Frisk mælk til sjællænderne. Sådan lød et af argumenterne i 1980’erne for en Storebæltsbro. Det er dog ikke kun mælkedrikkere, der de seneste 25 år har haft glæde af broen, som forbinder Sjælland og Fyn. Ja, det kan i dag være svært at forestille sig et Danmark uden.
Derfor kipper vi i dette nummer af Motor med flaget og hylder den 18 km lange forbindelse. Siden broen åbnede i juni 1998, er trafikken steget år for år. Sidste år havde broen indtægter fra vejtrafikken alene på tre mia. kroner – og læg dertil indtægter fra passager- og godstogene. I en tidligere analyse har Transportministeriet beregnet, at den samfundsøkonomiske gevinst ved Storebæltsbroen over 50 år beløber sig til 379 mia. kroner.
Det er vigtigt at hæfte sig ved tallene i en tid, hvor det er populært at tale imod nye veje. Uanset hvordan vi vender og drejer det, er bilen og vejinfrastrukturen helt afgørende for, at hverdagen hænger sammen for os alle, og at Danmark i praksis fungerer. Det er urealistisk, at den kollektive trafik eller cykler nogensinde vil kunne løfte den samme enorme transportopgave. Dermed ikke sagt, at vi skal asfaltere hele landet.
Men broen er et eksempel på, at de rigtige veje de rigtige steder øger mobiliteten til gavn for den enkelte og for samfundet og gør os alle rigere. Derfor er det vigtigt, at vi udbygger og investerer i vejinfrastruktur, også selvom det ikke er løsningen alle steder – f.eks. i de allerstørste byer. Men „storbylogikken“ bør ikke være målestokken for resten af landet. I FDM ser vi derfor frem til, at man realiserer de mange projekter i den store infrastrukturaftale fra 2021. Om de vil få samme betydning som Storebæltsbroen, er ikke sikkert, men mindre kan også gøre det.
Storebæltsbroens succes er også en fortælling om, hvad der sker, når politikere øjner en bekvem indtægtskilde. Gennem årene har man flere gange trukket milliardbeløb ud af broens økonomi og brugt dem til anden infrastruktur. Det er med det in mente, at FDM ser lidt tøvende på debatten om kørselsafgifter. Risikerer vi ikke også, at de ender som en bekvem afgiftsskrue? FDM vil gøre sit til, at det ikke kommer til at ske.
For at sikre mobiliteten og rimelige vilkår for bilismen er der brug for et stærkt FDM. Vi er derfor glade for, at omkring 270.000 familier i dag er medlemmer af FDM. Som medlem har du også mulighed for at få mere direkte indflydelse på, hvordan FDM skal udvikle sig. Det sker ved, at du stiller op til FDMs repræsentantskab. Her har vi brug for flere kræfter, da FDM ligesom bilismen er under forandring i de her år – vores mål er et endnu mere levende og moderne medlemsdemokrati i FDM.
Hold dig up to date med FDM
Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks