Rækkevidden kommer for alvor under pres, når elbilen sættes til at trække en anhænger eller en campingvogn. Det kræver ekstra energi, og derfor tømmes bilens batteri hurtigere. Så er campingferie i elbil ren utopi?
Det satte FDMs tyske kolleger hos ADAC sig for at undersøge med en 1.200 km lang testtur gennem fire lande og op over Alperne. Valget af elbil faldt på Kia EV6, der blev koblet sammen med en campingvogn på 1.600 kg. Den fik 400 kg udstyr indenbords for at øge vægten, så det svarede til en ferieoppakning.
Pas på vægten
Elbiler er ofte meget tungere end brændstofbiler, og det kan give udfordringer med kørekortet, når du kører med påhængsvogn. Oftest skal du have et BE- eller B+-kørekort, da vogntogets totalvægt overstiger de 3.500 kg, som et almindeligt B-kørekort giver ret til at køre.
Testturen viste som forventet, at elbilens rækkevidde med campingvogn skrumpede markant, og den gik fra omkring 400 til 200 km. Det gjorde det muligt at køre i to-tre timer, før det var tid til at lade elbilen.
Dette gælder ikke kun for EV6. Som tommelfingerregel kan man godt regne med, at elforbruget fordobles, når man kører med campingvogn med 80 km/t. sammenlignet med solokørsel på motorvej med 110 km/t.
Pauserne til opladning kom på passende tidspunkter, hvor chaufføren kunne hvile, og det behøvede ikke at tage lang tid, da elbilen blev lynladet ved opladere langs motorvejsnettet.
Her var det en fordel, at Kia EV6 på 20 minutter kan gå fra 10 til 80 procent i batterikapacitet. Derfor var den begrænsede rækkevidde ingen større forhindring for campingturen, selvom det krævede flere stop undervejs. Men generelt er det en god idé at bruge lidt mere tid på planlægning af ruten med ladestop, end man normalt skal med en brændstofbil.
Læs mere: Fire elbilisters erfaringer med kør selv-ferie
Bøvl med opladning
Laderne var til gengæld en udfordring på ruten, der gik gennem Tyskland, Østrig, Italien og Slovenien. ADAC prøvede mange ladere undervejs fra forskellige udbydere, og flere steder var laderne ude af drift, eller der var problemer med betaling. Derfor skulle der bruges tid på at finde andre ladere i nærheden, som kunne bruges i stedet. Det tog tid.
Turen med elbil og campingvogn blev derfor mere besværlig og udfordrende end ventet, og det skabte bekymring for at strande med et tomt batteri ved en defekt lader.
Det var naturligvis kun et øjebliksbillede. En anden dag kunne laderne have virket, til gengæld kunne der have været kø, da testen blev foretaget uden for feriesæsonen. Det ville desuden også have været et problem i en elbil uden campingvogn bagpå.
For testholdet stod det klart, at det på en ferietur nemt kunne have ødelagt den gode stemning. Og de anbefaler, at man rejser i lande med god ladeinfrastruktur som Tyskland, Holland og de skandinaviske lande.
En god trækhest
Den over 1.200 km lange tur viste dog også, at elbilen fungerer godt som trækhest for en campingvogn på ferie. Med elbilens firehjulstræk og 325 hestekræfter var det en fornøjelse at køre med vogntoget, og overhalinger af langsomme køretøjer kunne foretages uden besvær. Også kørsel i bjerge gik let.
Bakkameraet var desuden en stor hjælp, når elbil og campingvogn skulle til- og frakobles ved de mange ladestop på ruten. Det var dog ikke alle steder, hvor ladestationerne havde god plads til adskillelse af elbil og campingvogn.
For en elbilist med campingvogn kan ferieturen derfor kræve planlægning og ikke mindst omstillingsparathed, når opladningen ikke går som forventet. Men det er i dag ikke umuligt for en elbil og en campingvogn at tage på ferie sammen, konkluderede testholdet.
Gode råd til campingtur med elbil
TIP 1 |
Hvis du skal købe elbil, der skal bruges til at trække en campingvogn, bør du overveje en, som lades hurtigt op, og vælge den med størst muligt batteri.
TIP 2 |
Kør i et roligt tempo for at få længst mulig rækkevidde ud af batteriet.
TIP 3 |
Medbring nødlader med adapter, så stikket passer i de lande, du kører igennem.
TIP 4 |
Jo mindre, lettere og mere aerodynamisk campingvognen er, desto længere kan du køre på en opladning.
TIP 5 |
Tjek altid i forvejen via app eller online, om de ladestationer, du vil benytte på ruten, er tilgængelige og virker.
TIP 6 |
Ved ladestationerne bør du altid undersøge, om laderne rent faktisk virker, inden du kobler campingvognen fra og kører bilen hen til dem.
TIP 7 |
Benyt bilens laveste niveau for rekuperation, så påhængsvognens egen bremse ikke aktiveres.
TIP 8 |
Nogle elbiler kan levere strøm til campingvognen, og det kan være en praktisk løsning.
TIP 9 |
Vælg campingpladser, hvor du kan lade elbilen.
Vil du på kør selv-ferie i elbil?
FDM travel har skræddersyet en række ferieoplevelser til dig med elbil – så du ikke skal bekymre dig om rækkevidde og opladning.