Kør bil – også når bilen kører selv

Mere eller mindre selvkørende biler bliver sluppet løs i trafikken. FDM efterlyser debat, så teknologien ikke overhaler vores love og moral på vejene

FDM Mener

Vi har drømt om dem længe, og nu kommer de – de selvkørende biler. Bilproducenter verden over skaber i disse år banebrydende teknologi, der i større eller mindre grad gør biler selvkørende. Endemålet er de førerløse biler, hvor alle ombord reelt kun er passagerer.

Det vil på sigt revolutionere bilkørslen og bilejerskabet, og ideelt set kan førerløse biler blive det bæredygtige svar på individuel transport, hvor både økonomi, miljø, trængsel og færdselssikkerhed går op i en højere enhed.

Hvem har ansvaret - bilen eller føreren?

Før vi når så langt, er det vigtigt at huske, at selvkørende biler samtidig rejser en række problemstillinger og spørgsmål, der bør tages stilling til. Færdselslovens regler om ansvar for kørslen bygger på Wienerkonventionen, der antager, at føreren er et menneske, der skal kunne drages til ansvar for kørslen og dens eventuelle følger.

Men hvem er den ansvarlige, hvis bilen har overtaget styringen? Eller ligefrem er en helt førerløs bil uden rat og pedaler? Og hvordan træffer bilen selv beslutninger?

Bevidst eller ubevidst vil der i programmeringen eller funktionsevnen ligge et valg, som programmørerne direkte eller indirekte har truffet. Det er de mulige konsekvenser af de valg, FDM finder det afgørende at diskutere, før rattet overlades til teknologien.

LÆS OGSÅ: FDM mener: Skal bilproducenterne virkelig eje dine data?

Sikkerhed før komfort

Før vi når til de helt førerløse biler, kommer der en lang periode med forskellige grader af selvkørende evner. Her vil det være særlig vigtigt, at bilproducenterne står ved deres ansvar og indretter bilerne, så sikkerhed kommer før komfort og egne behov for at markedsføre sig som en højteknologisk virksomhed.

Med den nye teknologi følger et øget ansvar for tydeligt at forklare bilejerne om muligheder og begrænsninger. Der er desværre allerede eksempler på, at det ikke er sket, og at det er gået galt.

I Danmark står vi også på spring for at få den nye teknologi på vejene. Et kommunalt projekt med en førerløs, 3D-printet minibus kan blive startskuddet til, at også vi kan følge udviklingen på helt tæt hold. Det kan ske, så snart ændringer i færdselsloven åbner op for et sådant forsøg.

LÆS OGSÅ: FDM mener: Er vi klar til de selvkørende biler?

Er Danmark klar?

Inden vi for alvor kan slippe rattet og lade teknikken tage over, er der behov for en grundig diskussion af etik, moral, erstatningsforhold og ikke mindst mobilitet og sikkerhed for alle de øvrige trafikanter, herunder fodgængere og cyklister. Dem er der som bekendt en del flere af i Danmark end i de fleste bilproducerende lande.

Og så er der jo det med infrastrukturen. De selvkørende biler er afhængige af noget så elementært som tydelige vejstriber, færdselstavler og digitale vejkort. Alt sammen noget, der ikke kan tages for givet i Danmark, hvor mange års kommunale spare-øvelser har efterladt et stort efterslæb.

FDM hilser de selvkørende biler velkommen. Vigtigt er, at vi i Danmark får en god, sikker start med selvkørende biler. Vi ser derfor frem til en grundig og åben drøftelse, før ændringerne af færdselsloven kan åbne for transportrevolutionen. Og indtil da – husk at holde hænderne på rattet.