Regeringen vil skabe mere konkurrence på benzin og diesel - bilister kan spare 2.000 kr. om året

Der er brug mere konkurrencen blandt tankstationer som sælger benzin og diesel, mener regeringen, som er klar med tiltag, der kan spare bilister for op mod 2.000 kr. om året. Godt nyt mener FDM, som længe har efterlyst mere konkurrence på området.  

Kvinde tanker bil
Bilist

For dårlig eller slet ingen konkurrence betyder, at bilisterne betaler for meget for benzin og diesel.

Derfor er der brug for et opgør med den manglende konkurrence på brændstof, mener regeringen. Den henviser til tal fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen der viser, at konkurrencen er svækket i forhold til perioden før covid-19 lukkede Danmark i marts 2020

Konkret vil regeringen kræve, at brændstofselskaberne fremover skal offentliggøre de aktuelle forbrugerpriser – også kaldet standerprisen – online. For den enkelte bilist betyder det, at tankstationernes priser altid vil være til at finde online og i realtid.

Regeringen vil også forbyde selskaberne at offentliggøre vejledende priser forud for prisændringer. På den måde kan der igen komme forskel på priserne, og tankstationerne kan konkurrere om at give kunderne den bedste pris, skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

”For rigtig mange danskere er bilen en vigtig del af hverdagen. Fra arbejde og skole, til børnenes spejderlejr og kolonihaven i weekenden. Men man møder ofte den samme pris, uanset hvor man kører ind for at tanke. Der er åbenlyst problemer med konkurrencen. Det gør vi noget ved. Derfor ændrer vi nu reglerne. For mere konkurrence kan spare de danske bilister for op til 2.000 kr. om året og give ekstra luft i budgettet,” udtaler erhvervsminister Morten Bødskov (S), som sammen med transportminister Thomas Danielsen (V) torsdag præsenterede ændringerne.

Ændringerne skal træde i kraft 1. december.

Ens priser landet over

FDM har længe sat spørgsmålstegn ved de påfaldende ens brændstofpriser og efterlyst større konkurrence. Derfor hilser FDM også regeringens tiltag velkommen.

- Det er godt nyt for mange familiers økonomi, at konkurrencen på benzin- og diesel nu får et kritisk eftersyn og med konkrete tiltag arbejder på at styrke konkurrence på brændstofmarkedet. Det er godt for mange familiers økonomi, siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru og uddyber:

- I lighed med mange bilister, oplever vi i FDM, at konkurrencen på brændstofmarkedet står bomstille. Priserne er stort set de samme over hele landet. Den eneste forskel er, at prisen på ubemandede tankstationer typisk er 10 øre lavere pr. liter end på de bemandede stationer. Efter vores vurdering er der derfor reelt ingen priskonkurrence – heller ikke lokalt.

FDM ser frem til at følge, om tiltagene får den ønskede effekt på konkurrencen. Hvis ikke må der andre tiltag til.

Priserne står stille

Tidligere siden svingede priserne hen over døgnet. Men for nogle år tilbage ændrede selskaberne deres prisstruktur, så prisen dengang blev sænket en smule for til gengæld ikke at blive justeret i løbet af dagen.

Derfor er den prisoversigt, FDM gennem flere år drev, hvor medlemmer kunne indrapportere lokale priser som hjælp til andre bilister, i dag irrelevant, da priserne nu stort set er ens på tværs af landet.

- En sammenligning af EU’s prislister viser, at Danmark har de højeste benzinpriser og de næsthøjeste dieselpriser blandt de 27 EU-lande, når priserne renses for afgifter og moms. Derfor forstår vi godt, at konkurrencemyndighederne har haft fokus på selskabernes prissætning, siger Ilyas Dogru.

- Mens konkurrence på benzin- og dieselmarkedet er stillestående, er situationen en anden for elbilister, der skal lade op farten. Her oplever vi en reel priskrig, hvor selskaberne både tilbyder forskellige priser hver især, men også tilpasser priserne til lokale forhold rundt om i landet, uddyber han.