Her er forklaringen på brændstofprisernes rutsjeture

Prisen på benzin og diesel påvirkes af udbud og efterspørgsel, men også krig, politik og ferietrafik spiller ind. Se hvordan prisen ændres.

 Betaling for brændstof på tankstation.
Viden

Prisen på olie afregnes i dollars verden over. Det betyder, at dollarkursen er afgørende for prisen på en tønde olie. Er dollaren dyr, stiger prisen på brændstof, mens den tilsvarende falder, hvis dollarkursen er lav. I 2021 steg dollaren otte procent, og det kunne mærkes på olieprisen.

Prisen på råolie afhænger også af lagrene rundtom i verden. Er lagrene fyldte, vil prisudsving ikke nødvendigvis slå igennem på standerprisen, mens tomme lagre er mere følsomme over for prisstigninger på olie, da de vil skulle fyldes op af dyr olie.

Hvorfor påvirker krig olieprisen?

Uro, konflikter og krig er noget af det, som påvirker olieprisen mest, fordi det skaber usikkerhed om produktionen og forsyningssikkerheden, ikke mindst hvis det involverer et olieproducerende land som Rusland.

Det kan få betydning for den mængde olie, der er tilgængelig på verdensmarkedet, hvilket igen smitter af på olieprisen. 

De olieproducerende lande kan omvendt også vælge at reducere deres produktion, begrænse eksporten til udvalgte lande eller hæve prisen markant for at sanktionere andre.

Det skete bl.a. i 1973, da en række arabiske lande hævede olieprisen i protest mod Vestens støtte til Israel, der var i krig med Egypten og Syrien.

Er der konkurrence mellem olieproducenterne?

Konjunkturerne i verden påvirker også olieprisen. Det så vi i forbindelse med finanskrisen i 2008 og senest under coronanedlukningerne, som globalt førte til lavere efterspørgsel og dermed et fald i priserne. I mange lande, Danmark inklusive, oplever man i perioder høj økonomisk vækst med øget efterspørgsel på olie og energi til følge, hvilket påvirker priserne på det internationale marked.

Flere lande producerer i dag olie, og en række af dem er en del af sammenslutningen OPEC. Rusland er en del af udvidelsen OPEC+. Tidligere har vi set, hvordan landene har konkurreret mod hinanden ved at øge produktionen, hvilket førte til en overproduktion, som gjorde olien billig.

Senest i 2020 enedes OPEC-landene om at koordinere deres olieproduktion. Sanktioner mod russisk olie – både realiserede og måske kommende – har øget efterspørgslen på olie fra andre lande, men OPEC-landene afviser for nuværende at øge deres produktion nævneværdigt, da de mener, den afspejler den globale efterspørgsel.

Samtidig betyder amerikanske sanktioner mod olie fra Iran og Venezuela, at de heller ikke kan afsætte al den olie, de kan producere.

Hvordan påvirkes olieprisen af andre energikilder?

Olien er blot én af flere energikilder. Andre er kul, naturgas og el, som olien "konkurrerer" med. Hvis prisen på disse kilder stiger, stiger olieprisen også. Krigen i Ukraine gav f.eks. usikkerhed om forsyningen af naturgas til Europa.

Samtidig er der en stor efterspørgsel på el, ligesom man prøver at begrænse brugen af kul. Også det er med til at trække prisen på olie op.

Desuden spiller årstiderne ind på olieprisen. Om vinteren efterspørges olie til opvarmning af boliger, mens bl.a. sommerferien i Europa, hvor mange skal ud at rejse, har det med at øge efterspørgslen på brændstof.

Vil du have rabat på brændstof?

Husk, som medlem af FDM kan du få rabat, når du skal tanke brændstof. Du får også adgang til en lang række andre medlemsfordele.

Se alle fordele