Ventetid på reservedel gjorde bilen ubrugelig i fem måneder

Som bilejer er man prisgivet, hvis der er ventetid på en reservedel, for der er ingen regler for, hvornår den skal leveres. Det oplevede Erik Pedersen på den hårde måde, da hans Audi ikke kunne køre i fem måneder.

Ventede fem måneder på reservedel
Bilist

Displayet i Erik Pedersens Audi Q7 e-tron fra 2017 viste, at han skulle trække ladestikket ud af bilen, før den kunne køre. Problemet var bare, at ladestikket slet ikke sad i. Det havde han frakoblet, men det kunne sensoren i ladestikket ikke registrere, så vejhjælp måtte transportere bilen på værksted.

Her prøvede man først at skifte ladestikket, men da det ikke hjalp, var det højspændingsladeren, der måtte skiftes, da den ikke korresponderede med ladestikket. Her startede problemerne for alvor.

– En ting er, at vi taler om en særdeles omkostningstung reservedel til næsten 35.000 kr. En anden ting er, at Audi ikke har en højspændingslader på lager, hverken i Danmark eller Tyskland.

Jeg har fået at vide, at man ikke vil ligge inde med så dyre reservedele, siger Erik Pedersen, der havde en ubrugelig bil fra marts til august, hvor reservedelen endelig dukkede op.

– Men det mest groteske er, at Audi ikke kan fortælle mit værksted noget om, hvornår man kan levere en ny højspændingslader. Det er problematisk, at man signalerer høj kvalitet, men ikke kan levere eller i det mindste sige noget om, hvornår ens bil igen kan køre. Jeg kan jo ikke være den eneste, påpeger den uheldige bilejer.

Uvished om forsinkelse

Hans bil blev repareret på et ikke-mærkeværksted, der først fik reservedelen efter fem måneder. Erik Pedersen har også været i kontakt med Audi Danmark midt i forløbet.

– Jeg har klart fået fornemmelsen af, at hvis jeg bare havde valgt et Audi-værksted, så havde alle mine problemer været løst hurtigere. Men min bil blev fragtet til mit værksted, diagnosticeret og skilt ad, og en reservedel blev bestilt.

Så giver det jo sig selv, at man ikke bare kan sige tak for det og køre til et Audi-værksted. Der er omkostninger ved det arbejde, og jeg mener ikke, at Audis øverste ledelse interesserer sig for problemet, siger Erik Pedersen.

Audi Danmark forklarer til Motor, at da de kom i kontakt med Erik Pedersen, undersøgte de den aktuelle leveringstid på reservedelen. Den blev oplyst til at være godt to uger, men da reservedelen ikke blev bestilt, er det umuligt at vide, om der kun ville være gået to uger.

Audi kan ikke oplyse, om der har været en generel forsinkelse på reservedelen. Samtidig afviser Audi, at man er dårligere stillet, når et ikke-mærkeværksted bestiller originale reservedele, end når et mærkeværksted bestiller reservedele.

Risikerer lang ventetid

Desværre må bilejere til en vis grad leve med forsinkelser på reservedele. Der findes nemlig ingen håndfaste regler for, hvor lang tid en reparation må tage.

– I et tilfælde som dette, hvor garantien på bilen er udløbet, og købelovens reklamationsret, der gælder i to år fra levering, ikke er gældende mere, er der ikke meget andet at gøre end at finde en løsning med værkstedet. Når der ikke er nogen at lægge ansvaret over på, kan man stå i en situation, hvor der kan gå lang tid, inden problemet er løst. I de værste tilfælde kan der måske ikke skaffes nye reservedele, og så kan det være en løsning at søge efter brugte, forklarer advokat i FDM Michael Ern Nielsen.

Er der stadig garanti på bilen, skal en forhandler udbedre en fejl inden for rimelig tid. Kan det ikke lade sig gøre, kan man som forbruger i sidste ende potentielt hæve handlen.

Oplever du noget lignende, kan du eventuelt ophæve aftalen om reparationen. Se, hvordan på FDMs side om klage over værksted

Har du brug for hjælp? 

Husk, at du som medlem af FDM kan få rådgivning af biltekniske og juridiske eksperter, hvis du har spørgsmål til bl.a. reparation, værkstedsregning og dine rettigheder som forbruger.

Få rådgivning