „væsentlige negative provenumæssige konsekvenser“.
FDM.dk har spurgt skatteminister Jeppe Bruus (S), hvad regeringen vil gøre for at modernisere skattereglerne og fremme samkørsel. I et skriftligt svar udtaler han:
"Samkørsel kan være et vigtigt bidrag til den grønne omstilling, betyde mindre trængsel på vejene og spare danskerne for penge. Derfor vil jeg gerne være med til at se på, hvordan vi kan gøre det mere enkelt at være fælles om udgifterne ved samkørsel".
Skatteministeriet vil desuden undersøge muligheden for at indføre en simplere måde at opgøre de udgifter på, der kan modtages skattefrit fra passagerer ved samkørsel.
For Steen er økonomien ikke afgørende, når han tager Gitte med på sin tur til deres arbejdsplads i Aarhus.
"Gitte betaler 20 kr. for en tur, og det er cirka det halve af prisen for bussen, der tager længere tid. Så det er hurtigere, og så går vi begge op i, at vi ikke kører den samme tur i hver sin bil, men i stedet deles og dermed hjælper klimaet", siger Steen Iver Knudsen.
Fransk forbillede
FDM efterlyser også, at der kommer et bedre samspil mellem kollektiv transport og samkørsel. I dag benytter trafikselskaber sig af taxaer eller Flextrafik, når de skal dække huller i den kollektive trafik.
"Her vil det jo være oplagt at se, om der i samkørselsportalerne er billigere ture i området, der alligevel skal køres, inden der bestilles andet og dyrere transport. Men det kræver igen en lovændring", siger Torben Lund Kudsk.
I Frankrig er netop dét en mulighed, ligesom de franske virksomheder har pligt til at lave et grønt regnskab for deres medarbejderes transport til og fra arbejde.
"Vælger deres ansatte at samkøre eller tage cykel, eller vælger de en anden grøn transportform, får de et skattefrit tilskud af virksomheden. Når folk får penge i hånden for at tage andre med i bilen, og der er et øget fokus på det fra virksomhederne, vil flere gøre det", forudser Torben Lund Kudsk, der samtidig opfordrer virksomheder til at acceptere skæve mødetider og hjemmearbejdsdage for at være med til at sprede trafikken og dermed mindske trængslen.
Transportministeriets analyse peger på lignende løsninger som de franske for at fremme samkørsel og supplerer med flere former for økonomiske incitamenter, etablering af flere samkørselspladser og reservering af vejbaner til samkørsel.
FDM.dk har også spurgt skatteministeren, om han vil lade sig inspirere af de franske erfaringer, men det har han ikke svaret på.
I analysen fra Transportministeriet fremgår det, at udbetaling af et skattefrit beløb til ansatte, der kører sammen til og fra arbejde, vil komplicere skattesystemet og ikke vil harmonere med princippet om, at arbejdsvederlag som udgangspunkt skal beskattes.
Fremme i Humlebæk bakker Benjamin bilen ind i p-båsen, og de afslutter begge turen i deres app. Camille har allerede booket en tur hjem.
Vil du også Ta'Med?
Ta'Med er FDMs samkørsels-app, der gør det nemt at køre sammen med andre, når du skal til og fra din arbejdsplads.