Fra kommunal til statslig pengemaskine

Indtægterne fra parkering skal komme bilisterne til gode. Desværre sender ny lov p-pengene i statskassen i stedet for i en pulje, som bilister kunne have glæde af.

Indtægterne fra parkering skal komme bilisterne til gode.
FDM Mener

Er de kommunale parkeringsordninger blevet en pengemaskine?

Det er det centrale spørgsmål i det politiske drama, som er opstået, efter at regeringen har fået vedtaget et lovforslag, der vil konfiskere 70 procent af kommunernes indtægter fra parkering og p-afgifter. Hidtil har kommunerne skullet aflevere alt, der lå over 70 procent af, hvad deres p-indtægt var i 2007. Samtidig kunne de få modregnet deres investeringer i parkeringsfaciliteter. 

Læs også: Kommune fortsætter med forkerte p-afgifter

P-indtægter for en milliard kroner

De kommunale parkeringsindtægter nærmer sig en milliard kroner om året. Så udsigten til at skulle aflevere flere af dem til staten falder ikke i god jord hos kommunerne. De største kommuner med København i spidsen har indledt et stormløb mod regeringen med argumenter om, at det med lovændringen vil være slut med at investere i nye parkeringspladser. Kommunerne siger også, at de vil se sig nødsaget til at hæve prisen markant på parkering for at kunne håndtere trafiksituationen.

Ligesom parkering ikke skal være en kommunal pengemaskine, skal det heller ikke være det for staten

Men tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser, at kommunerne bruger under 30 procent af p-indtægterne på kontrol, vedligehold og anlæg af p-pladser. I København brugte kommunen sidste år kun 26,3 procent af indtægterne på p-relaterede forhold. Det er ikke godt nok. Pengene kommer fra bilisterne og bør derfor også komme bilisterne til gode i form af bedre og flere parkeringsfaciliteter.

Læs også: Det kæmper FDM for: Forbrugerbeskyttelse

P-penge skal gå til bedre p-forhold

FDM støttede derfor den del af regeringsforslaget, der handler om at inddrage 70 procent af indtægterne. Det samme gælder ændringsforslaget, der skal sikre et loft over p-betalingen. Men ligesom parkering ikke skal være en kommunal pengemaskine, skal det heller ikke være det for staten. FDM har derfor foreslået, at der oprettes en statslig parkeringspulje, som kommunerne kan søge penge fra til nye og bedre parkeringspladser. 

En fælles pulje vil også muliggøre, at omegnskommunerne til de største byer kunne få penge til at etablere parkér og rejs-anlæg, der i dag primært vil være til gavn for de store byer, som mange pendler til. Forslaget blev desværre vedtaget uden øremærkning af parkeringsindtægterne, og det betyder, at vi blot skifter, hvad der ligner en kommunal pengemaskine, ud med en statslig en af slagsen. 

Læs mere: Alt om parkering