Det var under overskriften ’Next Gen’, at BMW havde inviteret Motor til München for at se, hvordan fremtiden ser ud for det sydtyske bilmærke. Og lige indtil nogle minutter inde i en ganske omfattende præsentation lignede det en almindelig præsentation af næste generation af biler fra BMW.
Med en ung pige som bindeled mellem bilfabrikken og fremtidens befolkning lod BMW forstå, at der nu skal andre boller på suppen.
Men det viste sig hurtigt, at overskriften overraskende nok i stedet var en smuk reference til den næste generation af mennesker på denne planet. BMW tager således fat på en debat, der også i Danmark har vist sig at være den mest aktuelle: klimaforandringerne.
Med en ung pige som bindeled mellem bilfabrikken og fremtidens befolkning lod BMW forstå, at der nu skal andre boller på suppen.
En kraftig kursændring skal sikre, at kommende BMW-købere ikke længere bliver en del af et klimaproblem, men snarere en del af løsningen på netop dette problem. Og midlet er masser af elbiler, brintbiler, 100 procent grøn strøm samt delebiler, så klimaaftrykket enten helt forsvinder eller bliver reduceret betydeligt.
En svær opgave
Er man ikke helt inde i moderne bilproduktion, kunne man sikkert tænke: Hvor svært kan det være?
Se mere: Audi er helt elektrisk
Men en bilfabrik er som en supertanker, man kan godt dreje på rattet, men der går en rum tid, før der sker noget med kursen.
BMW hæver farten for elbiler
2013: i3 bliver første elbil fra BMW
2019: Samlet salg af elektrificerede biler runder 150.000
2020: Det samlede salg runder 300.000 elbiler
2021: 500.000 BMW-elbiler er på gaden
Herefter: Salget af elbiler øges med 150.000 stk. pr. år
2023: BMW har 25 elektrificerede biler på gaden (12 elbiler og 13 plugin hybrider)
Det var derfor en ganske stolt BMW-chef, der kunne fortælle, at det er lykkedes at fremrykke 2025-målet til 2023. Det er om fire år, og der vil fabrikken have introduceret 25 elektrificerede bilmodeller, hvoraf de 12 er rene elbiler, og de 13 er plugin-hybrider.
Samtidig vil selve produktionen af bilerne være stillet om til at være CO2-neutral, og man har bygget batterifabrikker, der er baseret på brug af materialer fra lande og steder, der ikke er på den sorte liste hvad angår miljø og social adfærd. Nye fabrikker i Europa skal således i høj grad forsyne os europæere med batterier til både elbilerne og plugin hybriderne.
Se mere: BMW med frit valg: benzin, diesel, el, hybrid
Derudover er BMW i tæt samarbejde med Toyota omkring udvikling af brintbiler, der om ti år vil dukke op som supplement til elbilerne i en verden, der på det tidspunkt er tæt på helt at frigøre sig fra forbrændingsmotorer.
Selvkørende biler trækker ud
Udover den grønne omstilling er bilverden i gang med en anden stor omstilling: De selvkørende biler er på vej.
Og også her er der tale om en proces, der vender op og ned på bilfabrikkernes udviklingsafdelinger.
Hvordan sikrer man, at køreegenskaber, ejerglæde og premiumbiler fortsat giver mening, hvis man ikke selv skal sidde bag rattet? Og hvordan sikrer man, at en selvkørende bil faktisk er det, kunderne vil have?
De spørgsmål arbejder BMW netop nu på at finde svaret på, og det er ikke let, kunne en åbenhjertig udviklingsdirektør i form af Peter Schwarzenbauer berette om.
'Folk vil selv have ansvaret for kørslen'
Han er derfor heller ikke overbevist om, at overgangen til selvkørende biler vil ske i samme fart som den grønne omstilling kommer til at ske. Faktisk er han lidt skeptisk på hele denne hype, der er om selvkørende biler:
- Selv om vi havde selvkørende biler til salg i morgen, ville salget næppe gå særlig godt. Folk vil selv have ansvaret for kørslen, og det handler om følelser og tillid. Vi har f.eks. stadig piloter i moderne passagerfly, selv om det ikke er nødvendigt…
BMW arbejder dog ufortrødent med udviklingen og forventer at have en bil klar til det, der kaldes niveau 3 i 2021. Det er en bil, hvor føreren kan slippe rattet på visse vejstrækninger og ved visse hastighedsniveauer.
En sådan bil er stadig ikke tilladt (Audi lancerede i princippet en sådan niveau 3-udgave af A8 i 2017), men BMW venter at få tilladelse i første kvartal 2020, og herefter skal man bruge ca. et år på at få bilen på markedet.
Kan snart stoppe for rødt
En sjov udløber af udviklingen mod selvkørende biler kommer kommende BMW-ejere snart til at møde i form af en opdateret fartpilot, der vil være i stand til at holde øje med trafiklysene.
Er der rødt, vil bilen selv standse, og når der bliver grønt, vil en lille bip-lyd minde føreren om, at nu er det tid til at køre. Det prøvede vi i Münchens myldretidstrafik, og det ser ud til at fungere ganske udmærket.
BMWs ingeniører gjorde dog en del ud af at fortælle, at man også fremover vil bygge biler, der skal være sjove at køre i, og hvor det er meningen, at føreren har det fulde ansvar.
Det er trods alt en af verdens mest eftertragtede producenter af biler for bilelskere, der er tale om.
Se alle de elektriske biler på Genèveudstillingen