Kvæstet i trafikulykke: Så meget gør de for at redde dit liv

Hvor er den sjov! Se de flotte former. Sådan én kørte vores familie i, da jeg var barn. Nostalgien sniger sig hurtigt ind under huden, når man besøger et museum med gamle biler. Minder kommer frem fra hjernens indre, og oplevelsen er nærmest hyggelig.

Uhyggeligt bliver det til gengæld, når man tager på et museum med gamle ambulancer og redningskøretøjer. Her savner man ikke de skrabede modeller, der skulle hjælpe de tilskadekomne i trafikken. Det er fint, de er fortid.

Vi er taget på Falck Museet på Egeskov Slot på Fyn sammen med Jørgen Mieritz, der som redder kørte sin første tur i en ambulance for 41 år siden. I dag er han direktør for den danske ambulanceforretning hos Falck.

– Dengang kom vi ud på skadestedet, fik folk op på båren og transporterede dem så hurtigt som overhovedet muligt mod hospitalet. Vi kaldte det „load and go“, og den behandling, der foregik i ambulancen den gang, var det, man i dag vil kalde elementær førstehjælp, forklarer Jørgen Mieritz, mens vi går rundt og kigger ind i museets ambulancer.

Den ældste, en Buick, der var i funktion fra 1931 til 1951, har stort set kun en båre og en stol inde bagi og et gult flag foran, hvor der står „Udrykning“. Senere kom der mere udstyr i ambulancerne, bl.a. forbindinger, øjenskyl, halskrave og andre ting til at stabilisere patienten.

En af de vigtigste milepæle og gevinster for de tilskadekomne kom mod slutningen af 1980’erne, da nogle ambulancer blev udstyret med defibrillatorer. De blev siden en fast del af inventaret, da en bekendtgørelse i 1992 stillede krav til ambulancernes materiel og ambulancefolkenes uddannelse.

– Når vi kom ud til en ulykke inden da, kunne vi ikke gøre ret meget, for vi havde ikke rigtig noget teknisk udstyr. Men da det blev besluttet, at vi måtte have lov at bruge defibrillatorer i ambulancerne, var det en kæmpe ændring, for vi kunne nu genoplive flere folk med hjertestop. I den periode begyndte vi også at få hydraulisk værktøj, så det blev meget nemmere og hurtigere at skære fastklemte fri fra bilerne. Ændringerne begyndte at tage fart dengang, husker Jørgen Mieritz.

Behandling begynder på stedet

De løbende forbedringer siden 90’erne har flyttet fokus fra at fragte tilskadekomne hurtigst muligt til nu at behandle dem på stedet, inden de evt. transporteres til et hospital.

– Ambulancerne er nærmest blevet rullende skadestuer, og behandlingen starter, så snart de er ankommet til skadestedet. Ambulancefolkene løber heller ikke rundt som i gamle dage, men bruger mere tid på stedet og kan løbende kommunikere med læger på hospitalet. Der er faktisk ret mange, der bliver færdigbehandlet derude og ikke kommer hen til hospitalet, siger Jørgen Mieritz.

Ved de store ulykker rykker flere ambulancer ud, der kommer ofte en læge til stedet, og der er mulighed for at tilkalde en af landets fire akutlægehelikoptere. Det har været medvirkende til, at antallet af dræbte i trafikken er raslet ned de seneste årtier.

– Som patient er du i langt mere sikre hænder i dag, og overlevelseschancerne er meget større end for bare 20 år siden. Det er højtuddannede folk, der kommer ud til ulykkerne, og de har medicin og blod med. Ofrene kan f.eks. blive lagt i narkose, og risikoen for at forbløde på stedet er minimal. Det er også en af de store forbedringer, siger Jørgen Mieritz.

Han peger desuden på, at da han selv startede i Falck for fire årtier siden, var ingen specialiserede i de opgaver,
de havde.

– Det var folk med baggrund som soldater, bilmekanikere, tømrere osv., der kunne køre både brandslukning, kranbil og ambulance. I dag tager det seks-syv år at blive paramediciner. Vi ser det samme på hospitalerne, hvor det tidligere var den yngste og mindst rutinerede læge, der tog imod på skadestuerne. I dag er det noget helt andet, siger Jørgen Mieritz med henvisning til landets 17 akutsygehuse og fire traumecentre.

De værst tilredte køres eller flyves på traumecentrene, hvor et hold af specialister i at håndtere skader på bl.a. ryg, hjerte og hjerne står klar.

Som et formel 1-hold

Et af traumecentrene ligger på Rigshospitalet i København. Her er standarden, at 15-17 personer står klar, når en patient er på vej. Og flere specialister kan tilkaldes, afhængigt af skadernes omfang.

– Vi er dybt afhængige af at få oplysninger om patienten i så god tid som muligt fra ambulancerne ude på stedet. Uanset hvem der står derude, har de kompetencerne til at vurdere, om de tilskadekomne opfylder kriterierne for at blive bragt ind til os. Det er typisk folk, der er bevidstløse, har store blødninger eller har alvorlige brud, forklarer Søren Steemann Rudolph, der er overlæge og traumemanager på Rigshospitalet.

Inde på traumecenteret ledes behandlingen af traumelederen, der er en erfaren læge, som ideelt set ikke tager del i behandlingen, men udelukkende koordinerer de øvrige lægers, sygeplejerskers, portørers, radiografers og bioanalytikeres arbejde.

– Man kan sammenligne det med, at en formel 1-bil får skiftet dæk. Her står alle klar og ved, præcis hvad de skal gøre. Vi følger den samme systematik hver gang. Det ligger helt fast, hvem der lægger drop, tager blodtryk osv., efter en fuldstændig defineret plan, som vi løbende evaluerer og udvikler, fortæller han.

I 2022 behandlede traumecenteret i København godt 1.000 personer, og heraf havde knap 400 været involveret i færdselsuheld. Det er den største gruppe i statistikken. På de andre centre er andelen fra færdselsuheld højere, bl.a. da bilister i hovedstadsområdet generelt ikke kommer så slemt til skade i trafikulykker, fordi de kører langsommere og oftere holder i kø.

I alt blev 2.631 personer indbragt til traumecentrene fra og med maj 2022 til og med april 2023.

Ekspertisen er samlet

Når den kvæstede er kommet ind til hospitalet, bliver vedkommende i første omgang systematisk undersøgt for skader, der er umiddelbart livstruende.

– Vi undersøger for ydre blødninger og indre blødninger i bughule, brystkasse og bækken. Desuden undersøges det, om der er skader i hjernen eller rygsøjlen. Det handler om at stabilisere og evt. behandle eller operere i den akutte fase, så patienten ikke dør eller får alvorlige handicap. Hvis vi kan udelukke livstruende skader, laver vi en CT-skanning for at se, om der er andre skader af livs- eller førlighedstruende karakter i resten af kroppen, forklarer traumemanageren.

Når han og kollegerne har det fulde billede af patientens tilstand, er det videre til enten en operation eller andre afdelinger på hospitalet. Den sidste del af behandlingen er typisk genoptræning og rehabilitering, inden personen udskrives.

Søren Steemann Rudolph mener, at patienterne i dag er i bedre hænder med traumecentrene:

– Vi har lavet et system, hvor vi tager de sværeste tilfælde ind til de rigtige læger, der bliver bedre, fordi de netop behandler patienter, der er kommet meget alvorligt til skade. Ekspertisen er centraliseret, og erfaringen er, at det går patienterne bedre. Samtidig får man i dag en bedre og mere avanceret behandling ude på skadestedet. Desuden har vi med lægehelikopterne sparet en del overflytninger mellem hospitalerne, hvilket også har betydet en lidt lavere dødelighed blandt patienterne, fordi de hurtigere kommer det rigtige sted hen, hvis skaderne kræver det.

Han fortæller, at personalet alle har taget specialuddannelser, og at flere har erfaring fra udlandet.

Flere overlever i Danmark

De danske traumecentre er faktisk så gode, at de gennemsnitligt klarer sig bedre end kollegerne i udlandet. Ser man på de danske tal, er der gennemsnitligt to-tre flere overlevende patienter på de fire centre end forventet efter international standard. Tallene giver ikke præcise svar på årsagerne, men Morten Schultz Larsen, der er sektorleder og overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital og desuden formand for Dansk Traumeregister, har et bud:

– Jeg tror, at vi i Danmark er lidt bedre organiserede i traumecentrene, og der er et godt samarbejde mellem faggrupperne. Afdelingerne møder altid op med den højeste ekspertise, der er til rådighed, og det er medvirkende til, at vi tager hurtigere og bedre beslutninger, siger Morten Schultz Larsen. Med sine 30 års erfaring har han et indgående kendskab til landets traumecentre og kan huske tiden inden.

– Før centrene blev etableret, var det lidt, som vinden blæste, hvem der dukkede op, når man bad om at få en vagthavende ned til patienten. Det var forstyrrende at blive tilkaldt, og engagementet var måske heller ikke så stort, fordi lægen gerne ville videre til noget andet. I dag er det altid den dygtigste, der er på vagt, der kommer, og alle er fuldstændig klar over deres roller. Det er noget, vi er fælles om, og der er én person, der styrer slagets gang, forklarer Morten Schultz Larsen, der understreger vigtigheden af, at ledelsen og afdelingerne bakker op om den model, ellers virker det ikke.

Han var en af de yngre læger, der sammen med en række kolleger efterlyste mere kvalitet på området og kiggede mod USA, hvor de var længere fremme. Det betyder, at alle læger og sygeplejersker, der arbejder med området, i dag har taget særlige kurser.

Igennem årene har centrene justeret og ændret, så arbejdsgangene er blevet optimeret. Resultatet er bl.a., at man er blevet meget bedre til at standse indre blødninger og til at erstatte blodtab, hvor man mere systematisk anvender blod og plasma. Man er også blevet bedre til at overvåge blodets evne til at størkne. Til gengæld konstaterer Morten Schultz Larsen, at der stadig er mange blandt dem med svære hovedskader, der dør:

– Vi kan altid blive bedre og hurtigere, men vi prøver rigtig mange ting med hovedskaderne. Det er jo ikke til at vide, om det kan blive bedre, for når først hjernen har taget skade, så er den ødelagt. Den kan ikke vokse sammen som en brækket knogle eller fungere igen som en tarm, selvom man skærer noget af den væk. Hjernecellerne kommer ikke til live igen.

I dag kan man blot forsøge at forhindre en hjerneskade i at brede sig, men det normale er stadig, at patienter med hovedtraumer har stor risiko for at dø. Så arbejdet med at redde liv efter trafikulykker kan stadig blive endnu bedre – selvom vi er kommet langt i den rigtige retning.