Allerede i dag er en række highend-bilmodeller „connected”, så de sender data direkte til bilproducenterne. Men fra næste år vil udbredelsen helt sikkert accelerere, når nødopkaldssystemet eCall bliver obligatorisk udstyr i alle nye bilmodeller. Med eCall følger nemlig en dataforbindelse, som bilfabrikkerne naturligvis vil udnytte til andet og mere end nødopkald.
LÆS OGSÅ: FDM mener: Skal bilproducenterne virkelig eje dine data?
Et er imidlertid de nye biler, hvor markedet langsomt vil vokse i takt med bilparkens udskiftning. Noget andet er det store marked i den eksisterende bilpark. Ældre biler kan i mange tilfælde også forbindes datamæssigt med omverdenen med en såkaldt dongle, der sættes i OBD-stikket, som værkstederne bruger til at udlæse fejlkoder mv. Sådan en løsning lancerer VW i Danmark, og de bliver næppe de eneste.
Både fordele og ulemper
De såkaldte connected cars kan have mange fordele. Det bliver lettere og hurtigere at diagnosticere fejl og nedbrud, og vejhjælpen vil f.eks. kunne udbedre endnu flere fejl på stedet. Bilejeren får også selv et let overblik over bilens status, hvor den er parkeret, om den er låst, om der er brændstof på tanken og strøm på batteriet osv.
Men connected cars er især vigtige for bilbranchen, fordi bilen i endnu højere grad end i dag bliver en kørende datalogger. Big data er allerede big business for f.eks. Google og Facebook – nu kommer det også til bilerne. De mange data giver bilbranchen mulighed for at sikre sig en større del af eftermarkedet, og det er alt fra service og reparation til salg af motorolie mv. Et stort potentiale ligger også i at sælge data om den enkelte bil til tredjepart, eksempelvis forsikringsselskaber med interesse i mere individualiserede forsikringer, men også til reklamer, som vi kender det fra internettets søgemaskiner.
LÆS MERE: Så meget sladre din bil om dig
Du skal bestemme over din data
FDM lavede forrige år i samarbejde med bilklubber i hele Europa en stor kampagne, My Car My Data, om de mulige faldgruber for bilejerne. Vi er grundlæggende tilhængere af størst mulig nyttiggørelse af bilens data. Men under den klare forudsætning, at dataene ikke bruges til at begrænse konkurrencen, og at du som forbruger får en klar indsigt i, hvilke data der hentes, og hvordan og til hvad de bruges.
Helt grundlæggende mener vi, at det skal være op til den enkelte forbruger at kunne vælge til og fra. Sammen med vores søsterklubber arbejder vi videre med at sikre klar europæisk lovgivning på området. Vi skal sikre forbrugernes rettigheder til selv at bestemme, hvad deres data må bruges til
FDM følger udviklingen
Der er ingen tvivl om, at der nu bliver kamp om pladserne i OBD-stikkene. FDM vil nøje undersøge de dongleløsninger, der dukker op til de eksisterende biler, og vi vil kæmpe for, at det reelt også bliver i forbrugerens interesse.