I 2022 er VW klar med en ny generation af sin mellemstore pickup Amarok. Men det sker med betydelig hjælp fra en ven. Uden denne nye ven, som er Ford, var Amarok ikke kommet i en ny generation.
De to globale bilkoncerner indledte i 2018 et samarbejde om varevogne og senere også om elbiler, og det er siden blevet mere og mere konkret. Nu kan de to koncerner give meget konkrete meldinger om, hvad det betyder for bilmodellerne.
Ranger bliver donor for Amarok
Den nye Amarok vil i al væsentlighed være baseret på en ny generation af Ford Ranger. Men bilerne vil ikke se (helt) ens ud pointerer VW, og der vil åbenbart også være betydelige forskelle i infotainment, instrumenter og den slags.
Se mere: VW og Ford skal deles om elbiler
Chefen for Volkswagen Nutzfahrzeuge, Thomas Sedran, siger direkte:
- I sidste ende er det vores kunder, som kommer til at nyde godt af samarbejdet, da vi ellers ikke ville kunne have udviklet en ny Amarok.
Både Ford- og VW-udgaven skal fremstilles på Fords Silverton-fabrik i Sydafrika.
Se mere: VW Amarok - kæmpestor fritidsbil
Mens Ford er den ledende udvikler på Ranger/Amarok, styrer VW deleprojektet med en lille varevogn. Den fælles bil tager udgangspunkt i den nye VW Caddy, som går i produktion i 2021. Hos Ford afløser bilen Transit Connect.
Se mere: Ford Ranger Raptor - en hård negl
Også her skal begge modeller bygges side om side – på Volkswagens fabrik i Poznan, Polen.
Det tredje fælles projekt ledes også af Ford. På basis af den næste Transit får VW sin næste Transporter. Det er kassevogne i den meget udbredte ét ton-klasse. De nuværende og kassevogne fås også i busudgaver, som hos VW hedder bl.a. Caravelle.
Minibusser går solo - på el
Men de kommende VW-biler til privat brug er ikke omfattet af samarbejdet. Multivan, Caravelle og California vil også i næste generation være rene VW-produkter lader det til. Muligvis bliver det elbiler på basis af MEB-platformen, idet konceptbilen ID. Buzz vil komme i produktion i 2022.
Se mere: Ford kører med strømmen
Det omfangsrige samarbejde mellem VW og Ford indebærer også en elektrisk Ford-personbil og selvkørende teknologi.
Ford-bilen skal baseres på samme MEB-byggeklodser som bl.a. VW ID.3, men Ford siger, at VWs og Fords elbiler vil opleves helt forskellige. Formentlig skal Ford selv producere sin elbil.
Se mere: Det moderne Rugbrød er elektrisk og selvkørende
Samarbejdet om selvkørende teknologi, som har været annonceret længe, koncentreres om det fælles firma Argo.
Ud fra det teknologi-samarbejde vil VW i 2022 lancere et stort pilotforsøg med ID. Buzz-biler, der i forsøget vil være selvkørende på niveau 4. Det vil sige, at bilen kan køre helt selv på bestemte og godkendte veje, og føreren slet ikke behøver følge med i kørslen på disse strækninger.