Mange bilister blæser forbi vejarbejder

Der køres for stærkt ved mange af landets vejarbejder. Ny kampagne skal få bilister til at sænke farten, både for vejarbejdernes skyld og for deres egen. For høj hastighed er nemlig skyld i mange ulykker ved vejarbejder.

Biler kører forbi vejarbejde
Bilist

Trods skilte om lavere hastighed og arbejdende vejarbejdere i vejkanten træder mange bilister stadig for hårdt på speederen ved landets vejarbejder. Det skaber et utrygt og farligt arbejdsmiljø for vejarbejderne.

Derfor lancerer Vejdirektoratet en ny kampagne, der skal få bilisterne til at sænke farten.

’Pas på os der vejarbejder’ hedder kampagnen, som bilisterne den kommende tid kan møde rundt om i landet. 

- Det kan få livsfarlige konsekvenser, når bilisterne i forbifarten slækker på hensynet til de mange vejarbejdere, der hver dag arbejder langs de danske veje. Derfor vil jeg opfordre alle til at huske at sænke farten og holde god afstand, når de passerer et vejarbejde. Bag afmærkninger og refleksskilte går hårdtarbejdende mennesker rundt og gør deres gode arbejde for vores fælles bedste – derfor må vi også gøre vores bedste og sikre, at de kommer uskadte hjem til deres kære, når arbejdsdagen er slut, udtaler transportminister Thomas Danielsen (V) i en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.

Sænk farten-kampagneskilt
Ny kampagne skal få bilister til at sænke farten ved vejarbejder. (Foto: Vejdirektoratet)

Bøderegn over bilister

I en undersøgelse Vejdirektoratet har lavet, svarer ni ud af 10 bilister ganske vist, at de sænker hastigheden ved vejarbejder. Det billede kan man dog ikke genkende alle steder.

I maj måtte en entreprenør for eksempel stoppe arbejdet med at udvide Østjyske Motorvej ved Aarhus af hensyn til vejarbejdernes sikkerhed.

Østjyllands Politi har siden foretaget en række fartkontroller, som samlet har afsløret 343 bilister i at overskride fartgrænsen. 62 har fået en betinget frakendelse af kørekortet, en enkelt ubetinget frakendelse, og 38 bilister har fået et klip i kørekortet. Alle 343 har fået en bøde, oplyser Vejdirektoratet.

Mand ved vejarbejde
Ni ud af 10 bilister svarer, at de sænker hastigheden ved vejarbejder. Det tal kan man dog ikke genkende ved mange af landet vejarbejder, hvor den høje fart skaber utryghed. (Foto: Vejdirektoratet)

Mange kører galt ved vejarbejde

For høj fart ved vejarbejde er dog ikke kun til fare for dem, som arbejder der. Farten er også skyld i, at mange bilister hvert år kører galt.

Skiltningen om lavere hastighed er nemlig ikke kun til for vejarbejdernes skyld. Ofte er den lavere hastighed lige så meget til for bilisternes egen skyld.

Ifølge Vejdirektoratet skete der sidste år 347 person- og materielskadeulykker ved vejarbejder.

At for høj fart ved vejarbejder ikke er ufarligt, er velkendt. Derfor støtter FDM kampagnen, men efterlyser samtidig, at fokus i højere grad rettes mod risikoen for bilisterne.

- Der skal ikke herske tvivl om, at man som bilist skal passe på de folk, der arbejder på vejen. Men når hastigheden i forbindelse med vejarbejde er sat ned, er det oftest, fordi vejens forløb er ændret, vognbanerne er smallere, og der kan være afskærmet med betonklodser. Det gælder naturligvis hele døgnet. Når det går galt, og der sker en ulykke, er det da som oftest også bilisterne selv, det går ud over. FDM så gerne, at Vejdirektoratets kampagner også rettede fokus på, at det i høj grad er for bilisternes egen skyld, at man skal overholde den skiltede hastighed. Meget tyder på, at mange års kampagnefokus udelukkende på hensynet til de arbejdende har udtømt sit potentiale. Vi opfordrer derfor til, at man ser på kampagnebudskabet med nye øjne. Det ændrer dog ikke på, at man skal overholde de skiltede hastigheder ved vejarbejde og i øvrigt køre efter forholdene, siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange.

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve