Priskrig på el giver laveste ladepriser i næsten et år

Tesla har skåret en stor luns af elpriserne ved sine ladestandere, og presser dermed konkurrenterne til at gøre det samme. Priserne for at lade på offentlige standere er på laveste niveau siden oktober sidste år.

Illustration med ladestander på baggrund af mønter
Bilist

Selv om tre ud af fire danske elbilejere har mulighed for at lade hjemme, regner FDM med, at ca. 20 procent af deres opladning sker på offentlige ladestandere. Derudover er den øvrige fjerdedel af elbilejerne afhængig af offentlig opladning.

Derfor er priserne på de offentlige lynladere ikke uvæsentlige for rigtig mange bilister med elbiler, og de går gode tider i møde.

Tesla har nemlig sænket sine priser på selskabets egne Supercharger-lynladere, så den variable pris for en kWh nu i perioder er helt nede på 1,75 kr. For at sætte det i perspektiv, svarer det til at tanke for ca. 6 kr. pr. liter brændstof. Altså billigt, men stadig en smule dyrere end hjemmeopladning.

De fleste elbilejere, der ikke kører Tesla, kan også benytte de fleste af Teslas ladestandere til ca. 2,8 kr., og det er også under markedsprisen for såkaldt ad hoc-opladning på lynladere.

– Tesla har i forvejen nedsat prisen på deres biler, og nu er de også i gang med at gøre opladning af elbil markant billigere. Så Tesla er efterhånden ikke til at komme uden om for alle elbilister, da selskabet har et stort, globalt og pålideligt ladenetværk med meget attraktive priser, siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.

Konkurrenterne følger med

For forbrugerne er det en god nyhed, men for andre ladeoperatører betyder det priskrig. Der gik heller ikke lang tid, inden Circle K og Q8 nedsatte deres priser på ad hoc-opladning til 3,99 kr. pr. kWh. Hos begge koster det 4,25 kr. pr. kWh i dag. Inden da havde OK sat prisen til 4 kr. pr. kWh, og Shell til 3,99 kr pr. kWh.

Af graferne nedenfor fremgår det også, at prisen ligger lige under de fem kr. hos stort set samtlige udbydere. Bortset fra Ionity, der er dyrest med en pris på 6,20 kr. pr. kWh.

De faldende priser på ladestanderne skyldes også, at elpriserne er faldet generelt.

– Hvis vi ser på elspotprisen, så har den har stabiliseret sig. Den toppede i august 2022 med 4,74 kr. pr. kWh, og siden har den været faldende til et niveau omkring 0,60 kr. pr. kWh. Det er dermed blevet billigere at lade op for en stor del af elbilejere, der netop har mulighed for at lade hjemme. På lynladerne ser vi nu også effekten af den billige strøm, hvor flere ladeoperatører og tankstationerne nu for alvor melder sig ind i kampen, siger Ilyas Dogru.

Du kan få yderligere rabat

Foruden de lavere priser er der mere rabat at hente afhængigt af evt. abonnement eller app. Herunder er et udpluk:

  • Ionity har fortsat en pris på 6,20 kr. pr. kWh. Prisen har været uændret i perioden. Ionity Passport-abonnenter kan dog få en billigere pris, hvis de tegner et abonnement.
  • Shells priser har været oppe at kysse 6,39 kr. pr. kWh, men er nu nede på 3,99 kr. pr. kWh. Der kan opnås yderligere rabat på 25 øre pr. kWh, hvis man har et FDM/Shell Card.
  • E.On afprøver dynamiske priser på nogle af deres stationer. Det betyder, at betaler man med app, kan man få en billigere pris pr. kWh end oplyst i skemaet.
  • Uno-X har en pris på 3,50 kr. pr. kWh, men der kan opnås yderligere 10 procent rabat ved brug af Forbrugsforenings kort. Derudover kører Uno-X med intropris på 2,5 kr. pr. kWh på mange nye ladepunkter.
  • Køber man abonnement hos Tesla, kan man få billigere priser, ned til 1,75 kr. pr. kWh på nogle stationer.
  • Betaler man med Circle K Charge-app, kan man opnå yderligere 10 øre i rabat.
  • Er man Clever-abonnent, kan det bedst betale sig at lade hos Clever. Det koster derudover 3,49 kr. pr. kWh at lade hos Clevers hurtigladere. 
  • Hos OK kan man lade helt ned til 3 kr. pr. kWh på udvalgte hurtigladere.

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2023 og 2024