Det bliver med en officiel rækkevidde på 440 km, at BMW sidst på året sender sin første el-SUV ud til kunder.
Dermed kan man tolke, at iX3 ’kun’ bliver tilbudt med én batteristørrelse. I hvert fald indtil videre.
iX3 er i al væsentlig en almindelig X3, som er tilpasset eldrift.
SUVen bliver første model, der lever op til BMWs ’Power of Choice’. Det betyder, at kunderne får ’frit’ valg mellem benzin, diesel, plugin-hybrid og el. BMWs øvrige volumenmodeller skal hen ad vejen tilbyde det samme.
Se mere: BMW med frit valg: benzin, diesel, el, hybrid
Rækkevidden oplyser BMW, efter at iX3 har gennemført sine typegodkendelsestest. Som første model nogensinde hos BMW er homologeringen af en elbil sket samtidig i Europa og Kina.
Bygges kun i Kina
Kina er vigtig for denne elbil, da en stor del af salget skal ske på det el-vilde kinesiske marked.
Det er også i Kina, at bilen bygges til hele verden, og iX3 bliver dermed den første Made in China-BMW, vi får her i Europa.
Også Volvo og Polestar vil primært bygge elbiler i Kina.
Serieproduktionen begynder sidst på sommeren på BMW Brilliance Automotives Dadong-fabrik i byen Shenyang. Dermed holder produktionen og salgsintroduktionen tidsplanen.
Se mere: VWs elektriske ID.3 er stærkt forsinket
Det har også været en lang og langsom opstart med øvelses-produktion siden sidste sommer. 200 før-serie biler er bygget.