Fra nytår stiger afgiften på benzin og diesel – se hvor meget

En 14 år gammel skattereform betyder, at afgiften på benzin fra nytår stiger med 41 øre pr. liter. I 2025 ventes endnu en stigning. Det vil gøre det mærkbart dyrere at være bilist og pendler de kommende år, påpeger FDM.

F24 tankstation med prisskilt
Bilist

Det bliver fra årsskiftet dyrere for landets bilejere at tanke bilen.

Fra 2024 stiger afgiften på benzin og diesel nemlig med 7,7 procent. Det betyder, at en liter benzin dermed stiger ca. 33 øre i afgift uden moms og ca. 41 øre med moms. Diesel lidt mindre.

Årsagen skal findes i en 14 år gammel skattereform, hvor indeksering af energiafgiften – altså hvor afgiftsstørrelsen følger prisudviklingen i samfundet – var en del af den såkaldte Forårspakke 2.0 fra 2009. Dengang blev det aftalt, at reguleringen af satserne foretages på grundlag af nettoprisindeksets årsgennemsnit i to år forud for det pågældende kalenderår. Det vil sige, at stigningen i 2024 beregnes på baggrund af årsgennemsnittet for 2022.

Hidtil er energiafgiften blevet indeksreguleret med 1,8 procent om året, men da inflationen de seneste år har været ekstraordinær høj, tager energiafgiften i 2024 et større hop på hele 7,7 procent. Også i 2025 forventer FDM et større hop, da inflationen også har været højere i 2023.

Så meget betaler du i afgift

Den samlede pris på benzin og diesel udgøres i dag af flere dele. Dels er der selve produktprisen på brændstoffet, dels er der en energiafgift og en CO2-afgift. Dertil kommer 25 procent moms.

Mens produktprisen på brændstof og momsen er såkaldt dynamiske, ligger energi- og CO2-afgiften fast. For benzin er den i dag på hhv. 4,35 og 0,39 kroner pr. liter.

Koster en liter benzin 15 kroner, er de 7,26 kroner altså for benzinen, mens de samlede afgifter er på 4,74 kroner og momsen tre kroner. Men fra nytår stiger energiafgiften altså 7,7 procent, eller hvad der svarer til ca. 33 øre uden moms.

Dermed vil en liter benzin til 15 kroner fra 1. januar koste 15,41 kroner, da ikke bare energiafgiften stiger, men dermed også momsen.

For diesel vil energiafgiften på 2,85 kroner stige med ca. 27 øre med moms, mens CO2-afgiften fortsat vil være på 45 øre.

Rammer pendlere

– De fleste havde nok glemt konsekvenserne af, at en aftale fra 2009 vil medføre et ordentligt hop, som energiafgiften tager fra 2024, og det vil kunne mærkes ude ved benzinstanderne. Kører man 20.000 km om året, vil det alene i energiafgift inklusiv moms være en stigning på ca. 515 kroner, siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru.

Den højere energiafgift indføres samme dag, som de nye satser for kørselsfradraget og befordringsgodtgørelsen træder i kraft.

I 2024 stiger de med fire øre pr. km for kørselsfradraget og seks øre for befordringsgodtgørelsen. Det selv om Skatterådet, der fastlægger satserne, tager udgangspunkt i en benzinpris på 15,94 kr./l, samtidig med at rådet forventer, at omkostningerne til service og vedligeholdelse af bilen også vil stige en smule.

– Vi har længe kritiseret satserne for kørselsfradrag for at være alt for lave. Det bliver ikke bedre, når energiafgiften slår igennem ude på tankstationerne. Vi har svært ved at få øje på, at Skatterådet skulle have indregnet konsekvenserne af et afgiftshop i satserne for kørselsfradrag for 2024, især når rådet selv fremhæver, at de forventer, at det bliver dyrere at holde bil i 2024. Samlet betyder det, at det for mange bliver dyrere at komme til og fra arbejde og at stille sin bil til rådighed i arbejdsøjemed, siger Ilyas Dogru.

Overvejer du en ny bil?

Skal du have ny bil? Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om biler. hvad enten de kører på benzin, diesel eller el.

Kontakt rådgivningen