SPLIT Der er 64 nuancer at vælge mellem, når man skal indstille kabinelysets farve i den nye Mercedes-Benz A-klasse. Dette er blot en af de features, den nye model har arvet fra sine store søskende, der har doneret både sikkerhedssystemer og design til den nye opkomling.
I denne nye fjerde generation er der således skruet gevaldigt op for ambitionerne, og både design, teknik og komfort føles derfor som i en langt større bil.
Til gengæld er prisen holdt lav, og billigste udgave kan erhverves for 334.000 kroner, hvilket er en skarp pris. Ikke mindst set i lyset af standardudstyret, der er på et niveau, så man ikke behøver at tilkøbe mere.
Læs også: Motors test af BMW X3 - potent familiebil
Motor mener
Den nye A-klasse føles slet ikke som en billig udgave af en Mercedes. Komfort, sikkerhed og køreglæde er på et overraskende højt niveau, mens prisen er gunstig.
Vil man alligevel have noget ekstra lækkert, er der en enorm liste af udstyr, man kan vælge mellem. Heldigvis har den danske importør på overskuelig vis samlet det mest interessante udstyr i pakker til attraktive priser.
Automatgear er standard
Danskerne har ikke været helt så hurtige ude som resten af Europa, men nu er automatgear også herhjemme for alvor kommet på ønskesedlen, når der skal vælges ny bil. Den danske importør har taget konsekvensen og tilbyder i første omgang kun den nye A-klasse med et syvtrins automatgear af dobbeltkoblingstypen.
Motorerne er nye generationer af både benzin- og dieseltypen, og de er udviklet i samarbejde med Renault. De er alle med fire cylindre, og mindste er på blot 1.3-liter i A 200. A 180 d har en opdateret 1.5-liters dieselmotor, der opfylder den hårdeste miljønorm, mens A 250 har en toliters benzinmotor med turbo. Der er endnu ikke hverken hybridbiler eller elbiler i programmet.
Første indtryk af de tre motorer er positivt. Dieselmotoren er ret støjsvag og trækker godt fra lave omdrejninger, men er dog ikke særlig kraftfuld. Den lille benzinmotor i A 200 er efter vores opfattelse bedste køb, mens den kraftige A 250 vil begejstre dem, der er ude efter en GTI-lignende bil.
Mercedes-Benz har udformet A-klassen ekstremt vindglat, og det har kastet en rekordlav luftmodstandskoefficient på bare 0,25 af sig. Alligevel er brændstofforbrugstallene ikke voldsomt imponerende: 18,9 km/l i A 200 og 23,8 i A 180 d. Men det er vel at mærke ret realistiske tal opgivet efter den nye WLTP-norm.
Stor kabine i lille bil
Den ser sød og lille ud udefra, men sætter man sig ind, overraskes man af pladsen. Man sidder glimrende bag rattet og har et rimeligt udsyn hele vejen rundt. Ved bagsædet er indstigningen lidt mere besværlig, men er man først kommet ind, er der faktisk også acceptabel plads ved de to yderpladser, mens midterpladsen på vanlig vis mest er til pynt.
Læs også: Motors test af Volvo XC40 - årets bil i Europa
Akselafstanden er øget tre cm, men den forbedring er ikke rigtig kommet bagsædepassagererne til gode.
Bagagerummet rummer 370 liter, og det er mindre i f.eks. en VW Golf, men det rummer trods alt en golftaske.
Kører virkelig komfortabelt
Vi har endnu kun prøvet udgaver med masser af udstyr, herunder store 18-tommer hjul, justerbar affjedring og et dynamisk styretøj. Den kombination er fin, men hvordan en mere jordnær dansker-udgave kører, må vi vente med at se, til bilerne når Danmark til maj.
Den justerbare affjedring kan stilles i to positioner: Meget blød eller meget hård. Her havde en mellemløsning faktisk været rar. Støjniveauet er sænket betydeligt takket være brug af teknik fra de store modeller. Det mærker man, og på den måde føles A-klassen mere „premium” end mange af konkurrenterne.
Interiøret kommer i tre niveauer, hvor der er tre kombinationer af skærme foran føreren. Analoge viserinstrumenter er helt udgået.
Læs også: Motors test af Jaguar E-Pace - føreren i fokus
Vælger man en udstyrspakke til 55.000 kr., får man både den helt store skærmløsning med to 10,25-tommer skærme, der er monteret bag samme glas, der går fra rattet og til midt på instrumentbordet. Herudover får man nøglefri adgang til bilen, et større musikanlæg samt det omtalte lyshav, der kan indstilles i 64 farver.
Del bilen med din nabo
Som noget helt nyt kan man dele sin A-klasse med venner og familie. En app giver adgang til bilen, og på den måde kan man give andre lov til at både åbne bilen og starte den uden at have en nøgle.
Systemet er lidt kompliceret at benytte, men for dem, der vil, kan man tage et skridt ind i den nye tidsalder, hvor det handler om at dele mere end at eje.
Under alle omstændigheder kan man få fordel af at kommunikere med bilen, og se hvor den er parkeret, hvor meget brændstof, der er på, og om dørene er låste. Den nye app hedder MBUX og er standard på alle danske udgaver af A-klassen.
Mercedes-Benz A-klasse
A 180 D aut. A 200 aut. A 250 aut.
116 hk 163 hk 224 hk
23,8 km/l 18,9 km/l 16,1 km/l
333.880 kr. 343.880 kr. 403.880 kr.